Brev til Renée: Min far er død, og det påvirker alt i mit liv

Kære Rénee Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke kan finde ro, og fordi jeg ikke rigtig er glad. For nogle år siden mistede jeg min far, som havde været syg stort set hele mit liv. På samme tid begyndte jeg på en uddannelse, hvor jeg hurtigt skulle planlægge en udlandspraktik sammen med en medstuderende. Vi rejste i juli måned og skulle være væk i et halvt år. Inden jeg rejste, begyndte jeg også at ses med en fyr, som jeg stadig er sammen med i dag.

Begyndelsen med ham var fantastisk. Jeg var smaskforelsket og helt rundt på gulvet, men samtidig var jeg også lidt ked af, at jeg skulle rejse. Det betød jo, at jeg skulle undvære ham og min familie. I udlandet skulle vi også snakke engelsk, og dér har jeg nok ikke de bedste kort på hånden, men jeg sprang ud i det, og vi tog af sted. Det blev nogle meget lange måneder. Men min kæreste besøgte mig, og da jeg kom hjem, skulle vi flytte sammen i en dejlig lejlighed. Jeg skulle selvfølgelig også gøre min uddannelse færdig. Her skulle jeg skrive en opgave alene på studiet, men jeg kunne slet ikke få noget ned på computeren. Derfor gik jeg til lægen og fik at vide, at jeg havde en depression, og jeg blev sygemeldt fra studiet. Hertil skal det siges, at jeg er ordblind, så det skriftlige arbejde hænger mig ud af halsen.

Jeg skulle nu til at gå hjemme, tage den med ro og ikke tænke på skole. Jeg gik til psykolog og prøvede at tabe mig, for jeg var ikke tilfreds med min krop. Det med min krop arbejder jeg stadigvæk på, men jeg har svært ved at komme af sted og få træningstøjet på. Min kæreste har let ved det, træner tre-fire gange om ugen. Siden jeg var ude og rejse og er blevet sygemeldt, har jeg ikke rigtig været glad. Jeg har lidt svært ved at finde ud af, om psykologen hjælper, eller om jeg bare sidder og snakker. Jeg har været ved to-tre forskellige psykologer og ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Min kæreste arbejder på mange forskellige tidspunkter, og det hænger mig også lidt ud af halsen, at vi ikke har fri samtidig. Jeg synes, jeg har mistet mig selv og kan ikke finde den glade pige frem. Jeg er meget usikker og har svært ved at tage beslutninger. Jeg bekymrer mig alt for meget. Jeg kan heller ikke helt finde ud af, om jeg skal være sammen med min kæreste, for elsker jeg ham? Vi kan nemlig godt være uenige, og vi er meget forskellige. Mvh. den meget forvirrede pige LÆS OGSÅ: Jeg har angst for ikke at være god nok Kære forvirrede pige I dit brev læser jeg om en ung pige, der har været igennem en meget stor krise i sit liv. Nemlig at din far døde fra dig. At din far havde været syg det meste af dit liv, betyder for mig at se, at du hele livet har levet med en angst for at miste ham. Og det gør bare noget ved et menneske. Det, at han så går hen og dør – også alt for tidligt – er selvfølgelig et traume. Vores forældre er jo vores rødder, vores tryggeste sted og på mange måder også vores identitet. Så det at miste en forælder er virkelig en stor ting. Jeg tænker, at det er det, der spøger i dit indre, og det, der gør, at du nu er gået lidt i stå, begynder at tvivle og oplever, at du er deprimeret. Døden er svær at forlige sig med, og når nogen dør, er det vigtigt, vi får det bearbejdet og sagt ordentligt farvel til dem, der er gået fra os. Jeg læser, at kort efter din fars død begynder du på en uddannelse, og så møder du din kæreste og bliver meget forelsket i ham. Alle begivenhederne sker nærmest oven i hinanden, og jeg tænker, at din krop og dit sind simpelthen ikke har kunnet følge med din ydre verden. Nu siger krop og sind så fra og har brug for tid – tid til at sørge, tid til at bearbejde dit tab og til at omstille sig til en verden, hvor din far ikke længere findes. Den slags tager tid, og det er det, jeg synes, du skal indstille dig på nu: At tage dig tid til at finde fodfæste. Giv dig selv fri, fri for at skulle være en glad kæreste, fri for at skulle være en dygtig studerende, fri for at være taknemmelig over livet, din lejlighed og din elskede. Giv i stedet dig selv lov til bare at være, til at have det sådan, som du har det – udmattet, uden energi, uden lyst til at skrive opgaver – og giv så dig selv fri fra alle de elendige kropsidealer, der findes i vores samfund. Og ja, så tænker jeg, at det måske kunne være en idé for dig at se en sorgterapeut. En, der er vant til at arbejde med mennesker, som har mistet. En, der ved, hvor meget det kan fylde i sindet. Du skriver, at du ikke synes, det hjælper at gå til psykolog mere, og ærlig talt – nogle gange skal man skifte psykolog, når man har det, som du har det, for det, du mærker, skal du selvfølgelig tage alvorligt. Jeg sender dig et varmt knus og en kærlig tanke, og så håber jeg, du finder en vej ind til dér, hvor din energi har sat sig fast, så du kan begynde at løsne op for den igen. Husk, at det kan tage lang tid at komme igennem sin sorg, og det må det også gerne. Kærlig hilsen Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre. Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere