Mille Dinesen
18. september 2017

Mille Dinesen: Jeg har ikke helt sluppet min indre pleaser

Selv om Mille Dinesen har lært at melde ærligt ud, har hun stadig ikke helt sluppet sin indre pleaser – modsat sin aktuelle karakter Rita.
Af: Rikke Hast
Mille Dinesen

Foto: Nellie Møberg, Makeup: Barbara Kehlet

Skuespiller Mille Dinesen bliver i den grad identificeret med Rita, også selv om hun har haft mange andre roller i film og i tv-serier og på teatret. Men lige nu, hvor fjerde sæson af den populære serie er i fuld gang på TV2, er det naturligvis også Rita, som fylder.

Og hvilken sæson. For her er alt i spil og på spil:

– Rita er ikke den samme her i sæson 4, som er en sæson, hvor hun konfronteres med alt det, hun er flygtet fra de foregående tre sæsoner. Hun har nu en mulighed for at blive voksen, hvis hun da ellers kan det. I hvert fald gør hun op med det, der har holdt hende fast i en slags "teenageopgør" med verden. Det er en sæson, der er mere til dramasiden, og det er klædeligt, synes jeg. Vi er vant til at se en Rita, der holder sine følelser ud i strakt arm – undtagen, når det handler om hendes børn og elever. Nu går vi en anden vej og oplever en klart mere sårbar Rita, som vi kommer til at følge meget mere i privaten, hvor skeletterne myldrer ud af skabet, siger Mille med en stemme og en stålsathed, der minder om Ritas.

Meget forskellige

Ellers minder Mille faktisk ikke meget om Rita, i hvert fald ikke, når man kratter lidt i overfladen.

– Rita er mega fandenivoldsk. Hun er fuldstændig ligeglad med, hvad folk synes om hende, og det synes jeg godt, at jeg har kunnet lære lidt af. Der er pleaserne, og så er der dem med nej-hatten på, og der er jeg helt klart en pleaser. Jeg er nærmest konfliktsky, mens Rita jo er direkte konfliktsøgende, men hun har hjertet på rette sted og er på alle måder et meget dedikeret menneske. Stædigheden har vi dog til fælles.

Det er ikke kun danskerne, der har forelsket sig i Rita. Serien om den dedikerede danske folkeskolelærer kan streames på Netflix i Nord- og Sydamerika og i de fleste europæiske lande, hvilket også betyder, at der hver dag tikker mange beskeder ind til Mille fra begejstrede seere verden over.

– Det er meget overvældende at få så mange fine hilsner, og jeg er naturligvis beæret over, at serien hitter, som den gør i udlandet.

Angsten lever i mig

Mille Dinesen udgav sidste år bogen ”Min Egen Vej – inspiration til et sundt liv i balance”, og netop det at finde sin egen vej til fysisk og mental balance er noget, Mille har brugt og stadig bruger både tid og energi på.

– Jeg har virkelig været igennem meget de sidste 16-17 år både fysisk og psykisk, og jeg kan jo godt mærke, at jeg er kommet langt med min selvudvikling – men der bliver ved med at være noget – også nogle af de der gamle ting, som jeg troede, at jeg var færdig med. Bl.a. min angst. Den lever jo i mig.

Mille Dinesen om at tage ansvaret for sit eget liv

– Jeg har fået nogle værktøjer, så jeg har lært at tøjle den, men den dukker op af og til, og mærkeligt nok, når jeg er allermest i zen, når jeg har tid til at tænke over det. For når jeg har tid til det, er det selvfølgelig godt – men det er sateme også skidt. Jeg kan jo gå igennem lange arbejdsforløb, hvor jeg har vildt travlt, og så kommer den bagefter, når jeg har tid til at slappe af, siger Mille ærligt.

Og vi taler lidt om, hvorvidt det ikke bare er sådan, det er for mange af os: Vi bliver altid først syge, når ferien kommer, og vi sænker paraderne. Og angsten – ja det er så noget af det, som Milles natur rummer, og som hun må lære at deale med.

Har du angst? - 9 typer af angst du (måske) kender

– Det gode ved at blive voksen er, at man opdager, at det ikke er så farligt at sige, hvordan man har det, og hvad man egentlig gerne vil. Man bliver mere ærlig over for sig selv i forhold til, hvem man er. Måske fordi man lærer sig selv bedre at kende med årene, og ens vejrtrækninger på en måde bare bliver dybere og dybere. Da jeg var yngre, kunne jeg godt have svært ved at mærke, hvad jeg egentlig ville, siger Mille. Hun dvæler lidt ved tanken og indrømmer:

– Nogle gange har jeg det fortsat sådan f.eks. i diskussioner, for jeg kan ofte godt se sagen fra mange sider. Det er naturligvis noget af det, der er interessant ved en debat, men det kan for mit vedkommende godt give sådan lidt væven og også betyde, at jeg holder mig fra at ytre mig enormt meget. Men jeg øver mig hele tiden, for jeg er opmærksom på, at jeg har denne her tendens til at være lidt vægelsindet.

Rundere og blidere

Der har på det seneste været skrevet meget om Mille, barnløshed og fertilitetsbehandlinger. Det er dog ikke noget, hun længere har lyst til at kommentere på.

Lige nu er hun single og optaget af en række nye arbejdsprojekter. En lille og ”næsten” ny er der dog kommet i Milles liv – nemlig den krølpelsede labradoodle ved navn Marlee, som flyttede ind hos hende i Brumleby sidste år.

– Min mor sagde til mig forleden, at hun synes, jeg har forandret mig i løbet af det sidste år. Hun mente, at jeg er blevet meget rundere og blidere, og det er 100 procent, fordi jeg har fået Marlee. Det er vildt, hvad det gør med sådan et lille pelsdyr. Det at føle, at der er en, som har brug for en og venter på en, når man kommer hjem. Det gør bare en forskel, og jeg er så vild med det. Tænk at kunne blive så forelsket i sådan en lille uldtot, udbryder Mille, der da også havde Marlee med på optagelserne til ”Rita”.

Læs mere om:

Læs også