Krop & velvære
2. maj 2017

Tjek din personlighed: Er du overvejende pessimist eller for optimist?

Hvilken personlighed har du? Det er hverken godt at se for sort på alting eller være dybt naiv i sin optimisme. Nogle gange er vi for meget af noget og for lidt af noget andet. Se her hvordan du kan finde balancen mellem at være pessimist og optimist med råd fra psykolog Irene Højlund.
Af: Annette Aggerbeck
Er du pesimist eller optimist?

Foto: Panthermedia/All Over Press

Din personlighed fortæller meget om dig. Om du er pessimist eller optimist handler om den måde, din hjerne aflæser noget på. Vi er skabt til at se fem gange så mange problemer som gode ting. Vores hjerne er med andre ord lavet til at finde problemer og løse dem, så vi er i udgangspunktet alle sammen pessimister. Vi ville ikke have overlevet på savannen, hvis ikke vi var gode til at spotte problemer.

De fleste af os tror fejlagtigt, at vores naturlige tilstand er at være optimister. Derfor bebrejder vi os selv, at vi ikke tænker mere optimistisk, men lykke og taknemmelighed er en sjælden tilstand, fordi vi er designet til at tænke pessimistisk for at sikre vores overlevelse. Hvis du er så pessimistisk, at du ser sort på alting og bekymrer dig om fremtiden, kræver det en aktiv indsats at ændre din tilstand.

Min personlighed: Jeg er super optimist

Er du naivt optimistisk?

Hvis du er for optimistisk og kun ser lyst på alting, har du enten fået så mange positive erfaringer, at du slet ikke kan se, at noget som helst kan gå galt, eller du har besluttet dig aktivt for at være optimist. Det er en modig beslutning, for det falder os ikke naturligt. Ole Henriksen er et eksempel på en optimist, der er det, fordi han har besluttet sig for at have den livsindstilling. Han er samtidig indstillet på, at når problemerne kommer, så tager han sig af dem. Men hvis du er uforberedt på, at der kan opstå problemer, er du for optimistisk, for så kan du ikke klare de problemer og krav, som vi alle oplever i løbet af livet.

Gode råd til din personlighed

2 gode råd hvis du er for pessimistisk:

1. Det er vigtigt aldrig at tro for meget på dine tanker og følelser – se i stedet på dine tanker og følelser lidt udefra og som vejret, der kommer og går.

2. Hvis du sidder fast i pessimisme og bekymring, kan du hjælpe dig selv ud af den onde cirkel ved at begynde at forholde dig mere konstruktivt til dine bekymringer. Hvad kan du gøre, hvis det, du frygter, sker? Tal med andre om, hvad de ville gøre i din situation med den bekymring, du har. Hvis du for eksempel er bange for at blive fattig, så tænk over, hvad du ville gøre, hvis du blev fattig. Du kan også stille spørgsmål ved, om det, du tænker, nu også er sandt. Måske gætter du bare?

2 gode råd hvis du er for optimistisk:

1. Det er de færreste, der er overdrevent optimistiske. Men hvis du er det, så handler det om at øve sig i at se mere realistisk på farerne i verden og indstille sig på at klare problemerne, når de kommer.

2. Spørg dig selv, hvorfor du ikke vil erkende, at der også er svære ting i livet, og at det kræver noget af dig. Det kan hænge sammen med, at du ikke vil se virkeligheden i øjnene. Indstil dig på, at alt, der er værd at have, også kræver noget af dig.

Læs også: Hvilke placering har du i søskendeflokken? Ældst, i midten, eller yngst?

Læs også