SØNDAGs Heltindepris: Tove hjælper døende på et hospice
Lever med døden
78-årige Tove Nielsen fra Næstved er en dag om ugen frivillig på Sankt Lukas Hospice i København. Det har hun været i syv år.
– At være frivillig på et hospice betyder, at man lever med døden. Og selv om det måske lyder underligt, så er det livsbekræftende at være frivillig der, for man bliver helt naturligt mere opmærksom på at leve i nuet og nyde det. Livet er ikke en selvfølge, og det er noget, vi alle bør huske på, for så hænger man sig ikke så meget i detaljer og små ligegyldigheder, siger Tove.
Ro og eftertanke
For Tove er det en tilfredsstillelse at kunne hjælpe både patienter og pårørende i den sidste svære tid, og når hun tager toget hjem til Næstved efter en vagt på Sankt Lukas, sker det med både ro og eftertanke.
– Vi frivillige er flødeskummet på hospicet. Vi er sygeplejerskernes forlængede arm, og det er tit os, der lige henter en kop kaffe til en pårørende eller følger en patient op på tagterrassen. Når jeg møder på en vagt, plejer jeg at agere som en husmor, der kommer hjem. Jeg rydder lidt op og ordner praktiske gøremål, snakker lidt med sygeplejersken om, hvor der kan være et behov. Jeg trænger mig ikke på i forhold til patienterne, det at være frivillig handler i høj grad om at have fingerspidsfornemmelse. Og så skal vi huske, at frivilligt arbejde gør vi af kærlighed. Ikke af pligt.
Omsorgsgenet skyldes opvæksten
At Tove overhovedet blev frivillig hænger sammen med både hendes opvækst, hendes egen bagage og en artikel i et blad, hun læste for mange år siden, og som vakte genklang i hende. I artiklen fortalte en kvinde, der var frivillig på netop Sankt Lukas Hospice, om den glæde, det gav hende at være der.
– Mit omsorgsgen skyldes min opvækst. Vi var fire børn hjemme, og vi blev opdraget med kærlighed og viden om, hvor vigtigt det er, at vi hjælper hinanden. Min barndoms værdier har jeg båret med mig, ligesom en stålsat tro på, at vi ikke bliver udsat for byrder, vi ikke kan bære.
Personligt har Tove mange og tunge erfaringer med at være tæt på døden. Som 40-årig mistede hun sin mand ved en voldsom flyulykke og i 2005 mistede Tove sin ældste søn, der havde boet og arbejdet i Thailand i 15 år.
- Det var vanskelige år, hvor jeg måtte sande, at sorgen kan man ikke flygte fra, den må man arbejde sig igennem. Det er en erkendelse, jeg forsøger at give videre i mit frivillige arbejde.
- Når man mister dem, man elsker så højt, bliver livet aldrig det samme mere. Men sådan er det, sorgen er kærlighedens pris, siger Tove, der har skrevet om sine erfaringer med sorg og det at miste i bogen: »Ske din vilje Livet, døden og vingerne«, som udkom sidste år.
Meningsfuldt at hjælpe
I dag fylder det frivillige arbejde mere og mere. Foruden arbejdet på hospicet har hun en månedlig vagt i Sankt Nicolaj Telefontjenesten, vagter for Røde Kors’ Vågetjeneste på plejehjem, og hun er frivillig på kræftafdelingen på Næstved Sygehus. En gang om ugen går hun rundt på afdelingen med en servicevogn med drikkevarer, frugt og chokolade til patienterne. I 2013 påtog hun sig ansvaret som formand i Foreningen af Frivillige ved Hospice.
– Min datter sagde en dag bekymret til mig, at jeg skulle passe på mig selv med alle de gøremål. Jeg forsikrede hende om, at hun ikke behøver at være urolig. Det skal hun først være den dag, jeg sidder passivt hjemme i sofaen. Jeg håber at kunne blive ved med at udføre mine frivillige opgaver, og sørger naturligvis for, at jeg også har tid til at lade op. For mig giver det mening og glæde at bruge de talenter, som er blevet mig givet.