Selvudvikling
2. januar 2017

Anette Støvelbæk: Der er noget fantastisk ved ritualer

Anette Støvelbæk er ikke slave af, at ting skal se ud på en bestemt måde. Men hun holder af ritualer og af at fejre store begivenheder.
Af: Dorte Hygum Sørensen
https://imgix.femina.dk/media/article/_b4p9003_2.jpg

Foto: Christina Hauschildt

Med nydelig ornamenteret frisure og gerne iklædt de fineste, feminine klæder er Alice Frigh frue og tvillingemor i det københavnske fabrikanthjem, hvor Otto Frigh er den bedrageriske patriark. Sådan kender seerne den 49-årige skuespiller Anette Støvelbæk fra tv-serien 'Badehotellet'.

Snart får seriens fjerde sæson premiere. Badehotellet er blevet TV2s mest succesfulde dramaserie i kanalens historie. Da slutningen af tredje sæson rullede over skærmen samme tid sidste år, blev de enkelte afsnit set af over halvanden million danskere.

Virkelighedens Anette Støvelbæk er meget forskellig fra den formelt opdragede og i begyndelsen af serien meget bly fru Frigh fra serien, der foregår i årene før og omkring 1930. Men skuespilleren sætter pris på, at mange af os stadig holder fast i nogle af de ritualer, der har overlevet i generation efter generation, og var normen på familien Frighs tid, siger hun:

– Jeg synes dog slet ikke, at man skal være slave af, at ting skal se ud på en bestemt måde. Former forandrer sig hele tiden. Men der er noget fantastisk ved ritualer. Ved at have forventninger til, at noget skal ske og ved selve gentagelsen af ritualer år efter år og generation efter generation.

Sonja Oppenhagen om kvinder: Vi er først rigtig interessante omkring de 50

Sølvbryllupsbilleder

I 2014 havde Anette Støvelbæk været gift i 25 år med sin mand, skuespilleren Lars Mikkelsen. De fejrede sølvbrylluppet med familie og venner. Forud for begivenheden tænkte Anette Støvelbæk på, hvordan andre i tidligere generationer så ud, når de havde været gift i 25 år:

– Jeg kan huske et billede af min mormor, da hun var 40 år. Det var ikke et billede taget i forbindelse med hendes sølvbryllup, men hun så ud, som jeg forestiller mig, man tidligere så ud i sølvbryllupsalderen. Med gråt hår i fin frisure og iklædt plisseret nederdel.

Sådan kan man også forestille sig, Alice Frigh fra Badehotellet se ud som 40-årig. Anette Støvelbæk og i det hele taget kvinder i dag ser ikke gamle og satte ud, når de runder de 40 eller fejrer sølvbryllup.

Dronning Anne-Marie: Jeg føler mig ikke som en 70-årig

En fejring af livet

Traditionerne eksisterer, men formerne kan være lige så forandrede, som rollerne mellem kønnene er det. Anette Støvelbæk værdsætter, at traditionerne findes i nye former:

– Det er jo en hyldest til livet, at vi samles og fejrer, at nogen fylder rundt, eller at nogle har holdt sammen som par i mange år. Det er en hyldest til, at vi er her. Og det er det, vi skal huske på. Med alderen bliver det noget, man tænker mere og mere over, synes jeg.

Fejring af de skelsættende dage er begivenheden, der inspirerer os til, at vi gør os tanker om livet. Som Anette Støvelbæk siger:

– Begivenhederne får os til at tænke på, hvad vi har opnået i vores liv, hvad vi gerne vil fremover, og hvor vi er i livet nu og her.

Emilia Van hauen: Det der "resten af livet" findes ikke i mig længere

Læs mere om:

Læs også