Vi er de nye gamle

Stifterne af foreningen Alder 3.0: Vi vil gøre alder cool

Det begyndte med en gåtur i Østre anlæg i København. Karen Widding og Signe Trier havde i en periode for vane at snakke sammen, mens de tog en rask gåtur. Signe Trier fortalte om de oplevelser, hun havde haft, mens hun var kommunikationsmedarbejder på et plejehjem, og Karen Widding talte om de ældre, europæiske divaer, hun havde mødt som tilrettelægger for en dokumentarserie på DR.

– Vi kom til at snakke om, hvor tosset det egentlig er, at vi har 15 ekstra leveår, men samtidig begynder vi at miste kulturel værdi, når vi er over 50 år, siger Karen Widding, der er cand.mag. i moderne kultur, og Signe Trier, der er cand.mag. i medievidenskab, supplerer: – Det er så ærgerligt, at når vi som 50-årige for alvor opdager vores egne styrker og kompetencer, begynder vi gradvist at møde modstand ude i samfundet. Og fra vi er 60 år, er vi som regel slet ikke interessante længere. Det er hele det negative syn på alder, vi vil lave om på.

Læs: Pensionistliv, nej tak

Derfor stiftede de foreningen Alder 3.0 med et mål om at skabe den første internationale aldersbiennale.

– Jo mere, vi talte om alder, jo mere fandt vi ud af, at vi har brug for nye fortællinger om det at blive ældre. I dag er det sådan, at enten er du ensom, affældig og afhængig af andres hjælp, eller også er du sådan en, der går rundt og spiller golf og drikker rødvin. Indimellem er der en mangfoldighed, som bliver levet derude, men det er ikke de historier, der fylder i medierne. Vi vil gerne vise, at man kan blive ældre på mange forskellige måder, og man behøver ikke at blive sat på stand by, fortæller de to kvinder til Ugebladet SØNDAG.

Sammen vil de bruge kunst og kultur til at udforske alder fra nye vinkler. Og siden de inviterede til det første arrangement i sommer, har flere danske medier bragt temaer om alderdom, og så har de modtaget stor respons fra danskere, der hylder deres nye syn på alder.

Trine Pallesen: Der er flere roller til unge kvinder

– Vi har fået overvældende positive reaktioner! Især fra dem, der er i 70’erne. De føler sig ramt. De skriver, at ”endelig er der noget for os, det vil vi gerne være med i”. – Ja, folk vil frygtelig gerne bidrage, indskyder Karen Widding og fortsætter: – De skriver til os, at vi skal sige til, hvis de kan hjælpe. Det er vores indtryk, at de meget gerne vil bidrage med noget fagligt, og at det ikke altid er nok at stå i en Røde Kors butik fem timer om ugen. Vi lever i en tid, hvor vi sætter faglighed på pension, men dermed går en masse viden tabt.

Lis Maaløe: Løbet er ikke kørt

Lis Maaløe, 60, følte hun skulle forsvare sig, da hun valgte sit job fra for at sammensætte sin tredje alder. For hun kunne ikke se sig selv i den stereotyprolle som pensionist, som samfundet så. Hun ville ikke bruge dagen på at sidde på en bænk og fodre ænder eller kigger ud over havet, derimod ville hun være aktiv og engageret.

- Jeg har altid arbejdet meget og taget uddannelser undervejs, og når jeg så holder op, taber jeg min identitet, og jeg tror, det var det, jeg reagerede på. ”Når man har den og den alder, så lever man sådan og sådan”. Det er som om, man bliver placeret i en bås. Vi er jo ikke en stereotyp, fordi vi har en bestemt alder. Vi er forskellige. Jeg har ikke sagt mit job op for at gå på pension. Jeg har bare fået en anden plan for mit liv.

Stéphanie Surrugue: Jeg får det sjovere med alderen

Med en lang karriere bag sig som sygeplejerske og senere uddannet som cand.mag. i psykologi og forvaltning, afsluttede hun sit arbejdsliv som forlagschef hos Munksgaard, hvor hun har udgivet lærebøger i de seneste 15 år. Hun ønskede simpelthen en mere fleksibel hverdag, hvor der var tid til mand, børn og børnebørn, og ja en uddannelse i fagjournalistik.

- Det er helt fantastisk for os, at vi nu kan kombinere vores liv. Det er lidt af en drømmetilværelse, siger hun og fortæller, at hun f.eks. tager med sin mand, som er topchef, til London eller New York. Mens han arbejder, studerer hun på hotelværelset og har samtaler over Skype med sine medstuderende: – Jeg har ikke en karriereplan, men jeg har en plan om at blive ved med at lære noget og være aktiv. Bare fordi man er 60, er løbet ikke kørt.

– Der er en eller anden forrykt drøm hos yngre mennesker om, at ”når jeg bliver gammel, vil jeg nyde at sidde og se ud over vandet”. Men du kan jo ikke holde ud at sidde og kigge ud over vandet i 25 år. Der skal da ske noget mere. Jeg synes, man skal have et andet mål med livet end bare at hygge sig. Vi bliver 25 år ældre end vores oldeforældre, så det er mange år, at vi skal være i en stereotyp kasse som ”pensionister”. Jeg synes, der må være nogle flere billeder på det at være ældre, og jeg håber, at jeg selv

Dronning Anne-Marie: Jeg føler mig ikke som en på 70

Margaret Wikman: Der er mange opgaver til os, der kan

Margaret Wikman tænkte, at hendes liv ville blive anderledes, da hun stoppede som lærer på en ungdomsskole på Nørrebro. Der ville komme ro på. Men i stedet kastede hun sig stadig ud i projekter og bestyrelser, der tog tiden fra pensionistlivet. Samtidig skruede hun op for blusset i butikken Zapoteca, som hun har haft siden 2003, hvor hun sælger kunsthåndværker og vævede tæpper, der er fremstillet af mexicanske kunstnere.

– Det er de samme ting, der interesserer mig, som de har gjort hele mit liv, siger Margaret, 66, og fortæller yderligere: – Jeg fortsætter i det omfang, jeg kan, for der er så mange ting, jeg stadig gerne vil. Og der er mange, jeg gerne vil støtte

Birthe Neumann: Alderdommen er ikke forfærdelig og skræmmende

Især butikken er omdrejningspunktet for mange af Margarets aktiviteter, for ikke kun sælger Margaret kunsthåndværker, hun huser også kunstnere, der kan finde på at slå sig kortvarigt ned i Danmark. Eksempelvis huser Margaret i øjeblikket en kvindelig rumænsk fotograf, som hun har sat en fotoudstilling op sammen med, og om nogle uger flytter en 62-årig mexicansk væver ind i rummene.

Margaret Wikman har planer om at fortsætte med butikken og aktiviteterne omkring den, så længe hun føler, det giver mening.

– Jeg mener i det hele taget, at der er opgaver, som vi ældre, der er gået på pension, og som stadig har kræfter, kan løfte. Der er opgaver, der ikke bliver løftet af det offentlige eller af dem, der arbejder. Der er meget godt, vi kan bruge vores tid på, og som giver mening. For eksempel er jeg begejstret for Venligboerne. Det, synes jeg, er et rigtig godt initiativ. Der er også mange, der er ensomme, og det kan vi kun ændre ved, at vi er mange, der rækker ud.