Forleden gik sangerinden Trille bort, 71 år gammel. Hun tabte kampen til kræften. Vi husker Trille som hende med det lange pandehår og guitaren fra Legestuen på DR. Den kønne brunette med de skrå katteøjne og kassebukserne, der sang inderlige sange som »Hej Søster« og »Min lille sol«. For halvandet år siden mødte SØNDAG Trille i forbindelse med udgivelsen af hendes bog "Altid har jeg længsel." Læs en lille del af portrættet her.
Trille boede på et tidspunkt i Pilestræde i det indre København, og det var her, hun skrev »Hej Søster« som en hilsen til en god veninde, der, som hun, tumlede med kærligheden. – Der var engang en mand, der sagde til mig, at det var min skyld, at han var blevet skilt. Jeg var blevet sat i bås og blev betragtet som rødstrømpe på trods af, at jeg aldrig havde været med i nogen bevægelse eller basisgruppe. Jeg prøvede forsigtigt at fortælle ham, at det vist ikke alene kunne tilskrives mine sange. En dag kom Trille til et punkt, hvor hun følte sig brugt op, hvor hun ikke længere havde lyst til at optræde. Der er en tid for alt. Og i 1988 stoppede Trille med musikken. – Jeg har været utrolig heldig at kunne supplere arbejdet med musikken med at lave tv for børn. Jeg elskede begge dele, og i mange år passede jeg mine spillejobs samtidig med, at jeg arbejdede for DR.
Ufrivilligt sat uden for livet
Da Trille var midt i 40’erne, fik hun en depression. Hun var i gang med at lave den plade, der skulle blive hendes sidste. Hun stod midt i studiet og måtte afbryde. Stemmen ville ikke. I dagene, der fulgte, fik hun angstanfald. Hun turde ikke gå uden for en dør og var ude af stand til at foretage sig noget. – Jeg følte mig ufrivilligt sat uden for livet. Det var en rædselsfuld tid, hvor jeg flere gange havde den tanke, at det ville være lettere ikke at være her længere. At forestille sig, at jeg skulle stå på en scene, var helt umuligt. Trille fik terapi for at komme igennem sin depression. Langsomt genfandt hun viljen til livet, men lysten til at stå på scenen kom aldrig tilbage. – Mest af alt var det en stor lettelse for mig at forlade musikken. I mange år havde jeg arbejdet hårdt, og turnelivet var opslidende. Skal jeg nævne noget, jeg savner, må det være fællesskabet med publikum og mine musikere. Den der følelse af, at det hele smelter sammen.
