Ellen Hillingsø om at være 50: ”Selvfølgelig kan jeg ikke det samme som før”

En af skuespiller Ellen Hillingsøs vigtigste leveregler er Mark Twain-citatet: ”Den eneste konstant er forandring”. Det passer på hendes eget liv. For selv om rammerne er arbejde, venner, familie, hendes mand, Christoffer Castenskiold, og børnene Anna og Thomas på 13 og 15 år, så er alt en proces, der aldrig stopper, siger hun.

– Det er da løgn, at der findes en komfortzone. Er det ikke altid lidt som at gå på glødende kul at være menneske? Det er i hvert fald min oplevelse. Selv hvis vi ikke har lyst til at forandre os, udvikle os, prøve nye veje, så ændrer vores omgivelser sig, siger Ellen Hillingsø. Jobbet er måske pludselig anderledes. De mennesker, vi holder af, forandrer sig. Forældre bliver gamle, børn bliver store.

LÆS OGSÅ: Ellen Hillingsø: Jeg kan ligeså godt droppe facaden

Det handler om at være ærlig

Forandringen har Ellen for nylig stiftet bekendtskab med på egen krop i rollen som revystjernen Liva Weel på Folketeatret. En rolle, som hun aldrig troede, hun skulle spille, fordi hun først ikke turde. Ellen følte slet ikke, at hun ville kunne identificere sig med vildbassen Liva - men hun endte alligevel med at kaste sig ud i det. Og på den anden side af det nye og usikre venter der gaver, forsikrer Ellen. For pludselig finder man ud af, at man er noget andet og mere, end man troede om sig selv.

Ellens opfordring er bare, at vi er nænsomme ved os selv i processen.

– Jeg synes, at vi skal give os selv den omsorg at vide, hvor skrøbelige vi er, når vi gør nye ting eller træder ind i nye relationer. Ellers risikerer vi at vige tilbage og fastholde os selv i det gamle med forklaringer som: ”Nej, det kan jeg ikke finde ud af. Og jeg kan da ikke være kikset og dårlig. Jeg kan heller ikke være ked af det, for jeg er hende, der altid er ovenpå”.

– Men vi er jo alt muligt. Og hele tiden i forandring. Den indsigt er vigtig at have med, når vi bliver ældre og f.eks. kan mærke, at: ”Gud, jeg orker pludselig ikke at klare to ting på en dag, og før håndterede jeg nemt fire.”

Men det er måske nemmere sagt end gjort. I sine 50 år har Ellen også oplevet stor usikkerhed.

– Det ville være løgn at sige andet, tilføjer hun.

– Jeg har levet et helt liv, 50 år, med usikkerhed og overpræstation. Selvfølgelig kan jeg ikke det samme som før. Det kan vi da ikke, og hvad er det også for noget, hvis vi lader som om og ikke tør sige, at vi er trætte. Mere trætte end før i hvert fald. Det er så ugenerøst over for hinanden – allermest over for os selv. For så går vi jo rundt og skammer os, er ensomme og tror, at vi er mærkelige. Når vi i virkeligheden bare er blevet ældre, og alt er helt normalt!

LÆS OGSÅ: Gun-Britt: Jeg længes på ingen måde efter at være ung igen

Sport i at være pinlig

Forud for rollen som Liva Wheel skulle Ellen Hillingsø lære at synge. Det har hun ikke gjort på scenen, siden hun blev uddannet på skuespillerskolen på Aarhus Teater for 23 år siden. Grænseoverskridende? Ja, siger hun. Men samtidig er det også netop dén følelse, der gør, at hun får lyst til at lære og undersøge nærmere. For når hun mærker modstand, ubehag, flovhed, skam og pinlighed hos sig selv, bliver hun nysgerrig på - hvorfor?

– Jeg oplevede det f.eks. også for nogle år siden, da jeg besluttede, at jeg ville lære at svømme crawl. Så stod jeg dér i en kold svømmehal med udvoksninger og blå blodkar... grim og kikset.

LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen om kvinder: Vi er først rigtig interessante omkring de 50

– Men da jeg først havde set al min flovhed i øjnene, gik der nærmest sport i at være pinlig. Bare at stå i det. For så holder det op, så kommer man jo gennem det. Desuden er jeg helt enkelt for nysgerrig til at lade det stoppe mig. Fordi hvad? Så skulle jeg ikke lære at crawle, bare fordi jeg er flov over, hvordan jeg ser ud i badedragt og under bruseren, eller fordi jeg ikke er god til det?

– Børn er ikke blege for at være dårlige til noget. De er ikke bange for at øve sig og være virkelig dårlige, indtil de bliver virkelig gode. Og jeg ved efterhånden, at jeg udvikler mig mest lige præcis dér, hvor jeg kan mærke mine forbehold og mine egne begrænsninger. Så jeg må bare igennem det. Og stå i det pinlige og føle mig usikker og dårlig og skrøbelig. Og udfordre det og tage mig selv i hånden.