Tema: De arbejder sammen med deres søskende
foto Nellie Møberg
- Vi kan ikke undvære hinanden, fortæller søstrene Lone og Jette Lyager. Ligesom Charlotte og tvillingesøstrene Gitte og Nette, har disse fem kvinder valgt at dele arbejdsliv med sine søskende. Det går ikke altid stille for sig, men tillid og tilgivelse er nøgleordene til at løse konflikter og uenigheder.
Tvillingerne Gitte og Nette Obel ejer en Matas forretning
- Det har aldrig været en drøm eller noget, vi har planlagt. Det var simpelthen en tilfældighed, at vi kom til at arbejde sammen, fortæller tvillingeparret Gitte og Nette Obel.
Gitte og Nette har i fællesskab drevet en Matas-forretning på Frederiksberg i 15 år. Selvom søstrene ind i mellem kan være lidt trætte af at gå op og ned ad af hinanden alle ugens dage fra mandag til lørdag, drømmer ingen af dem om at udskifte det fælles arbejdsliv for noget andet job i verden.
- Vi stoler på hinanden. Det har vi gjort, lige siden vi var børn. Vi er tre søstre, der er opdraget med, at man taler lige ud af posen, og at man sagtens kan blive vrede og være lodrette uenige. Vi kender hinanden og ved, at ligegyldigt hvor uenige, vi er, så bliver der aldrig et break mellem os.
Charlotte Dew-Hattens arbejder med sine brødre
- Det lyder måske sukkersødt, men jeg kan ikke komme i tanke om nogle ulemper ved at arbejde med mine to brødre. Vi er meget afslappede i hinandens selskab, og vi griner rigtig meget.
Charlotte Dew-Hattens er tidligere professionel badmintonspiller og har en uddannelse som skolelærer. De sidste 20 år har hun arbejdet sammen med sine to brødre, der i fællesskab ejer Vascandia A/S, som de overtog efter deres far, der døde for seks år siden. Charlotte vil ikke bytte sit arbejdsliv med sine brødre ud for noget. Heller ikke selvom bølgerne kan gå højt i søskendeflokken ude på kontoret på Roskildevej.
- Jeg tror, at søskende har nogle andre grænser i forhold til, hvad de siger, og hvordan de siger det. Vi kan sige ting på arbejdet, som vi aldrig ville sige til en ansat. Men vi prøver at være opmærksomme på, hvordan vi taler til hinanden. Vores medarbejdere kender os efterhånden og ved, at vi nogle gange kan fare helt op. Men de ved også, at vi hurtigt falder ned igen. De fleste medarbejdere har været hos os i mange år, så vi har ikke skræmt dem helt væk.
Søstrene Jette og Lone kan ikke undvære hinanden
- Vi kan blive rivende rasende på hinanden og tage nogle ordentlig ture, hvor vi ikke er bange for at sige, hvad vi mener. Men vores uenigheder er næsten altid af faglig karakter, og vi løser dem altid ansigt til ansigt uden at blande andre ind i dem.
Jette og Lone Lyager er søstre, bedste venner og kollegaer gennem de sidste 20 år. Begge har taget sig en uddannelse som socialrådgiver og psykoterapeut. Jette og Lone deler alt med hinanden. Og de kan ikke forestille sig et liv uden hinanden.
Livet som kollegaer og tætte søstre er ikke kun rosenrødt. Den største udfordring for de to søstre var, da de skulle skrive en bog sammen i 2003.
- Det var vores største prøve som søskende. Puh, det var SÅ hårdt. Vi var utrolig pressede og rev ind i mellem hovederne af hinanden, fordi vi ikke kunne blive enige om formuleringer og sprog. Men det lykkedes, og vores forældre, som levede på det tidspunkt, var meget stolte af os.