Zeinab Mosawi blev sendt på genopdragelsesrejse: ”Mine forældre føler ikke, de har gjort noget forkert”

Zeinab Mosawi

Man kan komme langt med stædighed. Det må være konklusionen. For 22-årige Zeinab Mosawi er en splint af et menneske – 43 kilo og 165 cm – men med sin enorme vilje til selv at bestemme over sit liv har hun brudt med sin egen kulturs normer og forvent­ninger. Og dét trods masser af ballade med forældrene, et selvmordsforsøg med 30 Panodiler og ”kronen på værket”: En ufrivillig genopdragelsesrejse.

Zeinab var 16 år, da hendes forældre efterlod hende i Irak i 2012. Det tog fem desperate måneder, før det lykkedes hende at få kontakt til de danske myndigheder og siden blive smuglet hjem i en aktion, der var en James Bond værdig. Zeinab fortæller sin historie i bogen ”Himlen over min fars tag”, og den afspejler, hvordan hverdagen er for de piger, der lever her i landet i traditionelt religiøse muslimske familier og sidder fast i kulturkløften. Nogle af dem ender, som Zeinab, på en genopdragelsesrejse. Zeinab pointerer, at hendes forældre formentlig, ud fra det, de vidste, gjorde, hvad de fandt rigtigt. Problemet var bare, siger hun, at de vidste for lidt, fordi de havde misset det vigtigste: At åbne sig for det danske samfund og integrere sig.

– Men mine forældre føler ikke, de har gjort noget forkert. I deres øjne har de gjort det bedste, de kunne for at passe på mig og på min ære og især på deres egen ære – forstået på den måde, at når jeg en dag skulle giftes, så havde jeg været en god og ordentlig pige, der selvfølgelig aldrig havde festet eller drukket, så der var nogen, der gerne ville giftes med mig. Så jeg skulle tage tørklæde på og gå i skole og komme pænt hjem, indtil jeg blev gift. Hvis jeg skal se positivt på det, mine forældre har gjort, har de bare været super uvidende.

Zeinab skal have godt med sukker i kaffen, ”det er sådan en araberting”, siger hun grinende. Hendes kæreste er lige gået, han afleverede hende omsorgsfuldt, han hedder Xander Lin­net, ja, musikeren med den kendte mor. Det viser noget om, hvor langt Zeinab har rykket sig fra udgangspunktet.

HARAM!

Zeinab kom til Danmark som toårig, familien var på flugt fra Saddam Husseins Irak, de havnede i et rækkehus i Allerød. Og Zeinab kom i børnehave, gik på sprogskole for at blive bedre til dansk, kom i nulte, var den eneste indvandrer i klassen, fik i begyndelsen lov til at komme med på skoleturene, gik i SFO, lærte et formfuldendt dansk og fik en hjerteveninde, Simone. I weekenderne gik hun i koranskole og i arabisk skole. Og fik tørklæde på som niårig. Da hun var 13, tog hun til sine foræl­dres store vrede tørklædet af og nægtede at tage det på igen.

– Jeg tror bare, jeg fik nok af, at jeg i så mange år havde skullet gøre noget, som ikke var mig. Jeg følte heller ikke, at jeg gjorde det ordentligt, for jeg rendte rundt med en hætte oven på mit tørklæde hele tiden. Jeg VILLE bare ikke gå med tørklæ­de mere. Jeg var kommet i teenagealderen, hvor mine veninder måtte alt muligt, og jeg ingenting måtte. Jeg ville også gerne glatte og krølle mit hår og tage neglelak på. Jeg fik altid at vide, at det, jeg gjorde, var forkert. Jeg ville helt vildt gerne starte til ballet eller bare begynde at løbe – dét måtte jeg ikke. Det var HARAM. Det gjorde piger ikke. De må ikke have noget at gå op i.

LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Jeg risikerer mit liv, jeg kan gå ud på gaden lige efter det her interview og blive skudt i hovedet:"

Havde du de samme vilkår derhjemme som din storebror Mohammad?

– Han er en dreng, ikke? Han fik ja med det samme. For mig var det meste en kamp. At forsøge at få lov til at komme på lejrskole, til fest på skolen, til min venindes konfir­mation – hun var jo kristen! – eller bare at overnatte hos Simone. Nogle gange føltes det, som om jeg gentog mig selv igen og igen uden at blive forstået. ”Hvorfor må jeg ikke sove hos Simone? Jeg skal spise med hendes familie og se en god film. I kan ringe og tjekke, om jeg er der ...”. Allige­vel fik jeg nej. Jeg forstod det ikke. Så jeg begyndte bare at gøre tingene, selv om jeg havde fået nej. Og så fik jeg meget skældud og fik den kolde skulder. Nogle gange blev jeg slået. Men mest ignoreret. Jeg blev nærmest det sorte får i familien. Ingen snakkede til mig, og hvis jeg ville fortælle min mor et eller andet, ignorerede hun mig fuldstændig. I flere dage.

UMULIGT

Zeinab gik til private fester og ungdomssko­lefester med Simone. Fik prøvet vodka-shots. Og at kaste op. Og hun kom hjem, når det passede hende.

Du blev vild?

– Ja. Jeg kunne aldrig finde på at kysse en fyr. Eller flirte med en. Overhovedet. Det ville trods alt være UMULIGT. Men ja … jeg VAR vild. Jeg nåede et punkt, hvor jeg blev lidt ligeglad med mine forældres hold­ning til, hvad der var rigtigt og forkert.

Var du bange for din far?

– Ja. Fordi jeg vidste, hvor stor en vrede han nogle gange havde i sig. Bare de ting, han kunne finde på at sige til mig, og at han nogle gange også slog mig og spytte­de på mig …

Og der var en anden side af Zeinab end den vilde, åbne pige. Den pige havde det svært, fordi hun ikke kunne overskue sit liv i kulturkløften.

– Jeg gik til psykologsamtaler på Allerød Kommune, fordi jeg havde cuttet og havde svært ved at finde ud af det hele og bare var ulykkelig. Jeg havde også forsøgt at begå selvmord ved at spise 30 Panodiler og havde kastet voldsomt op. Det eneste, min mor spurgte ind til, var: ”Er du sikker på, at du ikke er gravid?”. Hun var mega sur på mig. Jeg kunne bare ikke fortælle hende, HVAD det handlede om. Det har jeg aldrig kunnet med mine forældre. Jeg var kommet ind i en ond cirkel med rigtig meget fravær i skolen, og ingenting gav mening for mig. Jeg kunne fortælle Simone om det nogle gange. Andre gange var det for meget at fortælle hende om de voldsomme ting. Så jeg gik meget alene med det og skrev meget dagbog. Og ja…. så cuttede jeg.

I CHOK

Zeinab var lige fyldt 16 år, da hendes foræl­dre fortalte, at familien skulle på ferie i Irak. Men det var over jul og nytår, og Zeinab havde aftalt at holde nytårsaften med Simo­ne og alle veninderne.

– Så jeg blev ved med at sige til mine forældre: ”Det kan jeg ikke, længere er den ikke!”. Til sidst sagde mine forældre, at hvis jeg tog med, skulle de nok sørge for, at jeg kom hjem inden nytårsaften. Og … det er mine forældre, ikke? Jeg stolede så meget på dem. De havde ikke på den måde gjort noget voldsomt inden. Det var mere, at jeg havde fået skældud og var blevet slået.

Så Zeinab tog med til Irak – konstant iført abaya for ikke at fornærme familien. Men da hjemrejsen nærmede sig, skulle pludselig kun Zeinabs mor og bror rejse. Siden rejste Zeinabs far også. Han forklarede, at hendes opholdstilladelse i Danmark og hendes pas var udløbet. Han måtte tilbage for at løse det. Zeinab skulle blive hos hans familie i huset, der faktisk var hans ejendom.

Hvordan føltes det?

– Jeg tror, jeg var i chok i længere tid, før det egentlig gik op for mig, hvad der foregik, fordi det bare var så utroligt, at det var éns egne forældre, der gjorde det imod én. At skulle igennem det, som de udsatte mig for, har været helt vildt og utilgiveligt.

Tilmed var hun effektivt afskåret fra alt.

– Jeg havde ikke min mobil med. Det måtte jeg ikke. Kun min mor og far og Moham­mad havde haft deres telefoner med. Mine forældre havde sagt: ”Tænk, hvis din mobil bliver stjålet eller tabt, nej, den lader vi bare blive hjemme ...”. Og igen, det var mine forældre. Jeg stolede på dem.

Du fik lov at ringe hjem, af din fars familie?

– Ja. Jeg ringede meget til mine forældre for at høre om mine papirer. Til sidst blev de lidt trætte af mig og bad mig om ikke at ringe så meget. Min far sagde: ”Sagen er i gang. Vi må vente!”. Så der kunne gå to-tre uger, uden at jeg snakkede med dem. Og det var overhovedet ikke rart at være i min fars familie. De havde det ikke så godt økonomisk, var meget tunge og negative og havde alt det med ære, de var helt vildt religiøse. Jeg bad ikke rigtigt, mens jeg var der, og det var jeg ærlig om. Jeg var også ærlig om, at jeg ikke gik med tørklæde i Danmark. De var nærmest i chok. Og mæn­dene i familien var meget dominerende. Det handlede altid om religion, eller jeg fik lange prædikener om, hvor god en pige man skal være, hvor vigtigt det er at bede, hvad tøj man skal have på ... Jeg magtede slet ikke at høre på det. Jeg trak mig mere og mere. Jeg gik op på taget og solede mig eller kiggede ud over byen eller bad. Eller skrev dagbog. Det var dér, jeg kunne føle mig fri og havde ro og kunne samle tankerne.

Oppe på taget sad Zeinab også og tænkte på en vis Xander Linnet, som hun havde mødt til en af hans koncerter, siden tilfæl­digt i en butik og så en enkelt aftalt gang, lige før hun rejste.

– Så det brugte jeg også rigtig meget tid på at tænke over ... Jeg havde ikke engang kysset ham.

Sådan gik der tre måneder – indtil en aften, hvor Zeinabs fætter Hamza forsøgte at provokere hende, så han kunne udnytte sin mandlige ret til at slå hende. Zeinab blev for første gang rigtig bange. Hun fik lov til at ringe til sin mor, som blev rasende og kontaktede sine forældre i Basra. Zeinab flyttede ind hos dem og deres døtre og svigersøn. Situationen blev bedre, men hun ville hjem til Danmark.

Hvad var dine forældres plan egentlig?

– At jeg skulle være dér resten af livet. Det er jeg 100 på. For da jeg kom til Basra, ville mine forældre have, at jeg begyndte at gå i skole. Jeg ville ikke, jeg kunne godt gen­nemskue det: De tænkte, at så kunne jeg få lyst til at blive. De holdt også op med at snakke om tid i forhold til mine papirer. Jeg tror simpelthen, deres plan var, at jeg skulle blive dér og giftes, så jeg fik et liv dérnede.

LUSKET

Hjemme i Danmark havde ingen hørt et ord fra Zeinab i tre måneder. Men bedstefor­ældrene i Basra havde et skrummel af en computer. Som de kvindelige medlemmer af husstanden ikke måtte bruge, når onkel Alaa ikke var hjemme – selv kvindernes mobiltrafik blev overvåget. Men det lyk­kedes Zeinab at snige sig på sin hotmail, mens en af hendes mostre holdt vagt. Hun havde forklaret mosteren, at hun gerne ville ”skrive til en veninde”.

– Jeg havde en gammel mail i min indbak­ke fra kommunens psykolog. Så jeg skrev en meget kort mail til hende: At jeg ikke vidste, om hun vidste det, men om der mon var nogen, der havde lagt mærke til, at jeg ikke var derhjemme mere? Jeg skrev også, at mine forældre havde sagt, at jeg havde mistet min opholdstilladelse. Om det passe­de? Næste gang jeg loggede på, havde hun svaret: Det passede ikke.

Hvordan føltes det at læse den mail?

– Jeg var … i chok. Og irriteret på mig selv over, at jeg kunne være så naiv. Men … det gik også op for mig, at jeg var blevet svigtet rigtig hårdt af de mennesker, der skulle pas­se på mig. Mine forældre … Og dér begynd­te jeg at få et had til mine forældre, fordi de havde været med til at ødelægge SÅ meget for mig. Jeg var bare så ked af det.

Via psykologen kom Zeinab i kontakt med den danske ambassade i Bagdad. For at undgå at skabe mistanke sørgede hun for at skulle mindst muligt på computeren. Der blev lagt en plan: Zeinab skulle en tidlig morgen snige sig ud af huset iført sin abaya og gå et stykke vej hen til en forretning, hvor en bil ville vente på et aftalt tidspunkt. Det lyder lettere, end det var. At forlade huset uset var en udfordring. At gå ALENE på gaden som kvinde var en udfordring. Da hun nåede forretningen, var bilen der ikke, og hun vidste, familien om lidt ville stå op og opdage, at hun var væk. Zeinab var ved at gå i panik. Men bilen kom i sidste øjeblik. Zeinab nåede rystet Bagdad.

– Når jeg tænker over det, føler jeg slet ikke, det faktisk er sket, for det var bare så vildt. Jeg var 16 år! Jeg synes, det var ret intelligent, jeg fik det til at ske og gennem­førte det. Man lærer sig selv at være god til at lyve, god til at gemme på følelser, god til at spille lidt med for at opnå det, man gerne vil. Være lidt lusket. Jeg havde aldrig fået lov til at rejse, hvis jeg havde spurgt. Aldrig.

Zeinab havde ikke noget pas. Hun blev ud­styret med et stykke papir med en kopi af et Facebookbillede af hende, påklistret med tape. Det krævede selvsagt, at man kendte nogen, der kendte nogen i lufthavnen at få hende igennem … Det var på et hængende hår. To dage i træk blev flyafgangen aflyst, først den tredje dag lettede Zeinab på et fly fra Bagdad.

– Jeg græd, jeg var meget rørt. Og nervøs for, hvad der ville ske, når jeg landede.

Zeinab kom på krisecenter. Derfra på et opholdssted i Helsinge. I håb om bedring af forholdet flyttede hun hjem til sine for­ældre, men det gik galt, da hun insisterede på at tage på en uges ferie til Spanien med Xander, som hun havde mødt igen. Da hun kom hjem, var hendes værelse endevendt, og hendes far smed med stor voldsomhed både Zeinab og hendes ting ud. Så kom hun på krisecenter igen. Sine ting fik hun hentet i selskab med to bevæbnede betjente og en sagsbehandler.

– Der var ikke tale om, at jeg kunne hente dem selv. Efter ferien med Xander havde min far truet mig med, at han ville slå mig ihjel. Han ville finde ud af, hvor jeg var henne. Jeg havde bragt skam over familiens ære, fordi jeg var sammen med en dansk fyr. Og i det hele taget: Fordi jeg havde væ­ret sammen med en mand før ægteskab.

LÆS OGSÅ: Christina Rosendahl: "Jeg er vokset op i en familie med rigtig meget vold."

Zeinab bor i dag hos sin mor i Allerød – for­ældrene blev skilt, efter at Zeinab var blevet smidt ud hjemmefra.

– Jeg har ikke snakket med min far eller set ham i fire år, jeg har ingen kontakt til ham. Min mor er stadig lidt efter mig, hvad angår min påklædning, men hun HAR forstået, at hun ikke kan ændre på mig. Men af respekt for hende går jeg ikke hjemmefra i kort kjole. Hun ved godt, at jeg drikker drinks og tager i byen indimellem. Og hun kan faktisk lave sjov med det: ”Hvilken bar skal du på i dag? Skal du have champagne?”. Så griner vi.

Har du tilgivet dine forældre?

– Nej, det har jeg ikke. Og slet ikke min far. Det tror jeg heller aldrig, jeg kommer til. Jeg føler ikke, jeg har noget tilovers for ham. Han har aldrig kunnet indse, at det, de gjorde, var forkert. Den dag i dag har jeg ikke snakket med nogen af mine forældre om de fem måneder i Irak. Overhovedet ikke. Hver gang jeg bringer det på bane over for min mor, lukker hun det emne me­get hurtigt. Hun KAN ikke snakke om det.

Zeinab er stadig kærester med Xander, det er den fine del af historien. For de fem må­neder i Irak har på mange måder skabt rod.

– Jeg har haft svært ved at få mit liv til at fungere. Med hensyn til uddannelse. Med hensyn til hvem jeg er som menneske. Jeg ville gerne bevise over for mine forældre, at jeg godt kunne blive til noget, på trods af hvad de havde gjort, så det lykkedes mig med en del besvær at tage en hf.

BOBLE-LIV

Spørgsmålet er, hvorfor det gik, som det gik. Det var på grund af Zeinabs fars arbej­de som journalist, familien oprindelig måtte forlade Irak. Han havde hørt om det frie og demokratiske Skandinavien, så målet blev Danmark, hvilket egentlig er paradoksalt.

– Jeg tror faktisk, at mange, der kommer til Danmark, er bange, for det hele er så frem­med, og det eneste, de har, er deres kultur, normer og værdier, som de kender og sav­ner fra hjemlandet. De holder så stærkt fast i det, fordi det andet er så skræmmende en realitet for dem. Men når indvandrere bor i særlige områder og kun blander sig med deres egne, ender de med at leve i en boble. Der er for mange, der ikke har integreret sig godt nok i det danske samfund, og som på rigtig mange punkter er uvidende om det. Det er, som om det danske samfund er ”farligt”. Eller som om måden, danskerne lever på, er så forkert, at man ikke vil have noget med dem at gøre. Men det er bare meget bedre, når vi blander os sammen og lærer hinanden at kende. Det er sådan, man udvikler sig og giver værdier videre til sine børn. Man skal finde balancen. Jeg vil gerne have det gode fra min kultur og det gode fra den danske kultur. For det er her, jeg bor, jeg er nødt til at integrere mig.

Spørgsmålet er også, om Zeinab havde magtet den rejse, hun har taget, hvis hun var vokset op i en ghetto.

– Jeg er stædig, jeg tror, jeg havde kæmpet imod alligevel. Men jeg må også erkende, at jeg i en ghetto nok nemmere ville blive på­virket til at være ”rigtig”, fordi jeg ville have veninder, som også havde tørklæde på og gik i moskéen. Men jeg vælger at tro, at min stædighed ville vinde, fordi der er så mange ting i min egen kultur, som jeg ikke synes er rigtige. Jeg synes ikke, man som pige skal leve et kedeligt liv med begrænsninger.

Og dermed siger Zeinab indirekte, at foran­dring skal komme fra hendes egen generation af unge kvinder.

– Og den næste! Det er vigtigt for mig at sige, at der ikke er noget i vejen med selve religionen islam, den bygger på kærlighed og håb. Det er traditioner og traditionelle samfund, der i mange tilfælde undertrykker kvinder eller bestemte befolkningsgrupper. Det er ikke udelukket, at jeg en dag tager tørklæde på igen, men det skal være af min egen fri vilje. Bogen hedder symbolsk ”Himlen over min fars tag”, fordi jeg i Irak følte mig tynget af alle forventningerne, un­dertrykkelsen og kontrollen. Gud og selve meningen med livet er for mig OVER min fars tag, dér er jeg fri.

”Himlen over min fars tag” kommer til at stå på biblioteket, og der er piger derude, som vil snige sig til at læse den – og for­ældre, der ikke vil bryde sig om det?

– Jeg håber, de piger vil læse den. Og blive inspireret. Jeg tror, der er rigtig mange mus­limske familier, hvor pigerne ikke tør fortælle, hvordan de har det, fordi de udmærket godt ved, at det slet ikke passer ind i forældrenes normer, værdier og ære. Det er så vigtigt at turde tage kampen. Finde ud af, hvem man selv er. Og at man tør være STÆRK.

Zeinab Mosawi, 22 år, dansk statsbor­ger siden december 2017, oprindelig fra Irak, opvokset i Allerød. Aktuel med bogen ”Himlen over min fars tag”.