Mimi Jakobsen: Jeg har jo ikke levet et kedeligt liv
Foto: Nellie Møberg
Mimi Jakobsen har aldrig ignoreret en åben dør, sådan siger hun selv. Og den seneste åbne dør er Mimis bogprojekt »Vendepunkter«. For Mimi har arbejdet med bogen været en tur ned ad Memory Lane med ups and downs fra hendes 35 år i dansk politik, men den har også været et terapeutisk pusterum og et meget ærligt forsøg på afklaring i forbindelse med forældrene: Politiker Erhard Jakobsen, der stiftede partiet Centrum-Demokraterne, CD, og Kate Jakobsen, der var porcelænsmalerinde.
– Alle burde skrive en bog. Det er ren terapi. Jeg har jo heller ikke levet et kedeligt liv, der er nok at fortælle om. Mens jeg har arbejdet med bogen, er det også gået op for mig, hvor heldig jeg har været med alle de søde mennesker, jeg har mødt i løbet af mit liv. Mennesker, som har været der for mig, som har trøstet mig og stået op for mig. Min bog handler også meget om min far. Det er uundgåeligt. Vi forstod hinanden intuitivt, der var et stærkt bånd imellem os, uden at vi nogensinde talte specielt meget om følelser. Senere i livet spøgte vi med, at vi mest kommunikerede igennem Ritzau, siger hun til SØNDAG.
Borgmesterens datter
Som den ældste af Erhard Jakobsens tre døtre, var Mimi nok den, der først blev konfronteret med forventninger fra omverdenen.
– Da min far kom til Gladsaxe i 1958 som borgmester, blev han verdensberømt i byen. Og så kom forventningerne. Når jeg kom til børnefødselsdage, blev jeg mødt med: Åh..det er dig, der er Erhards datter, og så var det heller ikke sjovt den dag, for så kunne jeg jo ikke sprøjte med sodavand og alt det der, men måtte opføre mig ordentligt. Og jeg kan huske et skolebal, hvor jeg meget uskyldigt holdt en dreng i hånden, og hvor en af mine lærere efterfølgende sagde til mig: Det havde vi ikke ventet af dig. Jeg ville helst have gravet mig ned – simpelthen, husker Mimi.
Ansten for afsløring
Mimi er kendt for at være lidt ømskindet, lidt sensitiv. Derfor er det oplagt at spørge hende, hvordan hun med så mange år i offentligheden har lært at håndtere det.
-Første gang, jeg skulle på Folketingets talerstol, var jeg rædselsslagen. Jeg skulle bl.a. tale om et forslag, der hed »Bruttofaktorindkomstregulering«. Jeg tænkte. Det siger jeg ikke, for det kan jeg ikke, så jeg talte bare om »det foreliggende forslag«. Bagefter fik jeg at vide, at jeg så meget myndig ud. Men det var simpelthen, fordi jeg klamrede mig fast til talerstolen, for mine ben kunne ikke bære. Jeg kunne ikke stå, og jeg skvattede, da jeg skulle ned og vaklede ud af folketingssalen.
Mimi sænker stemmen lidt, mens hun gengiver, hvad hun livet har lært hende om at overleve svære situationer:
– Man kan gøre tre ting, når man bliver såret. Ligesom dyrene. Man kan løbe ligeså hurtigt, som tøjet kan holde. Man kan lade som om, man er død, eller man kan gå efter struben. Og der lærer man med erfaringen at gøre det sidste: Bliver rapkæftet og giver tilbage. Men det, der bliver indeni, det er ikke løst med at være rapkæftet. Min far sagde altid til mig, at jeg kun havde tre fejl: Jeg bandede for meget, jeg røg for meget, og jeg tog mig alt for nært, hvad der stod i pressen. Og det gør jeg stadigvæk. Nu er jeg så lidt udenfor søgelyset heldigvis. Omvendt har jeg jo også nydt opmærksomheden, for der er jo også en forfængelighed i det: At få mange stemmer eller få at vide, at man klarede det godt.
Savner mod
Og Mimi klarede det godt. I 1989 overtog hun formandsposten for CD efter sin far. Igennem årene har hun haft flere ministerposter. Hun har bl.a. været kulturminister,, socialminister og erhvervsminister. Om at have Christiansborg som arbejdsplads igennem så mange år, siger Mimi:
– Det var den bedste arbejdsplads, jeg har været på. Jeg synes, de brændte for noget dengang. Jeg har haft utrolig mange søde, politiske kollegaer – fra alle partier. I dag synes jeg, at der er mange tarveligheder: Det der med at fange nogen på det forkerte ben i stedet for at skændes om det, der skal skændes om. Det hele er blevet så glat med fokusgrupper, spindoktorer osv. og jeg tænker tit: Uhhh..kunne de dog ikke bare sige »sgu« engang imellem. Vise at de brænder for sagen. Jeg savner nogle, der bliver rasende og bander lidt engang imellem.
Mimi Jakobsen har altid været meget optaget af Europa og en stor tilhænger af et tæt europæisk samarbejde.
-Vi i Europa må stå sammen i stedet for at have fokus på, hvad vi hver især kan rage til os. Det er så beskæmmende, at vi i EU f.eks. ikke kan finde nogle fælles løsninger på, hvordan vi håndterer flygtningestrømmen. Det er noget af det, jeg vil begynde at råbe op om og skrive om. Jeg skal ikke vælges til noget mere, men derfor kan jeg jo godt kæfte op