De gør op med alderstyranniet: Alder ingen hindring

Hos disse tre kvinder er alder ingen hindring

Punk blev min redning

De fleste af os vil uvægerligt tænke på en nydelig dame i spadseredragt, når vi tænker på en revisor – ikke på en kvinde med langt sort hår, sortlakerede negle, sort tøj, militærstøvler og en tatovering til minde om det nu nedrevne Ungdomshus på Jagtvej 69 i København. Men det er ikke desto mindre sådan, Kathe Greibe Christensen ser ud.

Kathe hørte punk første gang som 12-årig. Det var en sang med The Sex Pistols, og hun husker det tydeligt.

– Jeg tænkte, at jeg aldrig havde hørt noget så fedt i hele mit liv. Jeg anede ikke, at musik kunne lyde sådan. Jeg var helt solgt, husker hun.

Kathe var med egne ord en stille, genert og nørdet pige, som altid havde følt sig udenfor, men med punken fandt hun pludselig et sted at høre hjemme. Hun begyndte at farve håret med frugtfarve og iklædte sig tøj, som lå stilmæssigt meget langt fra skolekammeraternes.

Faldt for punkmusikken

– Punk blev min redning. Jeg havde følt mig sær og ensom og misforstået i mange år, men her var det pludselig o.k. at være en genert og indelukket nørd. Der var mange andre, der var ligesom mig, nemlig sære. Det var en kæmpe befrielse.

– I begyndelsen var det mest musikken, der trak, men efterhånden som jeg fik flere og flere venner i punkmiljøet, blev det mit liv, og det har formet mig meget.

Med tiden trak hun sig dog mere og mere fra punkmiljøet. Ikke fordi hun følte sig for gammel, men fordi der kom flere og flere regler for, hvordan “man” skulle opføre sig. Og det gad Kathe ikke.

– I dag ser jeg det at være punker meget mere som et mindset end som noget, der hænger sammen med, hvordan man ser ud. Det handler om at gøre, hvad man selv føler, er rigtigt og være ligeglad med, hvad andre tænker og forventer af en.

- Jeg hader for eksempel skrankepaver og bedrevidende mennesker, men jeg har på den anden side heller ikke længere noget stort behov for at knalde ud til punkkoncerter, og jeg er simpelthen blevet for magelig til at stå og bruge en hel dåse hårlak på at lave strithår, smiler hun.

Anne Laxholm: Jeg går ikke op i tal - heller ikke min alder

Jeg ligner en fra Holte, hvis jeg tager pels på

Flyverdragter er normalt forbeholdt mindre børn og erhvervsfiskere, men det forsøger en kvinde i København NV at lave om på. Birgitte Drud formgiver nemlig såkaldte coveralls til kvinder i alle aldre og får dragterne produceret i Riga. Selv har hun været forelsket i kedeldragtens praktiske design, siden hun var helt ung.

– Jeg har altid haft en forkærlighed for tøj. Jeg er høj og slank, og jeg kommer altid til at ligne en fin dame fra Holte, hvis jeg tager en pels på. Det er slet ikke mig, griner hun.

Sprang ud som iværksætter

For knap tre år siden sprang Birgitte Drud ud som iværksætter. Hun havde netop mistet sit job som sekretariatsleder og underviser i en kursusvirksomhed for arbejdsløse designere og arkitekter

– Nogle år forinden havde jeg på Ebay købt en kedeldragt fra et militært overskudslager i USA. Jeg fryser altid om vinteren, og jeg var træt af at gå rundt og fryse om måsen, så den var perfekt. Jeg blev ofte stoppet af kvinder på gaden, som ville vide, hvor jeg havde købt den, og så øjnede jeg et marked, fortæller hun.

Det blev til Druds Coveralls, som i øjeblikket består af en sommer- og en vintermodel i grå eller sort.

Næste skridt for Birgitte Drud er at få kedeldragterne ud i fysiske butikker og også meget gerne til udlandet. Hun kan ikke leve af at sælge sine coveralls endnu, så for at få smør på brødet arbejder hun på deltid i en daginstitution.

– Jeg er primært ansat til at lege med børnene, og jeg elsker det. Jeg er oprindeligt uddannet lærer, men har haft et hav af forskellige job, og jeg har aldrig nogensinde været interesseret i karriere. Jeg er et lyststyret menneske, og jeg elsker at lege og have det sjovt. Jeg kunne sagtens sige til mig selv, at nu er det på tide at drosle ned, men i stedet har jeg så valgt at starte mit eget firma, hvor jeg laver coveralls til voksne.

Ulla Terkelsen: Jeg forstår ikke kvinder der lyver om deres alder

Jeg skænker aldrig min alder en tanke

Det lå aldrig i kortene, at Katrine Ring skulle være DJ, og hun havde da heller aldrig forestillet sig, at hendes arbejdsliv i midten af 50’erne skulle foregå i weekenden, om natten, rundt omkring på natklubber og barer i ind- og udland. Men sådan blev det, og sådan er det stadig. DJ Katrine Ring er still going strong og spiller hver weekend for mange forskellige mennesker i alle aldersgrupper.

Efter gymnasiet begyndte Katrine Ring at studere italiensk på universitetet. Samtidig spillede hun i et band, der hed The Pin-Ups, og som udsendte en enkelt LP i 1982. Ad den vej kom hun i kontakt med musikjournalisten Jan Sneum, som var programmedarbejder på Danmarks Radio. Han fortalte, at de stort set ikke havde noget om italiensk musik i radioen, og han spurgte, om Katrine ville sørge for, at der blev rettet op på det. Det ville hun gerne.

Sprang ud som DJ i radioen

– Jeg fik mit eget program om italiensk musik. Det var i 1982 og altså mange år før internettet, men jeg havde heldigvis en del venner i Italien, så jeg skrev til dem og fik dem til at sende alt, hvad de havde af plader og blade, som jeg kunne lave udsendelser ud fra, siger hun og betror mig, at det på det tidspunkt føltes, som om hun havde bluffet sig til verdens fedeste job.

Med tiden fandt hun sine fødder på DR, og da hun i 1985 opdagede, at hun havde glemt at forny årskortet til italiensk-studierne, bestemte hun sig for, at det var musikken og journalistikken, der var den rette vej at gå.

Det blev til 15 år som freelance programmedarbejder i Danmarks Radio, hvor hun blandt andre arbejdede sammen med den nu afdøde DJ-legende Kim Schumacher, og hvor hun fik lov at afsøge mange forskellige musikgenrer på lytternes vegne.

I dag, som 56-årig, er det fortsat DJ-gerningen, der er Katrine Rings levebrød, og hun skænker aldrig sin alder en tanke, selv om hun ofte er blandt de ældste i lokalet, når hun er ude at spille.

– Det eneste, der har ændret sig med tiden, er, at jeg er nødt til at passe mine sengetider, og det er slut med at spille til klokken 5. Jeg er heldigvis B-menneske, så jeg kan sagtens spille til klokken 2 og nå hjem i ordentlig tid til at få min søvn.