Brev til Renée: Min mand behandler mig som affald, men jeg kan ikke få mig selv til at smide ham ud

Kære Renée

Kun tre et halvt år efter vores bryllup ønsker min mand ikke at fortsætte vores ægteskab. Vi har været sammen i ni år og har en søn på 22 måneder. Lidt forhistorie: Ret hurtigt købte vi hus sammen. Vi blev gift, og herefter prøvede vi på at få børn. Jeg endte med at få tre aborter undervejs, og det påvirkede os naturligvis. Det lykkedes endelig, og vi fik vores søn. På grund af en vanskelig fødsel, som ramlede sammen med min mands knæoperation, var vi i den første tid afhængige af andres hjælp. Det var enormt hårdt for os begge, og det resultererede i, at jeg fik en fødselsdepression.

At blive forældre var en prøvelse for parforholdet. Cirka to år efter vores søns fødsel, begyndte min mand at bruge sin telefon mere end ellers. Han skrev med en kvinde fra sit job, og jeg gav udtryk for, hvor svært det var for mig, men han blev ved med at sige, at de bare var gode venner. Efter et stykke tid gik han til bekendelse og fortalte mig, at de to havde planlagt at flytte sammen og væk, men nu havde hun fortrudt. Min verden brast sammen, men vi valgte at blive sammen og få det til at fungere. Det var svært for mig at komme ovenpå igen, og han klandrede mig for efterfølgende at være sur og brokkende. Det var altid hele tiden min skyld, og JEG skulle komme videre.

Under et halvt år efter begyndte han at skrive med en ny kvindelig kollega. Nogle gange insisterede jeg på at se, hvad der foregik, men han forsvarede sig med, at det ikke ragede mig, og at jeg måtte få mine egne venner i stedet for at leve mit liv gennem ham. Jeg fortalte om det til min svigermor, som råbte, at nu måtte jeg snart fatte, at kollegaen bare var en veninde, og at jeg måtte lægge jalousien bag mig. Det hele kulminerede til et bryllup forleden. Hans kvindelige kollega skulle med, og hun lagde fra begyndelsen op til min mand. Min mand rørte flere gange ved hende, og de skulle hele tiden af sted sammen op på værelserne for at hente ting, gå ture sammen i parken eller sidde og snakke helt tæt sammen bare de to.

Kun få dage efter kollegaens bryllup siger han, at han vil skilles. Det er en måned siden nu. Vi har nok aldrig været det perfekte match, men det havde jeg håbet på, han kunne blive med tiden. Desuden hader hele hans familie mig nu, hans mor har sagt, at hun ikke vil se mig længere, fordi jeg har gjort ham så ked af det. Jeg har svært ved at give slip, for jeg er stadig glad for min mand. Jeg er frustreret og bliver ved med at give mig selv skylden for det hele. Er det mig, den er gal med? Er jeg en dårlig mor, kone, kvinde? Og hvordan kan jeg komme videre?

Med venlig hilsen X

Kære X

Du er IKKE nogen dårlig mor, kone, kvinde. Slet ikke! Du havde en drøm, som du deler med mange andre, om at få mand og barn og hus og en dejlig, lykkelig familie i en tryg base. Det er verdens fineste drøm, og du har gjort ALT, hvad du kunne, for at den skulle gå i opfyldelse. Du kan ikke gøre mere nu, og din drøm gik ikke i opfyldelse. Den realitet må du indse! Din mands opførsel er under al kritik. Det er så tydeligt, som var det bøjet i neon, at det er ham, der er et egoistisk, selvoptaget bæst. Jeg ved ikke, hvilke forhold han har indgået i tidligere, men den måde, han opfører sig på med såkaldte veninder, er slet ikke i orden, og jeg kan på ingen måde forstå, hvordan han kan forsvare det. Og jeg kan garantere dig, at opførte min mand sig på den måde med andre kvinder, så var han røget med en enkeltbillet til Langbortistan øjeblikkeligt. At tro, det er i orden at skrive dagen lang med en kvinde og planlægge at flytte sammen med en anden, er så langt ude i skoven, som vi kan komme. Det, jeg finder interessant ved dit brev, er, at selv om din mand tydeligvis opfører sig dårligt, så bliver du ved med at ville være sammen med ham. Selv om han er illoyal over for dig, endda sammen med sin mor, bliver du ved med at ville være sammen med ham. Selv efter at han har været dig utro og bag din ryg planlagt at flytte fra dig, vil du stadig være sammen med ham, og så er det, jeg spørger: HVORFOR?

Hvad er det dog, der gør, at du går med til, at alting er din skyld, når det helt åbenlyst er din mand, der er forkert på den? Hvorfor vil du udslette dig selv for at være sammen med en mand, som ikke respekterer dig og ikke viser dig den omsorg, du har brug for, og som man har krav på i et ægteskab? Jeg tænker, at det kan handle om, hvorvidt du synes, du er værd at passe på og have omsorg for – et eller andet sted har du måske bildt dig selv ind, at du ikke er nok værd. Men det er du, og det skal du finde tilbage eller ind til.

LÆS OGSÅ: Min mand leder efter en affære

Hvordan kommer du videre? Mit enkle svar er, at du går direkte ind i jeres soveværelse, hvor du pakker en kuffert til din mand, og så beder du ham om at flytte ud omgående. Dernæst får du fat i en advokat, søger skilsmisse og forældremyndighed over jeres barn. Om du har råd til at sidde i huset selv, kan jeg ikke vide, og hvis ikke, så må det sælges, og du og din mand må dele overskuddet eller tabet. Dernæst får du fat i de veninder, der er tæt på dig, så du kan få hjælp til at komme igennem de første måneder alene. Og ja, så tror jeg, næste skridt må være at få fat i en god psykolog, så du kan begynde at udforske, hvorfor du finder dig i så meget, som du gør. Mit ærlige råd er, at du begynder på den smertelige proces, det vil være at sige farvel til din dejlige drøm. Det gør ondt, men nogle gange er det sådan, livet er. Til sidst vil jeg sige til dig, at ja, det er svært for børn, når deres forældre bliver skilt, men din dreng er så lille, at det skal han nok klare. Det, der kan blive svært, er, at du og din mand skal arbejde sammen om jeres søn de næste 16 år, og uanset hvordan det ser ud følelsesmæssigt lige nu, så er det sådan, det er, og dér skal I begge to være rigtig dygtige til at sætte jer ud over jeres egne følelser.

Lad lige mine ord få lov at synke ind – måske er du ikke klar til dem endnu, og så er det jo bare sådan, det er.

Kærlig hilsen Renée

Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Skriv til femina, Havneholmen 33, 1561 Kbh. V, og mærk kuverten ”Kære Renée”. Eller send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej.

Meget mere Renée

Her kan du finde tidligere svar og klummer fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.

Følg også femina på Facebook, hvor du altid er velkommen til at komme med din mening om artiklerne i bladet eller andre ting, du finder aktuelt at debattere.