En hjerneskade forandrede Brittas mand

16 år med hjerneskade

Der gik 16 år med et langt, svært sygdomsforløb, før Britta Helbeks hjerneskadede mand fik fred.

16 år, hvor Britta flere gange undervejs var tæt på at bryde sammen. Men som hun siger:

– Jeg havde aldrig klaret det, hvis der ikke havde været så stærk en kærlighed imellem mig og min mand. Den forblev intakt, selv om den forandrede sig og altid var under pres.

Britta var bare 49 år, da hendes højt elskede mand Henning på 53 blev ramt af kræft i hjernen.

De havde været gift i 20 år, børnene var flyttet hjemmefra, og nu skulle hun og Henning have tid til at dyrke hinanden, rejse, gå i teatret og til koncerter. De planer blev knust, da lægerne opdagede kræftsvulsterne i Hennings hjerne.

Hjerneskade - stress og motion ser ud til at hjælpe

Som et 4-årigt barn

På grund af sygdommen og den efterfølgende kemobehandling fik Henning en alvorlig hjerneskade og forandrede totalt personlighed.

– Pludselig mistede jeg min bedste ven. Ham, jeg kunne tale med om alt. I stedet var jeg gift med en mand, der svingede mellem at være som et 4-årigt barn, en urolig pubertetsdreng og i glimt en voksen mand, fortæller Britta.

Svær beslutning

Efter behandlingen levede Henning videre i 15 år, stadig som Brittas ægtemand, men nu krævede han pleje, hjælp og opsyn. I lange stræk i begyndelsen var det mest hende, der stod for den.

– Jeg fik overskredet så mange grænser i de år. Den første og værste var, da jeg skulle beslutte for min elskede, om han skulle have den voldsomme kemobehandling, der reddede hans liv, men også ødelagde så meget i ham. Det valg burde jeg aldrig have stået i, mener jeg i dag. Og slet ikke på et tidspunkt, hvor jeg var så meget i chok og krise, forklarer Britta.

Bitten har stiftet Hjernetumorforeningen

Skyldfølelse

I mange år bagefter følte hun en stor skyldfølelse, fordi den behandling, hun sagde ja til, forandrede ham så meget.

– De skader, han fik, pillede ham langsomt fra hinanden fysisk og psykisk. Det er ubeskriveligt, hvor svært det var at være vidne til. Blandt andet manglede han bremseklodser inden for næsten alle områder. Han begyndte at drikke og ryge meget, var ofte fysisk urolig, gik rundt i byen og faldt hele tiden.

Den første tid efter sit lange hospitalsophold boede Henning hjemme hos hende. Det holdt i nogle år, så turde hun ikke mere stå alene med ansvaret. Hvor ondt det end gjorde, måtte han på plejehjem.

Flyttede væk

Dermed begyndte et nyt mareridt, for på plejehjemmet var personalet ikke klar til at hjælpe en som Henning. Nu var Britta ikke bare pårørende, men også en slags ansat.

Hver gang, hun kom på besøg efter at have været på arbejde, tårnede opgaverne sig op.

Efterhånden var Britta så træt og udkørt og fyldt med ubearbejdet sorg, at hun knap kunne mærke sig selv.

– Jeg nåede til et punkt, hvor jeg ikke kunne lide mig selv mere. Hele tiden var jeg hende den sure, der skældte ud på ham eller havde konflikter med personalet og sundhedssystemet. For at komme til kræfter flyttede jeg langt væk til en anden by.

- Henning og jeg ringede sammen flere gange om dagen, og jeg kom og besøgte ham, så tit jeg kunne. Jeg gjorde det også for at give Henning plads til at være den, han var blevet til.

Naturen som terapi

Det lærte jeg

– De mange år som pårørende lærte mig, at det er vigtigt at vælge sine kampe med omhu og kunne give slip. Ellers lever man i evig angst og får ikke et liv ved siden af.

Bogen ”Kære Henning”

I dag er det næsten to år siden, at Henning døde, og Britta savner ham hver dag. Men tiden siden har hun brugt til at skrive bogen, ”Kære Henning”, der ikke mindst henvender sig til andre pårørende.

– Det har været vigtig for mig at fortælle, at det er menneskeligt at føle både angst, pinlighed, flovhed, skam og skyld, når man bliver kastet ud i så kaotisk en situation, siger Britta og forklarer videre:

•I Danmark er der hvert år 20.000 voksne, der rammes af senhjerneskade. Enten fordi de får en kræftsygdom i hjernen, en hjerneblødning, apopleksi eller kommer til skade.

•Når hjernen rammes, kan det betyde et voldsomt tab af kontrol over kroppens funktioner og over adfærd, ligesom personligheden kan ændre sig.

Læs hele artiklen i denne uges SØNDAG nr. 20, 2017.