Nikoline Werdelin: Hjemme efter en indre ombygning

Det er to år siden, Nikoline Werdelin kom hjem fra Berlin efter at have boet der i otte år.
Hun kom hjem af mange grunde, men ikke mindst for at blive gift med den mand, hun elsker.

Det fortæller den 56-årige tegner og dramatiker ærligt om i SØNDAG, hvor trofaste læsere også kender hende som brevkasseredaktør og kvinden bag tegneserien ”Nina fra Rosengade”.

- De første fem år var det sundt at komme på besøg hos hinanden og skrive lange mails flere gange om dagen. Men vi er jo ikke unge længere, og efterhånden fik jeg lyst til en hverdag sammen med ham, siger Nikoline Werdelin om kærligheden til den 14 år ældre forfatter og fhv. gymnasielektor Ib Lucas, der var for knyttet til sine børn og børnebørn i Danmark til at kunne flytte til Berlin.

Kvinder med skilt i panden

- Sådan en dragerejse, som en ung mand skal på, men som en midaldrende kvinde måske også skal på, enten indeni sig selv eller i rent fysisk forstand. Næsten alle kvinder, jeg kender i min alder, flytter sig på en eller anden måde, forklarer hun.

- Jeg tænker på det, der sker i årene omkring overgangsalderen, lidt som den samme forvandlingsfase, der sker i teenageårene. Man siger tit om teenagere, at de skulle have et skilt i panden, hvor der står: ”Under ombygning”. I virkeligheden burde kvinder i overgangsalder også have lov at gå med sådan et skilt!

Får du lyst til at smutte til Berlin, her finder du Berlins bedste julemarked

Hun skulle netop også selv igennem en indre ombygning, før hun kunne forlade Berlin igen. Men så var hun også parat, siger hun.

– Jeg havde en klar fornemmelse af, at jeg havde gjort det, jeg skulle. Det, jeg skulle prøve af, det, jeg skulle lære, og det, jeg skulle finde, havde jeg fundet.

Tag lige et kig – Her er din lykkeligste alder

Trak sig væk

Da Nikoline i sin tid tog til Berlin, var det bl.a. for at trække sig lidt væk fra den københavnske hype. Væk fra bevågenheden og det pres, der var kommet på hende som anerkendt og prisbelønnet dramatiker og instruktør. Væk for at mærke efter i sig selv ”om det dér teater kunne være noget igen”.

Sidste år dukkede hun så op med sit stykke ”Visen om Sidsel” på Grønnegårds Teatret. Nu er hun i fuld gang på Det Kongelige Teater med sin kommende forestilling ”Stjernefamilien”, der får premiere til februar. Og som altid er hun selv instruktør på det stykke, hun også selv har skrevet.

Læs også Hanne Boels tanker om at nærme sig de 60

Først nu forstår jeg

– Det er først nu, jeg er ved at forstå, at mit menneskelige værd ikke måles i mit arbejde. At arbejde bare er et arbejde. Det er der selvfølgelig folk, der har sagt til mig før. Men jeg har ikke kunnet mærke det. Arbejdet har været mere for mig. Det har været hele min adkomst til at få lov at være her, fortæller hun også.

– Berlin har medvirket til, at jeg kunne se, at jeg ikke bliver mere sikker på, hvem jeg er, eller mere sikker i verden, uanset hvor godt det går med mine projekter. Det er ikke det, der får kernen i mig til at falde til ro. Den ro er til gengæld kommet af at blive ældre. Af at møblere om på det indre. Af at tage livtag med gamle dæmoner og uhensigtsmæssige sider af mig selv, som det var på tide at smide væk.

– Og så, ikke mindst, har det været ­afgørende at have en mand, der elsker mig og kender mig. Der har nok været nogle før, der har elsket mig, men jeg kan være i tvivl om, hvor godt de egentlig kendte mig, siger hun i SØNDAG.