Tine Bendixen: Når jeg dør, må ormene få mig

Jeg tror, de fleste af os har det med døden, som vi har det med universets uendelighed: Når man nu ingen anelse har om, hvordan det slutter, giver det ikke mening at belemre sin hjerne med opgaven.

Af: Tine Bendixen

https://imgix.femina.dk/media/article/klummeskribenter_tine.jpg

Tanken dukker jo op af og til: Det ender med, at man dør af det – livet. Så skynder de fleste af os at tænke på noget andet. Medmindre man har barnetroen i behold og satser på Paradis, er der heller ikke ligefrem noget at glæde sig til, det er endegyldigt slut med liv og glade dage, og fik man overhovedet set det, man ville? Desuden er der ingen af os, der ved, hvordan det føles at dø – undtagen selvfølgelig dem, der har haft nærdødsoplevelser og fortæller om tunneller med lys for enden og berusende lykkefølelse og den slags (interessant nok har ingen nærdødsoverlevere fortalt om, at de har mødt 72 jomfruer, og dét var måske lige en vigtig oplysning, der burde videregives til potentielle IS-selvmordsterrorister …). Jeg tror, de fleste af os har det med døden, som vi har det med universets uendelighed: Når man nu ingen anelse har om, hvordan det slutter, giver det ikke mening at belemre sin hjerne med opgaven.På den anden side: Måske er det alligevel en meget god idé at få et par ting på plads i god tid før sidste udkald? F.eks. om man vil begraves eller brændes? Som en af mine veninder sagde: ”Jeg synes, det var svært at stå tilbage, da min mor døde, og ikke vide, hvad hun ville”. Hvordan skal vi vide det, hvis vi ikke snakker om det? Da en af mine bekendte blev skilt, tog hun en beslutning. Hun ville ikke risikere, at hendes tre børn pludselig stod med ansvaret, hvis hun uventet stillede træskoene, så hun lavede en enkel plan: ”Mine organer må gerne genbruges, jeg vil begraves, og blomsterne skal være hvide”. Færdig. Hun ville absolut ikke brændes.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Jeg havde egentlig selv forestillet mig, at jeg ville brændes, men jeg ved ikke rigtig længere, efter at jeg har set en amerikansk dokumentar om en sørgende kvinde, der simpelthen åd sin mands aske. Ned i urnen med en spytvåd finger, og så indtog hun resterne af ham lidt ad gangen som en slags daglig trøst, mens hun frygtede den dag, urnen var tom. Det virker ikke som nogen god idé. Linse Kessler havde Moppers urne stående i sin lejlighed i flere måneder, mens hun ventede på, at det blev sommer, så de kunne strø asken ud over havet, og det er der noget hyggeligt og fint ved, men den slags kan jo også gå galt. PostNord skulle sidste sommer f.eks. sørge for at sende en urne med asken af en afdød kvinde fra Tyskland til Sverige, så den nåede frem til mindehøjtideligheden, men urnen forsvandt undervejs … sporløst. Med den efterhånden ringe mængde post fatter man ikke, hvordan den kan forsvinde. Vi gætter på, at urnen ikke befinder sig i Tyskland, tyskerne er for ordentlige til den slags. Og det er virkelig en nedslående tanke at blive efterladt i et mørkt hjørne på et lukningstruet PostNord-postkontor. Nogle ku’ tro, man var et askebæger ...

LÆS OGSÅ: Burka, niqab og chador er kvindeundertrykkende

Tager jeg for meget gas på døden? Muligvis – jeg tror nu, døden er ligeglad.

Jeg har i hvert fald besluttet mig: Når jeg dør – og det hedder det altså, det dér ”gå bort” er noget, man gjorde på Midtsjælland i 1970’erne – så må ormene få mig. Tilbage til naturen, simpelthen! Jeg synes faktisk, det giver virkelig god mening at sende sig selv tilbage i naturens kredsløb. Blive til muld, gå i ét med naturen, danne grobund for noget nyt. Kremering er heller ikke godt for CO2-udslippet. Det er absolut ikke sikkert, du er enig. Måske er du mere til kremering, fordi det er langt hurtigere overstået end formuldning. Men det er da meget rart at have tænkt over det i god tid, ikke?

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Tine Bendixen: Når jeg dør, må ormene få mig

Læs også