GUIDE: Sådan får du de flotteste øjenbryn i byen
Anne-Sophie Jessen. Foto: Panthermedia
Sådan får du velformede øjenbryn
Velformede bryn får øjenomgivelserne til at se lettere ud. Og hele ansigtet virker mere harmonisk, når brynenes form passer til dine træk.
Skal du virkelig have styr på brynene, er det bedst at gå til en professionel, der kan give dig det helt rigtige udgangspunkt, som du så selv kan holde ved lige.
Og når det gælder din egen hverdagspleje af brynene, så skal du huske kun at fjerne hår fra den underste del af brynet. Aldrig oppefra og kun lidt på den inderste del.
Er brynene meget kraftige, så kan du børste dem opad og så forsigtigt trimme den øverste kant med en brynsaks – ikke med en pincet.
Næste trin er at markere brynet med farve. Du kan bruge en permanent farve en gang om måneden. Og i den daglige makeup kan du nøjes med at bruge en brynpen eller -pudder og farve ganske let de steder, hvor håret ikke vokser så tæt.
Værd at vide
1. Lav altid brynene lidt lysere nærmest næsen.
2. Sæt ekstra fokus på brynets afslutning. Det gør en stor forskel for helheden, hvis de er afsluttet flot.
3. Skal du til fest, og skal der fokus på øjenmakeuppen, så brug en lidt mørkere farve end ellers.
4. Er det svært at finde formen, så gå til en skønhedsklinik. De kan forme til perfektion, og så er dit job bare at holde det ved lige derhjemme.
5. Når du skal vælge farve, så gå efter din egen hårfarve, hvor den er mørkest. Det er den nuance, som brynene skal have.