Liv
28. august 2015

Sådan tuner du ind på efteråret

Lad vær med at hænge med hovedet, selv om trækronerne gulner, og bladene begynder at takke af.Tværtimod er det nu, du skal ud og suge til dig af al den saft og kraft, naturen stadig har at byde på - ind imellem byger og blæsevejr.
Af: [Britta Bjerre
opskrift

foto: Panthermedia]

Tag en bog med og et tæppe under armen og søg så ud i naturen, mens du stadig kan.

Und dig selv en plads på en bænk og sug til dig af efterårets gyldne lys.
Det er det bedste, du kan gøre for dig selv. Især hvis du har en tendens til at føle en lille tristesse allerede ved synet af gulnende trætoppe og blade, der giver slip og begynder at takke af for i år.

Vend ikke årstiden ryggen

Den bedste måde at tune dig selv ind på efteråret på er at kaste dig ud i den. Vend ikke årstiden ryggen.
Let tværtimod numsen fra sofahynden, tag den varme trøje på, snør de gode travesko og afsted.
Det er sådan, du samler forråd, indre forråd, som du kan trække på og stå imod med, når den mørke tid lister sig ind på os.

Få frisk luft i haven

Hver tiende af os rammes

Omkring tre-fire procent danskerne bliver så påvirkede af de mørke efterårs- og vintermåneder, at de udvikler diagnosen vinterdepression. Men for hver tiende af os gælder det, at vi i løbet af efterår og vinter rammes så hårdt af det manglende lys, at vi bliver triste og trætte. Og det er en tilstand, der oftere rammer kvinder end mænd.

Tager på i vægt

Det er ikke kun træthed og tristhed, der lægger sig hen over mange af os, mens mørket fylder flere og flere timer af døgnet. Det gør kiloene også. Vi føler nemlig ofte større sult. Og forkert sult. Sult efter søde sager. Og ulyst til at bevæge os. Og så rammer regnskabets time os som regel i januar, hvor vi pludselig opdager, hvor galt det er gået de seneste måneder med livviden.

Læg nakken tilbage

Derfor kan du altså med den bedste samvittighed gå ud i den friske luft og vide, at du bare er i gang med at tune dig ind på efteråret og forberede dig selv på at tage godt imod mørket.
Når du bevæger dig, danner du nemlig humørstoffet serotonin, og når du måske sætter dig på en bænk og lægger nakken tilbage i solen, påvirkes melatoninproduktionen, og lys er godt for produktionen af melatonin, for melatonin er det stof, vi bruger til at holde de vinterdepressive tendenser fra døren.
God fornøjelse derude i det gyldne efterår.

Læs mere om:

Læs også