Bridge ER jo at bygge bro mellem mennesker
foto: Jeppe Michael Jensen
Prins Henrik kom. De rigtigt skrappe kom. Nybegynderne kom.
Og de kom fra Sønderjylland, fra Nordjylland, fra Bornholm, ja fra hele landet, da der blev spillet bridge i Aller Huset lørdag, hvor der var finale i Prins Henriks Grand Prix.
De skrappe og de nye
180 rigtigt skrappe bridgespillere var fordelt fire og fire ved de saftigtgrønne bridgeborde i atriet i det smukke Aller Hus. Samtidig var der på 1. salen samlet knap 200 nybegyndere, der delt op i to hold henover formiddag og eftermiddag blev introduceret for bridgespillets glæder og udfordringer. Alle, både de nye og de garvede, sled i kortene indendøre, og det gjorde de så optaget og så engageret, at solen kunne skinne alt det, den ville udenfor (og det gjorde den!), uden at det generede den koncentration, ildhu og optagethed, der blev lagt for dagen ved alle spilleborde.
Kort for begge køn
Der var kvinder, og der var mænd, og fordelingen var nærmest lige, så bridge er et spil, der tiltrækker begge køn, så det ud til. Foråret igennem har der været afholdt lokale turneringer 37 steder rundt om i Danmark, hvor spillerne i de lokale bridgeklubber har kæmpet for at komme i finalen. Over 1000 mennesker har deltaget undervejs. Og denne lørdag sad så de dygtigste her og dystede med hinanden, delt op i fire rækker, og alle med et håb om at blive vinder af Prins Henriks Pokal.
Prinsen spillede med
Prins Henrik kom selv og spillede med i første halvdel af turneringen og blev modtaget af SØNDAGs chefredaktør Stinne Bjerre og generalsekretær i Danmarks Bridgeforbund Flemming Bøgh-Sørensen, da han ankom lidt over kl. 10 lørdag formiddag.
Efter at have spillet og nydt en frokost i huset drog prinsen videre til et andet officielt arrangement. Men han vendte tilbage sidst på eftermiddagen for selv at stå for overrækkelsen af Prins Henriks Pokal, da vinderparret var blevet fundet og blev udråbt - otte timer efter, turneringen begyndte. (Vinderparret blev Svend Pedersen og Bent Sauer fra Terndrup Bridgeklub, i øvrigt, og tillykke til dem! De strøg hjem med ikke alene æren og pokalen, mens også et rejsegavekort på 10.000 kr. doneret af Kulturrejser Europa).
At bygge bro
Efter en dag i bridgens tegn er der mange indtryk, der lagrer sig. Både hos nybegynderne, og dem, der spillede finale, og dem, der var med for at støtte deres spillende ægtefæller (men som også nåede en tur på Strøget undervejs, nu, når de alligevel var kommet til hovedstaden fra Jylland og havde mændene siddende ved spillebordet). Indtryk af en dag, hvor alt gik godt, også selv om spillet ikke gik lige godt for alle.
For det er noget over bridge, der gør spillet til noget særligt, mærker man sådan en dag. Måske rammes dette særlige bedst og mest enkelt ind af det, en spiller fra Skive sagde allerede fra dagens begyndelse, hvor der blev drøftet taktik og kortlagt system ude i forhallen, inden det for alvor gik løs inde ved spillebordene.
- Bridge er jo at bygge bro mellem hinanden, som der blev sagt.
Og på spørgsmålet: "Er I nervøse?", lød svaret fra spillerens makker: - Nej. For jeg har det sådan med bridge, at hvis jeg selv spiller ok, er jeg egentlig ligeglad med, om jeg vinder.
Hvorefter der lynhurtigt lige blev tilføjet: - Eller rettere, jeg er næsten ligeglad.
(Makkerparret skulle senere vise sig at blive flot nr. 2 i deres række. Svend Johannesen fra Skive og Niels Kristian Kristensen fra Herning var det nemlig).
Bridge ER jo at bygge bro
Prinsen startede tidligt
Prins Henrik slog også et smut op for at se, hvordan nybegynderne klarede sig. Her kunne de nye i gamet så blandt andet høre fra prinsen selv, at han begyndte at lære at spille bridge, da han var bare syv år.
Så unge var ingen ved spillebordene denne lørdag. Men selv om spillet har ry for at være et spil for ældre mennesker, sporede man flere steder ansigter, der tilhørte spillere, som var i 30'erne og 40'erne, og enkelte yngre sad også med ved introkurserne.
Chefredaktør: Et godt match
Da chefredaktør Stinne Bjerre bød velkommen, indrømmede hun straks, at hun ikke spiller bridge. Faktisk "har jeg ikke det fjerneste begreb om bridge", som hun sagde. Men hun fortsatte:
- Det har ikke forhindret mig i at se frem til denne dag, som er kulminationen - finalen - på forårets store bridgeturnering, som vi sammen med Danmarks Bridgeforbund har fået fornøjelsen af at stå bag. Da forslaget kom op, altså om samarbejdet, gav det SÅ god mening. For bridge og SØNDAGs læsere er et rigtigt godt match, som jeg ser det. Det er nemlig voksne mennesker, der er glade for at holde "de små grå" i topform.
Generalsekretær: Den havde jeg ikke set komme
Da Flemming Bøgh-Sørensen fra Danmarks Bridgeforbund derefter tog ordet, udtrykte han ligesom Stinne Bjerre glæde ved samarbejdet og ikke mindst den eksponering, som artikler i SØNDAG og på SØNDAGs website igennem de seneste måneder har givet bridgen.
Sågar en artikel om bridge og mode er det blevet til. Og den bed generalsekretæren særligt mærke i, for som han sagde med glimt i øjet: - Den havde jeg ikke lige set komme!
Men han var glad for den. Og det har læserne også været. For det er en af de mest læste bridgeartikler på web, fortalte han til de mange spillere.
Stadigt smilende
Klokken var næsten 19, før prins Henrik steg ind i sin Krone 101 igen og forlod Aller Huset, stadig lige så smilende, som da han kom. Og det var også glade spillere, der stod og vinkede til prinsen og bagefter skulle hjem. Hjem til Holstebro,til Frederiksværk, til Frederiksberg, eller hvor de nu end kom fra i landet.
Den dejligste dag
Fire kvinder, der nu stod foran en køretur hjem til Horsens efter at have spillet de 19 runder ved spillebordene denne lørdag, sagde smukt og nærmest i munden på hinanden:
- Tak for i dag. Det har været den dejligste dag i det dejligste hus. Sikke et smukt sted. Sikke et godt arrangement.
Og selv om mange af spillerne ærligt talt så en smule trætte ud, da de pakkede sig selv sammen efter en lang dag i bridgeland, så gjorde dette sig ikke gældende for Horsens-damerne.
- Trætte? Nej, dét er vi ikke! Vi stod op kl. 5 for at køre herover. Men trætte, nej, nej, vi er helt høje efter sådan en dag. Og dig (altså, mig, SØNDAGs journalist, red.), nu har du bare at lære at spille bridge til næste gang. Se så at komme igang. Du kan jo godt fornemme det, at bridge er det herligste spil, ikke?!
Og jo, Horsens-damer, det kan jeg godt. Men lad os nu alligevel se.