Superfood: Hvad er fup, og hvad er fakta?
Hvad er fup og fakta om "superfood"?
Vi har spurgt to eksperter, diætist Anne W. Ravn og phytoterapeut Rikke Goerlich, om, hvad der er fup, og hvad der er fakta om tre fødevarer, som siges at være superfood.
Er mørk chokolade superfood?
Kakaobønnen stammer fra kakaotræet, som vokser i Sydamerikas Amazonområde. Mere end 50 procent af bønnerne består af det faste fedtstof kakaosmør og bearbejdede kakaobønner anvendes i chokolade og kakaopulver. Mørk chokolade med et kakaoindhold på mindst 70 procent skulle efter sigende give smallere talje, faste bryster og øget sexlyst.
Rikke Goerlich, phytoterapeut:
- Jeg tror på, at mørk chokolade kan give øget sexlyst fordi kakao indeholder det stof, der hedder tryptophan. Det er et stof, som er i stand til at give os en følelse af velvære, overskud, glæde og en lethed til livet – og alt andet lige har vi kvinder større lyst til at være sammen med vores partner, når vi er glade, end når vi er bekymrede. Udover tryptophan er der også andre gode stoffer i kakaobønnen, som går ind og fremmer vores kognitive evner, vores koncentrationsevne og vores indlæringsevne.
TIP: Kakao indeholder også et stof, der hedder theobromin, som hjælper mod tør hoste, og derfor kan du med god samvittighed drikke varm chokolade med højt kakaoindhold, når du hoster og harker.
Anne Ravn, diætist:
- Helt lavpraktisk er der ingen tvivl om, at det er bedre at vælge mørk chokolade fremfor mælkechokolade. Men uanset hvor meget kakao, der er i, så indeholder chokolade fedt og sukker, så pas på med at lade dig besnære af snakken om antioxidanter og kakaoflavonoider, for hvis vi skal op og have den fulde effekt af chokoladen, skal du spise op til 200 gram om dagen – og så forsvinder taljen hos en del kvinder. Så nyd chokoladen i små bidder, og prioriter i stedet grøntsager som den vigtige kilde til din sundhed.
Læs endnu mere om forskellige slags superfood og få flere myter be- eller afkræftet
Er ingefær superfood?
Ingefær stammer fra Asien og er store, tropiske urter med en kraftig, flerårig jordstængel, der indeholder celler med aromatiske stoffer. Den har været brugt medicinsk og bruges i dag i alt fra øl og kage til suppe og ingefærshot. Ingefær siges at kunne holde årstidens forkølelser på afstand.
Rikke Goerlich, phytoterapeut:
- Ingefær er roden til alt godt. Den dræber bakterier helt oppe fra vores mundhule og hele vejen ned gennem vores fordøjelsessystem. Faktisk er det sådan, at man i lande, hvor man ikke lige har et køleskab indenfor rækkevidde, marinerer fødevarer i ingefær for at undgå, at det ender som en fordærvet grøn klump på køkkenbordet. Ingefær fremmer således de stoffer i vores krop, som patruljerer yderst på vores slimhinder og på vores hud og genkender og fjerner fremmede bakterie i opløbet – inklusive forkølelse. Så et ingefærshot om dagen kan jeg kun være fortaler for. Og ingefærte eller et ingefærshot før et måltid fremmer indtaget af næringsstoffer, hvilket er en fordel, hvis du i en periode er småtspisende.
Anne Ravn, diætist:
- Der er helt sikkert noget interessant ved ingefær, men spørgsmålet er, om de hastigt producerede ingefær, vi dyrker i dag, har samme indbyggede madpakke af sundhedsfremmende stoffer som ingefær, der har groet i årevis i østen. Jeg er dog selv vild med ingefær, så jeg håber, at forskningen vil vise, at det er ligeså effektivt, som det er velsmagende – også selvom det i jagten på antioxidanter og fibre nok er nemmere for de fleste af os at indtage den nødvendige mængde af kål, bønner og rodfrugter end tilsvarende sundhedsfremmende mængder af ingefær.
Superfood – få de lækre opskrifter
Er chiafrø superfood?
Chiafrø blev oprindeligt dyrket af aztekerne i Sydamerika, men er forholdsvis nye i Danmark. Chiafrø er rige på omega3-fedtsyrer og protein samt fibre, kalcium og antioxidanter. Chiafrø siges at være en uundværlig kilde til sundhed.
Rikke Goerlich, phytoterapeut:
- Indrømmet: Ligesom mange andre danskere har jeg også haft svært ved at finde ud af, hvordan jeg skulle implementere chiafrøene i min kost. Nu har jeg blandet dem i den kornblanding, jeg bruger til grød om morgenen, for jeg er nemlig ikke i tvivl om, at chiafrø indeholder mange vigtige stoffer og at deres evne til at svulme op til mange gange deres egen størrelse, når de kommer i vand, er med til at skabe en god mæthedsfølelse.
Anne Ravn, diætist:
- Som udgangspunkt er jeg ikke et sekund i tvivl om, at chiafrø, blåbær, havtorn og andre typer superfoods er sunde. Chiafrø har en geldannende effekt, de mætter, indeholder omega3-fedtsyrer og protein og har en god næringssammensætning. Fremragende til en varieret kost og til at bage et lækket, svampet brød – men chiafrø indeholder ikke noget, som vi ikke kan få på andre måder.
OBS: Anbefalingen på max. 15 gram chiafrø om dagen giver dig 0,3 gram omega3-fedtsyrer, mens 100 gram laks giver dig 2 gram af de gode omega3-fedtsyrer.
Om eksperterne:
Anne W. Ravn er diætist og arbejder til daglig på Aarhus Universitetshospital og er med i SØNDAGs sundhedspanel. Læs mere på anneravn.com.
Rikke Goerlich er phytoterapeut og daglig leder af Urteskolen og er med i SØNDAGs sundhedspanel. Læs mere på Urteskolen.com.