Brev til Nikoline Werdelin: Jeg bliver aldrig farmor

Kære Nikoline Werdelin

I flere år har jeg været en smule misundelig, når min søster, veninder og kolleger fortalte om deres vidunderlige børnebørn. Men jeg har altid tænkt, at det nok skulle blive min tur en dag – selv er jeg mor til en søn på 32, der har brugt en stor del af sin tid på at uddanne sig og gøre karriere.

Nu har min søn imidlertid mødt en kvinde, der er syv år ældre end ham og mor til to halvstore børn på 12 og 8 år. Børnene er søde og velopdragne, men dels har de i forvejen bedsteforældre, dels er det ikke det samme, som hvis min søn selv blev far.

Jeg synes godt om hans kæreste, og de to unge lader til at have det godt sammen, så jeg burde være glad på hans vegne. Men jeg kan desværre ikke lade være med at være trist ved tanken om, at jeg aldrig bliver farmor. Jeg ved, at hun mener, hun er for gammel til at få flere børn.

Forleden fortalte min søn, at han havde friet, og at hun havde sagt ja. Jeg ønskede dem naturligvis tillykke, men mit hjerte græd. Tror du, der er håb om, at han når at blive far, eller må jeg indstille mig på aldrig at opleve glæden ved at få børnebørn?

Med venlig hilsen, ”Den skuffede”

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Hun udnytter min hjælpsomhed

Kære ”Den skuffede”

Det er trist for dig at måtte sige farvel til at blive farmor, og jeg kan virkelig godt forstå, at du havde glædet dig til det. Vi får ikke alt, hvad vi ønsker os. Nogle får ikke børn – og derfor heller ingen børnebørn. Nogle får børn, men stadig ingen børnebørn. Nogle får lov til at blive gamle med deres livs elskede, andre bliver skilt, og atter andre mister deres bedre halvdel ved død og sygdom. Det er livets vilkår – og jeg tror, man skal øve sig i at glæde sig over alt det, man fik. Og bruge sin fantasi i forhold til det, man ikke fik. Hvordan får jeg noget, der ligner? Er der et lille barn hos den enlige mor på første sal, hos min afdøde venindes datter og svigersøn, hos mine naboer i sommerhuset, der fik børn så sent, at bedsteforældrene er døde – som jeg kan være noget for? Det bliver ikke helt det samme, men det bliver en adresse for din omsorg og varme.

For at have behov for "at få” et barnebarn er jo også at have et behov for at give. Give opmærksomhed, tryghed, holde en lille purk i hånden, have en bette, træt krop på skødet, at synge godnatsange og vise et lille menneske nogle af verdens mirakler... se! En svane! En elefant! En gravko! Det er vores længsel efter det frydefulde i at opleve verden gennem et barns øjne igen.

Samtidig skal du selvfølgelig lade din sorg og misundelse få plads, så den ikke brænder sig fast indeni. Tag ansvaret for den og græd dine modige tårer. Når du har tørret øjnene, kan du både være bedstemor for nogen, der savner én... og være en generøs ”Bedste” i din søns patchworkfamilie.

Varme hilsener, Nikoline

Skriv til Nikoline Werdelin

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.