SØNDAGs kulturguide: De tre bedste kulturoplevelser i denne uge
Foto: MCH-Mingo Photo, Rolf Konow, Per Morten Abrahamsen, Søren Malmose, Per Morten Abrahams,Elona Sjøgren, Svenn Hjartarson, Nordisk Film, Panthermedia, PR Foto
SØNDAGs store kulturguide
Hver uge udvælger kulturredaktør Dorthe Liljensøe tre kulturoplevelser, som hun vil anbefale SØNDAGs læsere. Det kan både være bøger, biograffilm, serier, teaterforestillinger, udstillinger eller andre begivenheder. Husk, at du også kan gå længere ned i artiklen og se, hvad de andre uger gemmer på.
Der er snobber på spil i Julian Fellowes herlige roman om de engelske klassesamfund i 1990’erne, og der er eftermæle på spil på fredag, hvor du kan sætte dit helt eget aftryk for eftertiden. Endelig er en af de helt store bog- og filmklassikere på programmet på Odense Teater, der har premiere på Den store Gatsby.
Moderne Jane Austen
Er man til Downton Abbey og Jane Austen, kender man til det engelske klassesamfund. Og man kan tænke, ”hvor var de nogle snobber, dengang” og ryste på hovedet. Men så skal man bare læse Julian Fellowes’ ”Fine fornemmelser”, der foregår i 1990’ernes England, og man vil opdage, at intet har ændret sig! Fellowes, der selv er adelig og ”far” til Downton Abbey, spidder på elegant vis den højere middelklasses stræben efter at nå højere op ad rangstigen og de adeliges hykleriske afsky for den slags mennesker. Den smukke Londonpige Edith Lavery bliver introduceret til Charles Broughton, der er arving til godset Broughton Hall, og da han frier, kan Ediths latterligt snobbede mor kan ikke få armene ned, mens Charles’ mor, Lady Uckfield overhovedet ikke kan få dem op, og farcen tager sin begyndelse. Da Edith uvægerligt træder ved siden af, ruller hele landadelen sig ud i fælles ramaskrig. Det er topunderholdende læsning, og bogen, der udkom første gang på engelsk i 2004, er blevet en klassiker i hjemlandet.
JULIAN FELLOWES: ”Fine fornemmelser”, 368 s., 249,95 kr. Politikens forlag
Deltag: I den gode sags tjeneste
På fredag kan du sætte dit helt særlige aftryk på verden. Da er det nemlig INTERNATIONAL TESTAMENTEDAG, og i den forbindelse inviterer de 35 velgørende organisationer, der står bag Det Gode Testamente, dig til at tage stilling til, hvad du ønsker at efterlade, når du ikke længere er her. Det sker i forbindelse med en række happenings, hvor alle er velkomne til at gemme en hilsen, et livsmotto eller en lille særlig ejendel, som først vil blive pakket ud om 100 år. Man kan møde op i Aarhus, Roskilde og Odense og gemme sit ”testamente”.
AARHUS, ROSKILDE og ODENSE: ”Det Gode Testamente”. Fredag den 13. september mellem kl. 15-17
Oplev: Filmklassiker på teatret
De fleste kender filmatiseringerne af F. Scott Fitzgeralds fantastiske ”Den store Gatsby”, der handler om begær, bedrag, magt og moral i 1920’ernes New York. Onsdag har Odense Teater Danmarkspremiere på en sceneversion af historien om Nick, der flytter fra Midtvesten til New York for at blive børsmægler og møder den gådefulde rigmand Gatsby, som inviterer til celebre fester i sit palæ. Sød musik opstår, men også en dyb tragedie. Hovedrollerne spilles af JON LANGE, BENJAMIN KITTER, Lea Baastrup Rønne og Anne Bruus Christensen.
ODENSE TEATER: ”Den store Gatsby”. Premiere onsdag den 11. september. Spiller til 4. oktober
Der med både glæde og vemod vi varmt anbefaler romanen ”Happy Hour”. Glæde fordi den som forgængerne er en stor læseoplevelse, vemod fordi vi skal sige endeligt farvel til antiheltinden Elvira Gregersen. En glæde og en oplevelse er også filmen ”Smerte og ære” med altid suveræne Antonio Banderas i hovedrollen. Endelig venter også en oplevelse i den sjovere ende på
Odense Teater, der har premiere på en forestilling om at blive en smuk olding…
Læs: Hip, hip for Happy
Efter ”Happy ending” og ”Happy family” kommer nu ”Happy hour”, som slutter Anne-Sophie Lunding-Sørensens veloplagte og velskrevne roman-triologi af. Her er vi altså i selskab med Elvira Gregersen for sidste gang. Suk! Elvira, som stadig er stærkt overvægtig, stadig er stærkt arbejdssky, stadig står i spidsen for et bordel – og stadig er lige til at knuselske. For på trods af alt det dårlige, hun er blevet budt og byder sig selv (enorme mængder mad, eksempelvis, farlige miljøer, eksempelvis), fægter hun altid med sit store hjerte forrest, hvad enten det er socialvæsenet eller den kriminelle underverden, hun kommer i karambolage med. ”Happy hour” har et drys socialrealisme og en sjat samfundssatire, men er ellers en elementært spændende underholdningsroman, der er vittig, varm og virkelig rørende. Skynd dig at få fat i de to første romaner, før du under dig selv en tredje runde med Elvira, antiheltinden, der bliver mindre og mindre anti og mere og mere – happy, måske.
ANNE-SOPHIE LUNDING-SØRENSEN: ”Happy hour”, 252 s., 199,95 kr. Gyldendal
Se: Geniale Almodóvar og Banderas
Den eminente spanske filminstruktør Pedro Almodóvar er tilbage med endnu et mesterværk. ”Smerte og Ære” handler om en berømt filminstruktør, som meget vel kunne være Almodóvar selv, spillet af ANTONIO BANDERAS. Han nyder stor succes, men plages af både fysiske lidelser og en mental tomhed. I jagten på livets mening drømmer han sig tilbage til sin barndom med en viljestærk mor og til ungdommens første begær. Banderas vandt prisen som bedste skuespiller ved Cannes Film Festival, og filmen var nomineret til De Gyldne Palmer. I andre roller ses bl.a. NORA NAVAS, Penélope Cruz og Cecilia Roth.
”SMERTE OG ÆRE”. I biograferne fra på torsdag
Oplev: Evigt ung
Odense Teaters første forestilling denne sæson er en co-produktion mellem teatret og sART Danseteater. ”Hvis jeg bliver gammel” er en humoristisk og fysisk forestilling om at ældes i en tid, der i den grad elsker og ikoniserer ungdommen. Vil verden snart befolkes af evigt unge oldinge med glat hud? Skuespillerne Githa Lehrmann og KLAUS T. SØNDERGAARD og danserne Camilla Stage og Lars Bjørn Hansen medvirker.
ODENSE TEATER: ”Hvis jeg bliver gammel”. Premiere torsdag den 5. september. Spiller til den 2. oktober
Man skal være varsom med, hvem man inviterer til at bo hos sig – og hvor længe! Det kan du blive underholdt med i ugens bog. På lærredet er det filmen ”Ser du månen, Daniel”, der er baseret på journalist Puk Damsgaards bog af samme navn om fotografen Daniel Rye, der var gidsel hos Islamisk Stat i over et år. Noget mere muntert er der i Herning, hvor der er operafestival med både klassisk opera, øl-opera og operabrunch.
Læs: En ulv i fåreklæder
Der er gået over 17 år, siden Mel og Abi var bedste venner på college. Men deres veje skiltes, da Mel blev gravid og sprang fra studiet. Hun lever nu i en lille engelsk by med mand og børn og er tilfreds med tilværelsen. Den bliver der vendt op og ned på, at Abi mailer til hende, at hun skal skilles og har brug for Mels støtte. Abi har gjort karriere som vært på et tv-show i Los Angeles og ankommer fra USA som et glamourøst pift i den lille families hverdag, hvor hun kan bo, så længe hun vil. Men Abi har en dagsorden, og den handler om misundelse og udspekuleret hævn, og snart vakler hele Mels tilværelse. Det er bestemt ikke kedeligt at følge Abis hævntogt i den underholdende og velskrevne roman.
ADELE PARKS: ”Hun var velkommen”, 480 s., 249,95 kr. HarperCollins
Se: Storfilm
Niels Arden Oplevs storfilm ”Ser du månen, Daniel” er baseret på tv-journalisten Puk Damsgaards fantastiske bestseller om freelancefotografen Daniel Rye, der sad som gidsel hos Islamisk Stat i Syrien i 398 dage. Én af hans medfanger var amerikaneren James Foley, hvis henrettelse for åben skærm bragte verden i oprør. Et af dansk films største talenter, ESBEN SMED, har den altdominerende rolle som Daniel, mens Anders W. Berthelsen, som også er producer, har den vigtige rolle som gidselforhandleren, som får en afgørende rolle i befrielsen af gidslet.
”SER DU MÅNEN, DANIEL”. I biograferne fra torsdag den 29. august
Oplev: Operafestival
Flere store navne optræder ved dette års Operafestival i Herning, der finder sted i weekenden. Man kan bl.a. opleve sopranen SUSANNE ELMARK i selskab med Peter Lodahl lørdag eftermiddag ved en udendørs herregårdskoncert på Herningsholm Museum, og Cassandra Lemoine, der medvirker i ”årets operatalent”. Der vil også være ganske folkelige arrangementer som både ”Øl-opera”, ”Fodbold-opera” med Peter Lodahl forud for Superligakampen mellem FC Midtjylland og Brøndby og ”Opera-brunch ”
HERNING OPERA FESTIVAL. Fra fredag den 30. august til søndag den 1. september
Det er lidt af et mareridt hovedpersonen i ugen boganbefaling kommer ud for. Ikke nok med at hendes mand pludselig falder død om – han gør det også et sted, hvor han slet ikke skulle være. Den franske skuespiller Juliette Binoche er med til at løfte filmen ”Mellem linjerne” derop, hvor fransk film er bedst. Og i Sønderjylland er der bedst at være, hvis man er til vise- og folkemusik. Fra på torsdag starter nemlig årets Tønderfestival.
Læs: Stor læseroplevelse
”Min mands elskerinde” er en roman, man ikke kan lægge fra sig og heller ikke lige få ud af hovedet efter endt læsning. Man irriteres, berøres og skubbes til på den gode måde. Susanne og Karl har efter 30 års ægteskab købt en ejendom ved Loirefloden i Frankrig, hvor de vil bo i deres livs efterår. Susanne er rejst i forvejen, men den dag Karl skal ankomme, får hun at vide, at han er død af et hjertestop på Molslinjen. Nu er der bare det, at Karl slet ikke skulle befinde sig på Molslinjen på det tidspunkt. Hjemme i Danmark finder hun i bilen en p-bøde udstedt i København sent den aften, Karl burde være på vej til Frankrig, og nu begynder hun forestille sig alt muligt. Susanne bliver som besat, og konfronterer uhæmmet alle hun kender – og også kvinder, hun ikke kender – med sine uhyrlige mistanker. Fuldstændig uden filter og grænser sårer og fornærmer hun både sin mor, datter, venner og veninder samtidig med, at hun konfronteres med sin barndoms traumer. En stor læseoplevelse om fortrængninger, sorg og kærlighed på flere planer.
SARA BOUCHET: ”Min mands elskerinde”, 404 s., 250 kr. Politikens forlag
Se: Fransk med stort F
Mere fransk film med stort F end “Mellem linjerne” fås vist ikke. JULIETTE BINOCHE fører overlegent an i Olivier Assayas’ muntre komedie, der hudfletter det litterære miljø på bedste vis. Bogbranchen trues af nye, digitale medier, og bloggere er snart lige så vigtige meningsdannere som forfattere. På ægte fransk facon er filmens dialog sprudlende, når amorøse eskapader og saftige forviklinger bliver foldet ud i fuldt flor.
”MELLEM LINJERNE”. I biograferne fra torsdag den 22. august
Oplev: Folkefest i Tønder
Torsdag lyder startskuddet til den årlige vise- og folkemusik festival i Tønder, hvor hele den lille, sønderjyske by bliver inddraget som én stor koncertscene. Igen i år optræder en række store navne fra ind- og udland. Af danske stjerner kan nævnes Niels Hausgaard, hvis 75-års fødselsdag markeres med en særlig koncert fredag aften, og det lokale stjerneskud Jacob Dinesen, populære Folkeklubben samt altid vidunderlige The Savage Rose. Af internationale navne bliver der et genhør med legendariske John Prine og Caitlyn Canty fra USA, og så kan man opleve bl.a. finske Maija Kauhanen og en af de helt store stemmer i britisk folkemusik, KATE RUSBY.
TØNDER: ”Tønder Festival 2019”. Fra torsdag den 22. august til søndag den 25. august
Den svenske succesforfatter Emelie Schepp er på gaden med sin femte krimi i anklager Jana Berzelius-serien – og det er noget af en gyser. Og succes er der også på lærredet, bl.a. har Tarantinos ”Once Upon a Time in Hollywood” allerede høstet fine anmeldelser. Men det er dog den lune britiske film Fisherman’s Friends, jeg synes er værd at omtale her. Endelig kan du for første gang opleve Herregårdenes Dag, hvor over 30 danske herregårde har åbent hus.
Læs: Dødelig hævn
Sveriges største selvudgiversucces, Emelie Schepp, der er udgivet i over 30 lande og tre år i træk har vundet læsernes pris som Årets Deckarförfattere, er aktuelt med en nervepirrende krimi om hævn, misrøgt og kærlighed. Med blot to dages mellemrum findes ligene af to kvinder i Strömmen ved Norrköping – begge med benene syet sammen på langs. Der er ingen umiddelbare forbindelse, men endnu en forsvundet kvinde indikerer, at flere mord vil følge. Anklager Jana Berzelius, kriminalkommissær Henrik Levin og kriminalinspektør Mia Bolander har mere end travlt – ikke mindst, da pilen peger mod en mand, der allerede er i forvaring for drab på sin familie. Hvad ved han, og vil han tale? Gysende god
EMELIE SCHEPP: ”Mester Jakob”, 384 s., 199,95 kr. Politikens forlag
Britisk lune
Den charmerende sydengelske havneby Port Isaac danner rammen om den klassiske lune britiske film ”Fisherman’s Friends”, der i bedste ”Det’ bare mænd”-stil går lige i hjertet på publikum. Musikmanageren Danny er på en vild polterabendtur til idylliske Cornwall, hvor han støder på en gruppe fiskere, der synger sømandsviser, så ikke et øje er tørt. Danny slår sig ned i byen for at skrive kontrakt med dem og falder naturligvis for en af fiskernes søde datter, som dog ikke er helt let at få på krogen. TUPPENCE MIDDLETON og DANIEL MAYS har hovedrollerne i en charmerende, musikalsk komedie.
”FISHERMAN’S FRIENDS”. Fra torsdag den 15. august
Oplev: Besøg en herregård
På søndag er det HERREGÅRDENES DAG, og i den anledning holder over 30 herregårde over hele Danmark åbent hus og inviterer publikum inden for til arrangementer og aktiviteter af forskellig art. Det er første gang, Herregårdenes Dag afholdes. Blandt de mange ting, man kan opleve, er at komme bag kulisserne på Møllerup Gods og smage stedets særlige hampeprodukter (billedet), man kan høre på spøgelseshistorier på Clausholm ved Randers eller tage en svævetur i bøgeskoven ved Skjoldemose Gods på Fyn. Et samlet overblik over alle arrangementer kan findes på gammelestrup.dk/herregaardenesdag.
HERREGÅRDENES DAG. Åbent hus på over 30 herregårde på søndag den 18. august
Hvad hvis du pludselig blev udstyret med en søster, du ikke anede eksisterede? Det er, hvad der sker for hovedpersonen i ugens boganbefaling. Hvad der sker, når en flok pensionister udlever drømmen om at starte et cheerleader-hold, kan du se i biografen, men du skal til Holbæk får at få gakkede løjer om prinser og runde riddere om et bord.
Læs: Smertefulde hemmeligheder
På et-årsdagen for Addis mor Elizabeths død dukker en kvinde op og påstår, at hun er Addis tvillingesøster. Addi, hvis forhold til moderen ikke var helt problemfrit, afviser kvinden og hendes uhyrlige påstand, der ville vende op og ned på alt, hvad Addi har troet på hele sit liv. Men hun går alligevel med på at undersøge sagen, og langsomt afsløres moderens hemmeligheder, og de er både smertefulde, chokerende og rørende. En rigtig feelgood-roman i Lucinda Riley-stil, gribende fortalt fra to vinkler: Addis og hendes mors. Nyd den.
NIKOLA SCOTT: ”Min mors hemmeligheder”, 426 s., 249,95 kr. forlaget Turbulenz
Se: Bedstemødre med slaw i
Martha, spillet af uforlignelige DIANE KEATON, beslutter sig for at flytte i et bofællesskab for pensionister, og her møder hun en række farverige og festlige kvinder, der deler samme drøm som hende selv; at starte et cheerleader-hold! Omkring hende kan man opleve skønne skuespillere som Pam Grier, Rhea Perlman, Jacki Weaver og Celia Weston.
”POMS”. Biografpremiere torsdag den 8. august
Oplev: De er skøre, de riddere
Igen i år byder Holbæk Teater på gakkede løjer i Holbæk Museums smukke gård. Flemming Jensen har skrevet komedien om Prins Valiant og de runde riddere om et bord, og det er præcis så tosset, skørt og skævt, som det lyder. På rollelisten ses METTE MARCKMANN, Ulver Abildgaard, Morten Thunbo og Brian Kristensen, og desuden medvirker musikeren Lars Fjeldmose og et lokalt folkekor. Der spilles under åben himmel, så man skal huske et varmt tæppe.
HOLBÆK TEATER: ”Prins Valiant”. Spiller fra torsdag den 8. august til 1. september
Jessica Fellowes anden roman i serien om Mitford-søstrene og uopklarede mord i starten af 1900-tallet er på gaden og byder på intens spænding. Så er der mere hjertevarme i ugens film om en døgenigt af en onkel, der pludselig står med ansvaret for sin syvårige niece. Og i Bogense pirrer tusindvis af roser alle sanser i weekendens Rosenfestival.
Læs: Mord på Asthall Manor
Jessica Fellowes har sat sig for at skrive om virkelige forbrydelser, der fandt sted i 1920’erne, med de lige så virkelige Mitford-søstre som midtpunkt i en fiktiv kontekst. Nu er den anden roman i serien udkommet. Denne gang bliver en af Nancy Mitfords fornemme venner myrdet under en fest hjemme på Asthall Manor. Gerningmanden bliver hurtigt pågrebet og fængslet, men barnepigen Louisa tror ikke, det er den rigtige. Og med hjælp fra Mitford-søstrene og vennen Guy, der nu er ansat i politiet, indleder hun en farlig efterforskning, der bringer hende til dansebuler og forbryderknejper, hvor hun møder datidens dronning af den kriminelle verden, Alice Diamond, og hendes Fyrretyve Røvere. Virkelighed og fiktion er mikset på en virkelig charmerende måde, og man hygger sig gevaldigt under læsningen.
JESSICA FELLOWES: ”De smukke unge døde”, 352 s., 250 kr. Politikens forlag
Se: Hjertevarm historie
Amanda er en syvårig pige, som mister sin mor i et terrorangreb i Paris. Hendes unge onkel, David, der ellers er lidt af en dagdriver, der lever fra dag til dag, står pludselig med den lille pige i sin varetægt. Samtidig med at han sørger over tabet af sin søster og over, at hans kæreste blev alvorligt kvæstet ved samme angreb, skal han bringe håbet tilbage i den lille piges liv. VINCENT LACOSTE og ISAURE MULTRIER er begge aldeles fremragende i den rørende og hjertevarme franske film om at komme videre i livet, selv om man har mistet det vigtigste i verden.
”AMANDA”. I biograferne torsdag 1. august.
Oplev: Roserne blomstrer i Bogense
Den årligt tilbagevendende ROSENFESTIVAL finder sted i nordfynske Bogense i denne weekend. Årets tema for festivalen er ’Nordisk Mytologi’, som fortolkes med fantasifulde og kreative blomsterdekorationer. Blandt andet kan man opleve en flot udstilling af Jim Lyngvild. Der er både udstillinger og konkurrencer og boder i hele byen med diverse kulinariske lækkerier. Køb af program til 25 kr. giver adgang til alle udstillinger og konkurrencer.
GÅGADEN I BOGENSE: Rosenfestival 2019. Lørdag og søndag den 3.-4. august
Det er en bevægende novellesamling Elizabeth Strout har skrevet – samtidig med at hun skrev bestselleren ”Mit navn er Lucy Barton”. Men i novellerne er det bipersonerne, der er omdrejningspunkt. I ugens film er omdrejningspunktet en mors spontane ”sælg ud af alting”-projekt, som får datteren til at haste hjem for at få en forklaring. Og Danmarks ældste friluftsteater, der fylder 80 i år, har taget en rigtig klassiker op i år.
Læs: Smuk og bevægende
Mens Elizabeth Strout skrev den anmelderroste roman ”Mit navn er Lucy Barton”, blev hun åbenbart så glad for sine bipersoner, at hun samtidig skrev novellesamlingen ”Alt er muligt”. Lucy er stadig omdrejningspunkt og huskes af de mennesker, der bor i hendes barndomsby Amgash, Illinois. Novellerne kredser om det stille længselsfulde, det usagte, kærlighed og sorg og personernes relationer til Lucy. Rørende historier, der sætter sig fast og bliver siddende længe efter, man har læst sidste side. Og du behøver ikke at have læst ”Mit navn er Lucy Barton” – novellerne står skarpt alene. DL
ELIZABETH STROUT: ”Alt er muligt”, 296 s., 299,95 kr. Gyldendal
Se: Mor og datter
Ugens eneste filmpremiere er det charmerende franske familiedrama ”Claire Darling”, der har CATHERINE DENEUVE i titelrollen og CHIARA MASTROIANNI som hendes datter, Marie. På en smuk solskinsmorgen beslutter den aldrende Claire, at det skal være den sidste dag i hendes liv, og hun iværksætter et spontant loppemarked for at skille sig af med alle sine ejendele. Datteren tager hjem til familiens gods for at forhindre moderens excentriske udsalg af familiens klenodier og få en forklaring på årsagen bag. Også i virkeligheden er de to mor og datter, hvilket utvivlsomt giver filmen et ekstra krydderi.
”CLAIRE DARLING”. Biografpremiere på torsdag
Oplev: Klassiker med et tvist
Flemming Jensen har bearbejdet den elskede klassiker ”Frøken Nitouche” til Nyborg Voldspil, så den er blevet mere moderne. Historien om den unge klosterelev, der bliver skuespiller, er dog den velkendte. Hun spilles af 21-årige KATHRINE LEMMEKE MADSEN, og den ikoniske dobbeltrolle som Floridor/Celestin varetages af Jens Jepsen, mens MATHIAS GRÄS spiller hendes udkårne soldat.
NYBORG VOLDSPIL: ”Frk. Nitouche – med et twist”. Spiller til 10. august