SØNDAGs Heltindepris: Annette er voksenven

Voksenvenner til Micas og Sonya

De seneste tre år har Annette på 58 og hendes mand igennem foreningen Børns Voksenvenner været familievenner for søskendeparret fra Vesterbro. Micas og Sonya er som så ofte før på weekend hos Annette og Jørgen fra fredag til søndag eftermiddag.

– Børnene er så søde, og vi glæder os altid rigtig meget til at skulle være sammen med dem. Efter sådan en weekend som nu, kan vi godt føle, at der er et tomrum, siger Annette.

– Det var savnet af børnebørnene i det daglige, der betød, at vi undersøgte muligheden for at blive voksenvenner. Og så naturligvis det, at vi havde et overskud, som vi gerne ville bruge på noget meningsfuldt og helst noget, der involverede samvær med børn, fortæller Annette.

God kemi

Annette tog kontakt til Foreningen Børns Voksenvenner.

– Vores kriterier var, at der skulle være god kemi og en vis form for værdisammenfald imellem os og ikke mindst moderen. Og så skulle de ikke bo for langt væk fra os, hvis det skulle give mening, siger Annette.

Hun og Jørgen faldt straks for børnene, da de så dem første gang, og da de også med det samme klikkede godt med børnenes mor, var de ikke i tvivl om, at det var det, de skulle.

– Børnenes mor var presset på tid og hænder, da vi først mødte hende. Både hun og familien er yderst velfungerende, men det at skulle få en hverdag til at hænge sammen med to små børn og et fuldtidsjob er hårdt. Hun manglede nogle i sit netværk, der var tæt på og kunne give en hånd, og som havde en oprigtig interesse i børnene. Og så henvendte hun sig til Børns Voksenvenner, hvilket vi er hende dybt taknemmelige for, for på den måde har vi været så heldige at få Sonya og Micas ind i vores liv.

En smule jalousi

Først var der nogen skepsis i Jørgen og Annettes bagland, da de fortalte om det frivillige arbejde, de havde påtaget sig.

– Der var da lidt jalousi i begyndelsen fra vores børns side. Sådan lidt a la: Hvad skal det nu være godt for? Men den reaktion, tror vi, er helt naturlig. Og efter at alle har lært Micas og Sonya at kende, er det hele faldet på plads på den bedste måde, og de af børnene, der selv har børn, glæder sig nu over, at der ofte er nogle andre søde børn at lege med, når de kommer på besøg.

– Vi sætter os løbende med vores kalendere, og børnenes mor kan melde ind, hvornår hun og børnene har brug for os. Hun kan også bare ringe til os, hvis der opstår noget. Vi har endda nøgler til hendes lejlighed, hvilket gør det lettere for os at hente børnene og køre hjem med dem, hvis det en dag kniber for hende at kunne nå at hente dem efter arbejde. Vores bånd er meget tillids- og respektfuldt, og vi har fra starten forventningsafstemt løbende. Vi er meget ydmyge over for den tillid, børnenes mor viser os. Hun overlader jo det allerkæreste, hun har, i vores varetægt, og er tryg ved det. Det forpligter. Og det, at børnene er så tillidsfulde og kærlige over for os, det er jo en fantastisk belønning i sig selv. Man bliver så rig ved at give.

Bonusbedsteforældre

Jørgen og Annette ser sig selv som en slags bonusbedsteforældre.

– Micas’ og Sonyas fars familie bor i Afrika, mens deres mormor og morfar bor mere end en times kørsel væk, og derfor ikke kan nå at se dem i det daglige. Afstanden betyder meget. Vi skal ikke erstatte de biologiske bedsteforældre, men være en ekstra ressource for børnene. Det er vigtigt, og det virker, som om alle har forståelse for det, siger Annette.

Annette vil gerne understrege, at man ikke behøver at have forladt arbejdsmarkedet for at have overskuddet til at være familieven.

– Selv arbejder jeg med hr i Rigspolitiet, og Jørgen er selvstændig konsulent. Vores arbejdsdage er til dels fleksible, og jeg arbejder tæt på, hvor børnene går i institution og skole, hvilket er en stor fordel, siger Annette Drewsen.