Forfatter Kim Leine: ”Min far er blevet afdæmoniseret gennem bøgerne”

Forfatter Kim Leine om opvæksten i Jehovas Vidner, incest og misbrug

Kim Leine selv har en mærkbar ro over sig, der smitter af. Som om han tager alting lidt i strakt arm. Når man har læst hans bøger, kender historien om hans liv, kan man ikke lade være med at undre sig over, hvordan der er kommet et normalt menneske ud af ham. Og det er jeg ikke den første, der spørger ham om.

– Det siger min kone også, smiler han og kaster et sideblik ned til underetagen, hvor Bodil pusler rundt.

– Jeg har åbenbart haft et overlevelsesinstinkt, der har fået mig til at poppe op igen og igen.

Andre ville nok være bukket under, og det var han da også lige ved. Men i dag er han et godt sted, siger han. Han er privilegeret, lever i en kerne­familie, har fået indfriet sin store drøm om at blive forfatter. Og så er hans historie jo heller ikke værre end så mange andres, som han siger.

– Jeg har da prøvet at finde en forklaring – det kan bare godt blive lidt sentimentalt-freudiansk at sige: ”Min far misbrugte mig, derfor blev jeg misbruger. ”Det kan man sgu ikke vide. Der er mange andre, der er blevet misbrugt, uden at blive misbrugere, og nogen har haft en forfærdelig barndom uden at blive forbrydere af den grund. Den der dynamik, fra A til B, den vil jeg gerne hugge over og bare se tingene, som de er.

Som tingene var

Kim Leine voksede op i en lille bygd i Norge i et lukket samfund af Jehovas Vidner. Som 17-årig stikker han af til København, hvor hans homoseksuelle far har bosat sig efter skilsmissen, og kun et par dage efter ankomsten begynder faderen at misbruge Kim seksuelt – et misbrug, der fortsætter i årevis. Senere i sit liv uddanner Kim Leine sig til sygeplejerske og flytter til Grønland, hvor han falder ned i et kæmpe hul af misbrug, sex og druk for at flygte fra sig selv, skammen, skylden og incest-identiteten. Da misbruget er på sit højeste, tager han 70 piller om dagen, som han stjæler fra det hospital, han arbejder på. Han bliver opdaget, får frataget sin autorisation som sygeplejerske og bliver sendt på afvænning. Nogle år senere debuterer han som forfatter med den selvbiografiske ”Kalak”, som med ét gør ham til en af vores mest anerkendte forfattere. Siden har han modtaget et hav af priser for sine bøger.

Det er de konkrete kliniske facts om Kim Leines liv. Den fortælling, han kan gå ind i, når han åbner sin bog, og ud af igen, når han lukker den.

– Jeg tog mange tilløb til bogen, hvor jeg lagde en masse følelser i den: vrede, selvmedlidenhed, hævngerrighed … Men det fungerede ikke. Det var først, da jeg tog det kolde sygeplejerskeblik på og beskrev det på en klinisk måde, at det fungerede. Lige pludselig kunne jeg genopleve ting­ene uden at opleve dem følelsesmæssigt. Jeg fik en distance, der var nødvendig for, at jeg kunne beskrive det hele klart. Og det var en kæmpe befrielse at få det afdæmoniseret.

Det ene øjeblik var du en tidligere misbruger på kontanthjælp, det næste en danmarkskendt forfatter – hvordan var det?

– Det havde jeg det godt med, men det er svært at få ind i hovedet, at det er mig, på en måde. Det er jo en fortælling. En bog, man kan åbne og lukke og lægge væk. Det er en symbolsk ting, men det fungerer rigtigt godt for mig. Jeg går stadig til psykolog og taler om tingene, men der er ikke noget akut i mit liv i dag. Misbruget har jeg ikke længere, jeg rører ikke engang alkohol, det kan jeg ikke tåle. Jeg har fået kanaliseret afhængigheden over i at skrive, og jeg kan få det virkelig dårligt, hvis jeg ikke skriver. Hvis for eksempel en planlagt skrivedag går i kludder, kan jeg blive helt desperat og nærmest få angstanfald.

LÆS OGSÅ: Sara Blædel: "Jeg har ikke taget noget for givet"

Hjernevasken

Kim var fem år, da hans mor og far blev skilt, og faderen blev udstødt af den menighed, han selv havde grundlagt i Jehovas Vidner, på grund af sine lidt for livlige homoerotiske aktiviteter i baglokalet til sin frisørsalon. Vidnerne havde ellers set gennem fingre med det en rum tid, men til sidst fik de nok. Faderen flyttede til København, og Kim voksede op hos sin mor og senere en stedfar, han aldrig kom på god fod med.

– Jeg har et nært forhold til min mor, fordi jeg boede deroppe en tid og er kommet deroppe gennem alle årene, og de seneste år er hun begyndt at tale om, hvordan hun har det. Det handler så mest om sygdom, selv om hun er sund og rask, hun har udviklet noget hypokondri på sine gamle dage. Da jeg boede hos hende i tre måneder, efter jeg kom hjem fra Grønland, spurgte hun ikke hvorfor. Hun vidste, at der var sket en eller anden katastrofe, men hun spurgte ikke.

Hvorfor ikke?

– Fordi hun ikke ville høre det. Hvis hun først ved noget, er hun jo nødt til at forholde sig til det og gøre noget ved det, så det lod hun være med. Da jeg udgav ”Kalak”, sendte jeg et eksemplar til hende – jeg tror ikke, at hun læste den, men hun fik at vide, hvad den handlede om. Senere kom vi til at tale om bogen rent sporadisk, og hun sagde, at det var godt, at hun ikke vidste, at jeg havde alle de problemer.

Godt?

– Ja. Det, hun siger, er: Du skal ikke komme til mig, hvis du har problemer, for det kan jeg ikke tåle. Jeg er ikke bitter på hende, men jeg er bitter på den religion, der har holdt hende fast i en barnlig tilstand hele hendes liv. Hun har aldrig udviklet sig ud over teenagealderen, hvor hun blev involveret i Jehovas Vidner, og kvinderne deroppe er ligesom en flok hjernevaskede høns, der går rundt og taler helt overfladisk med hinanden i deres egen lukkede verden.

Følger de ikke med i, hvad der sker i verden? Ser nyheder, er på nettet?

– Jo, men det bekræfter dem bare i, at deres tro er rigtig. At alting er af lave, og at vi bevæger os mod verdens undergang, hvor alle de onde bliver udryddet. Det omfatter jo så også alle min mors børn og børnebørn, men det nægter hun at tro på. Det er dét, man kalder orwellsk tænkning: Man tror fuldt og fast på noget, og i et parallelspor tror man fuldt og fast på, at man ikke tror på det. For hun kan jo ikke indrømme, at den gud, hun tilbeder, har planer om at udrydde hendes kære. Det er skizofrent. Det burde have en psykiatrisk diagnose.

Flugten

Hos Vidnerne fungerer det ifølge Kim Leine sådan her: Man bliver voksendøbt, helst inden man bliver så moden, at man selv kan reflektere og bestemme over sit liv, det vil sige omkring de 16 år. Så bliver man gift, gerne inden man fylder 18, får en flok børn og et lortejob, og så hænger man på det resten af sit liv.

Der var ikke sat en dato på hans dåb, men den var lige om hjørnet. Kim Leine havde allerede udviklet et ironisk forhold til den sekt, han boede i, og via alle de bøger, han læste, havde han fået korrigeret det religiøse vanvid inde i sit hoved, og oplevet et alternativt bud på virkeligheden. Nu ville han ud. Ud og væk.

– Min far havde skrevet til mig gennem årene, personlige breve, og jeg tænkte, at her var endelig en, jeg kunne tale personligt med. Jeg havde kun set ham få gange og kunne ikke huske ham fra før skilsmissen, men jeg besluttede mig for at tage ned til ham i København, fortæller Kim Leine.

Så en aften sagde han godnat og gik ned i sin hybel i kælderen. Ventede, til alle var gået i seng, og gik så hjemmefra klokken halv ét om natten. Han havde 300 kroner på lommen, som han købte en enkeltbillet til København for.

Hvad var det for en dreng, der kom til hjem til sin far dengang?

– En meget uskyldig og naiv dreng, der kom fra en tilstand af dobbelt isolation i denne her lille bygd, indkapslet i en verdensfjern sekt. Jeg blev blæst ind i en millionby, hvor jeg gik rundt i flere timer hver dag og bare gloede og gloede. Det var fantastisk. Jeg måtte glemme alt, hvad jeg havde lært, for jeg kunne jo ikke bruge noget af det, og det gjorde mig selvfølgelig sårbar.

Hvordan var din far i starten?

– Meget livlig, og en, man kunne tale med om alt. Vi gik til alt muligt sammen, han var med på det hele, og gjorde mig til sin kammerat. Hjemme i lejligheden var der et rend af mærkelige typer: Gamle hippier, narkomaner, udlændinge, bøsser og lesbiske … Det var enormt spændende for mig. Min far begyndte at misbruge mig fysisk, allerede få dage efter jeg ankom, og jeg hadede det, men jeg tænkte også, at det nok var mig, der ikke helt havde fattet, at det var nye tider. Og han var jo så flink på andre tidspunkter. Det skiftede meget.

Hvornår gik det op for dig, at det var incest?

– Ret tidligt. Jeg begyndte jo at læse danske aviser og se nyheder osv. – så finder man ud af det. Jeg overvejede flere gange at flygte fra det, inden jeg sagde stop efter et års tid. Men hvor søren skulle jeg flytte hen? Det var en fremmed verden. Og da vi flyttede til en større lejlighed, hvor jeg fik mit eget værelse og kunne lukke mig inde, blev det lidt bedre. Jeg var bevidst om, at det var forkert, men ikke at det var helt utilladeligt. Heller ikke, at min far var et skrækkeligt menneske, jeg burde tage afstand fra.

Fem år senere flyttede Kim Leine over i sin egen lejlighed og fik arbejde på et alderdomshjem i Ordrup, hvor han både mødte sin første kone, Vibeke, og lærte at drikke. Hver dag efter arbejde købte han og kollegerne en kasse øl, gik ned på Bellevue Strand og lå i sandet og drak. Han var egentlig ikke tiltrukket af Vibeke, og de var mere kammerater end kærester, men:

– Hun var den eneste, jeg ikke var genert over for, den eneste, jeg rigtigt kunne finde ud af at være sammen med. Hun havde det på samme måde, dårlig selvfølelse, ikke noget seksuelt liv, så vi var sammen i vores fælles ensomhedsfølelse. Det var en god tid, hvor jeg følte, at jeg blev voksen. Vi fik børn ret hurtigt, og jeg havde travlt med arbejde og familie og fik det hele på afstand. Min far kom på besøg en gang imellem, det var ubehageligt, men der var ikke noget afhængighedsforhold længere.

Det onde mønster

Da Kim Leine nogle år senere flytter til Grønland med familien, går det galt. De gamle ubearbejdede ting ligger og rumsterer i ham, han er allerede begyndt at drikke for meget, og er bevidst om, at misbruget har tag i ham. Han har aldrig konfronteret sin far, kun skrevet nogle vrede breve, som aldrig bliver sendt.

– Grønland virker som et tilbud om at få en ny identitet, og det første halve år deroppe går det også fint. Men så blev jeg indhentet af noget, jeg ikke var forberedt på; det seksuelle. Det startede med, at en pige på hospitalet, hvor jeg arbejdede, begyndte at gøre tilnærmelser til mig. Jeg kunne ikke stå imod – jeg ville ikke stå imod. Så jeg skrev et brev til min kone om, at jeg havde brug for et seksuelt eventyr, og det accepterede hun ret udramatisk. Vi var ikke så sårbare i vores forhold, vi var mest kammerater og lidt ironiske over for alt det føleri. Den stil havde vi opbygget indbyrdes, fortæller Kim Leine.

Affæren ender med, at pigen forsøger at begå selvmord, fordi Kim ikke vil mere med hende. Stort drama, og det første i rækken af dramatiske affærer.

– I starten føltes det nødvendigt, som en forløsning i forhold til incest-identiteten. Jeg havde brug for at føle mig attråværdig over for en kvinde, men jeg kunne ikke bremse det, og det endte i totalt kaos. Jeg fik et ondt adfærdsmønster, hvor jeg trak kvinder til mig, og lige så snart jeg havde fået dem, skubbede jeg dem væk igen. Jeg kunne ikke holde ud at have nogen for tæt på.

Det ydre kaos stoppede, da familien valgte at flytte fra Nuuk til en lille bygd i Østgrønland. Kim og Vibeke fandt tilbage til deres tillid og fortrolighed, og de næste fem år blev den bedste tid i deres ægteskab. Kim havde et stort ansvar som sygeplejerske i den lille by og kunne ikke rende rundt og være fuld hele tiden, så der blev sat prop i flasken. I 1997 beslutter de så at tage tilbage til Danmark af hensyn til børnene. Men Kim længes.

– Jeg følte, at Grønland var det eneste sted, der var meningsfuldt at være rent arbejdsmæssigt, så jeg begyndte at pendle og endte med at sige ja til en fast stilling i Grønland tre år efter. Vibeke og jeg var blevet skilt meget udramatisk, vi var stadig gode venner, og jeg boede hos hende, når jeg var i Danmark. Men jeg var splittet: Hver gang jeg var i Danmark, var jeg ved at blive sindssyg og følte, at jeg burde være i Grønland, og hver gang jeg var i Grønland, at jeg burde være sammen med mine børn. Jeg følte mig låst.

Og så gik det galt igen. Denne gang rigtigt galt.

Tre års pillemisbrug

Det startede med et voldsomt ubehag – noget, Kim Leine i bakspejlet nok vil kategorisere som et angstanfald. Han drak ikke i den periode, men havde til gengæld fri adgang til medicinlageret på hospitalet, så han begyndte helt planløst at medicinere sig selv.

Jagten kastede Kim Leine ud i et tre år langt massivt pillemisbrug. Når han var skæv, var der fred, når han var clean, lurede angsten.

– Det endte med, at en kollega ringede til vores læge og sagde, at den var helt gal med ham Kim. Alle ved, at der render måske ti procent af alle læger og sygeplejersker rundt og er fulde og skæve til daglig på arbejdet, men ingen taler om det, for så skal man jo gøre noget ved det. Man kører på rutinen, og hvis man er heldig, undgår man at slå nogen ihjel eller skade nogen. Det lykkedes for mig. Jeg blev indkaldt til en samtale, hvor jeg brød sammen og tilstod med det samme. Det var en stor lettelse. Jeg kunne jo ikke holde det ud, siger Kim Leine, som blev overført til Rigshospitalets psykiatriske afdeling, hvor han var indlagt på den lukkede i to uger og derefter var dagspatient i tre måneder.

– Misbrug hører under psykiatrien i den verden, men de aner ikke en skid om misbrug, så man får ikke nogen egentlig behandling. Jeg blev nedtrappet og skulle så aflevere urinprøver en gang om ugen for at vise, at jeg var clean, men dem tog de ikke så højtideligt. Jeg havde ingen sygdomserkendelse, og det havde lægerne heller ikke, for de sendte mig derop igen. Og der gik selvfølgelig ikke ret længe, før jeg faldt i igen.

LÆS OGSÅ: Mette var alkoholiker: "Én genstand til og jeg var død"

Tilgivelsens dilemma

Denne gang gik der kun et halvt år, før han blev opdaget. Og bortvist. Og frataget sin autorisation som sygeplejerske.

– Det var meget udramatisk. Jeg har faktisk aldrig været så meget sammen med mine kolleger, som da jeg blev afsløret som misbruger. De klappede mig på skulderen og var utroligt søde, fortæller Kim Leine, som flyttede til Langeland i en hybel ved siden af sin ekskone, som tog det hele i stiv arm. For hende var det bare endnu en af de vanvittige ting, der skete i hendes liv med Kim.

Det var her, han gik i gang med at skrive sin første bog. Og i 2007, da ”Kalak” udkom og blev revet over disken og overstrøet med roser, fik han råd til en lille lejlighed i Kastrup, hvor han bosatte sig sammen med sin datter. Siden mødte han Bodil, og der kom to nye børn, flere bøger og en lind strøm af priser til.

Og faderen?

– Det er mange år siden, at jeg stoppede al kontakt med ham, men han har skrevet til mig flere gange, og i starten dukkede han op til mine foredrag og sad bare og gloede op på mig. Han ville nok vise, at han ikke er bange for mig, og så kan han godt lide at flirte med tanken om at være lidt berømt gennem mig. Faktisk skrev han en kronik i Politiken for et par år siden, hvor han fortalte sin version af historien. Han ville i rampelyset, narcissist, som han er, men det var bare ris til hans egen røv, for han indrømmede misbruget. Men det forstår han ikke selv.

Hvordan har du det med ham i dag?

– Jeg synes, at han er et afskyeligt menneske, der har gjort mange mennesker fortræd, men for mig er han blevet afdæmoniseret via bøgerne. Jeg har ikke haft mulighed for at tilgive ham, for han har ikke bedt om det, og det er et dilemma, for kan man tilgive nogen, der ikke selv beder om det? Jeg tror, at man skal tilgive sig selv, forliges med sig selv over, at man er blevet udsat for incest. Det er et problem for mange incestofre, som mener, at de selv er lidt skyld i det, selv er ude om det. Dét skal man lære at tilgive, og det har jeg arbejdet med.

– Kan du huske filmen ”Festen”, hvor det ender med, at faderen kryber på alle fire og beder om tilgivelse? Det er SÅ urealistisk, det sker aldrig.

Hvorfor ikke?

– Fordi de aldrig vil kunne forstå, hvad de har gjort. Hvis de kan det, ville de ikke have gjort det i første omgang. Så det risikerer at blive en livslang forgæves jagt for dem, der prøver at opnå forsoning og forståelse, for den vil aldrig indfinde sig. Det er et mareridt, der kan ødelægge folk fuldstændigt. Hos narcissister og psykopater er der en følelseskulde og en manglende evne til at erkende, hvad de har gjort, så det er bedst at få fred med sig selv, tale med andre om det, men aldrig at få en overenskomst med krænkeren. Hvis de kommer til dig med et ønske om forsoning, vil det sandsynligvis være en strategisk manøvre og ikke et oprigtigt ønske, siger Kim Leine, der uden tøven kan spotte andre incestofre blandt sit publikum, når han er ude at holde foredrag.

– Jeg kan bare se det på deres blikke. Deres ansigtsudtryk. Dér er en. Dér er en. Dér er en …

Kim Leine er født i 1961. Han er forfatter til flere bøger og slog igennem med romanen "Kalak".

LÆS OGSÅ: Forfatter Katrine Engberg om sorgen over at miste sin far