I det nye år skal jeg...
Foto: Kamilla Bryndum
Et nyt år venter – sprødt og ubrugt lige om hjørnet, og jeg glæder mig. For mig giver nytår en mulighed for at se lidt tilbage og endnu mere frem. Se på året der gik og noterer, hvad der gik godt og skidt – og ikke mindst, hvad jeg selv kan gøre, for at have det godt i det nye år.
Jeg begyndte på samme måde 2017 med at lave tre nytårsforsætter for mig selv, som jeg skrev om her på bloggen. Der er længe imellem, at jeg har deciderede forsæt – og når jeg har, handler de aldrig om slankekure eller lignende. Men altså mine tre forsætter var:
1. Mindst en gang om dagen se mig i spejlet og sige, at jeg skøn, som jeg er.
2. Mindst en gang om ugen vil jeg danse og mærke glæden og energien i både min krop og mit hoved.
3. Mindst en gang om måneden forkæle min krop med en massage, smøre mig ekstra grundigt ind i en lækker creme, tage 15 minutter, hvor jeg kun tænker på at trække vejret helt ned i tæerne eller andet, som kan minde mig om, at vise min krop taknemmelighed for alt det den bære mig igennem.
Hvordan gik det så med det…. Tjaee – det er nok meget godt jeg sjældent har forsætter.
Jeg ser mig ofte i spejlet og er tilfreds med det, jeg ser – men mindst en gang om dagen er det slet ikke blevet til. Men det gør egentlig ikke noget, for det vigtigste er i mine øjne, at det er en grundlæggende følelse, der dukker op jævnligt.
Jeg har langt fra danset en gang om ugen – faktisk har jeg slet ikke danset de seneste tre-fire måneder, og før det blev det max. til et par gange om måneden. Det undrer mig faktisk, for det gør mig så glad. Men det taler lige ind i det, som jeg tror skal stå øverst på min liste for 2018 – nemlig at prioriterer tid til mig selv. Og prioriterer det før andet, for jeg skubber ofte mig selv til side, hvis familien eller andre har brug for mig. Og det er jo skønt at være efterspurgt af dem, man elsker, men eftersom mit yngste barn er 17, så tænker jeg at jeg godt kan bede andre vente bare lidt og ikke så ofte sætte mig selv sidst.
Mit tredje forsæt er jeg faktisk lykkes med – jeg har trukket vejret og intet andet mange gange – stort set hver uge – bare i et par minutter eller længere. Jeg har fået massager og dejlige ansigtsbehandlinger – ikke så tit men en god håndfuld gange - og det er så godt, at virkningen nemt kan holde nogle uger – så det forsæt skal helt sikkert gentages i 2018.
Jeg forsøgte mig også med en taknemmelighedsdagbog, hvor jeg hver dag skrev 3 – 5 ting, jeg var taknemmelig for hver dag. Det holdt ved i en måned – men da jeg genlæste punkterne i går, blev jeg så grundglad. Så jeg prøver igen i år, for nye vaner kræver en indsats.
Så her på vej ind i 2018 vil jeg gentage 3 løfter til mig selv og håbe på lidt mere succes – men på den anden side er det ikke noget med at det handler om processen og ikke (kun) resultatet.
1. Prioriter tid til mig selv – til dans, massage og andet, der giver mig ny energi.
2. Skriv taknemmelighedsdagbog med 3 -5 ting, jeg sætter pris hver dag.
3. Give mig selv en gave hvert kvartal. Jeg elsker gaver, men må erkende, at de ikke kommer af sig selv – og hvorfor vente, når jeg kan glæde mig selv og få præcis det, jeg helst vil have.