Brev til Nikoline Werdelin: Jeg er blevet forelsket i min mands bedste ven
Kære Nikoline
Jeg har virkelig dummet mig og indledt en affære med min mands bedste ven. Han er single med mange skiftende kærester og kommer meget i vores hjem. For et par måneder siden var vi til en fest hos fælles ven, hvor vi faldt i snak. Vi har altid talt godt sammen, men jeg har aldrig tænkt på ham som andet end en ven. Denne gang var det dog anderledes, og uden at jeg egentlig forstår, hvordan det gik til, kyssede vi pludselig hinanden. Ingen opdagede noget – vi var alene udenfor – og bagefter var vi helt chokerede og akavede over for hinanden.
Dagen efter skrev han en sms og undskyldte, men jeg må indrømme, at noget var forandret. Siden har vi skrevet sammen dagligt, og vi har også mødtes få gange. Jeg har aldrig været så forelsket, og samtidig har jeg forfærdelig dårlig samvittighed. Min mand aner ikke uråd. Han har kun nævnt, at han ser meget lidt til vennen for tiden og regner med, at han er forelsket, for sådan plejer han at opføre sig, når han har gang i en ny kvinde.
Jeg ved godt, at han ikke er noget for mig i længden. Og jeg elsker min mand og min familie. Men jeg kan ikke lade ham være. Tror du, at vores forhold har en chance? Og hvis ikke, hvordan finder jeg så tilbage til min trygge hverdag?
Kærlige hilsener, ”Den skamfulde”
LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Kan jeg forlade min syge mand?
Kære ”Den skamfulde”
Vi kender alle til forbudte lyster, men vores indbyrdes regler (troskab, moral, loyalitet) er jo en slags hegn, vi sætter op, så vi ikke giver efter for impulserne. Når du har fulgt din lyst og ikke har kunnet stille noget op, er det, fordi din natur i denne sag er stærkere end din kultur. Det tror jeg, du er tvunget til at se på, når støvet har lagt sig.
For det lader ikke til, at svaret findes i dit forhold til din mand – og det er jeg egentlig også imod. At mennesker, der ikke kan holde sig på måtten, senere bebrejder ægtefællen, at de trådte ved siden af! Det er helt og holdent ens eget ansvar, hvis man vælger at lyne bukserne ned i stedet for at sige til sin ægtefælle: Hør, skal vi ikke se på det, vi har sammen – jeg er ikke rigtig glad.
LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min mand driver mig til vanvid
Jeg er ked af at skrive, at jeg ikke tror, du undgår en skilsmisse. Jeg kender ikke nogen, der ville kunne tilgive, at deres bedre halvdel svigtede dem med deres bedste ven. Det er, når du spørger mig, enden på komedien.
Det er sørgeligt for dig at miste så meget og udsætte så mange mennesker for alt det kaos på grund af en intens, og måske kort passion, men sommetider begår vi fejl og finder først med tiden en mening med det hele. Skynd dig at sige til din mand, hvordan det er fat, og tag følgerne – man kan ikke være bekendt at lyve og bedrage sine kære.
Sørgmodige hilsener,
Nikoline
Vil du skrive til Nikoline Werdelin?
Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.