Cecilie Becks bedste tip til ferien
FOTO: Marianne Leth
SØNDAG har spurgt hende, hvad hun anbefaler turister, der er i Danmark for første gang at lave.
Jeg ville helt sikkert tage ham eller hende med til Vejle Fjord. Allerførst ville jeg dog lige dreje ud og rundt om Grejsdalen, som ligger lidt udenfor Vejle, og som med sin natur er et af de smukkeste steder i Danmark. Herefter skulle vi tilbage til Vejle Fjord, som præsenterer et fantastisk sceneri og også er et utroligt naturskønt sted.
Vi skulle selvfølgelig også ind på en traditionel dansk kro med gårdhave og stokroser. Det kunne være Munkebo Kro på Fyn f.eks. Men den slags kroer findes bestemt også i Jylland. Her ville jeg sørge for, at vi fik en ordentlig sildemad - og en snaps til, en porsesnaps.
LÆS MERE: Cecilie Beck - nej til flere børn
Danmark er fuld af vidunderlige steder at besøge, synes jeg. Især selvfølgelig hvis vejret er godt. Men Vesterhavet kunne jeg sagtens finde på at vise frem uanset vejret. Jeg elsker selv Vesterhavet. Det dér lidt rå og upolerede, der er over det, kan jeg godt lide.
Normalt ville jeg tage en fremmed gæst med til Christiania. Jeg synes jo, det er så fint et symbol på den danske mentalitet, at vi kan rumme et sted som Christiania. Men jeg må også sige, at efter at der er rejst tvivl om, hvorvidt det er Christianitterne eller rockerne, der styrer stedet, er jeg ikke helt så sikker på, om jeg vil vise stedet frem for en fremmed turist, for det synes jeg faktisk er relativt udansk.