Renée Toft Simonsen: Vi skal være lidt mere kærlige overfor os selv

Renée Toft Simonsen er i overgangsalderen, og som tusindvis af andre danske kvinder lever hun med svedeture, manglende nattesøvn og en følelse af at være tyndhudet og sårbar. Noget, hun også fortæller om i sin nye bog ”Jeg er f*cking hot! – En rejse i det indre landskab omkring de 50 år – og et forsvar for sårbarheden!” Bemærk de to udråbstegn i titlen. De siger nemlig også noget om Renée – at hun har noget på hjerte, og at hun ikke er bange for at tale både højt og tydeligt. Det gør hun så her i køkkenet i det hyggelige byhus i Aarhus midtby, som hun deler med sin mand Thomas Helmig og parrets yngste søn Hugo, der som 19-årig med stor succes er fulgt i sin fars musikalske fodspor. Renées to ældste børn, Ulrikke og Jens Kristian, er flyttet hjemmefra, det samme er Thomas’ datter Ida Marie, der venter sig og dermed lige om lidt gør Renée til ”bonus-mormor”.

Midt i suppen

Renée har i tidens løb markeret sig som især børnebogsforfatter og som brevkasseredaktør i Femina, og nu har hun så udgivet en ny bog, som i den grad er for voksne kvinder. – Det, der satte arbejdet med bogen i gang, var en irritation over at blive overtaget af noget, som jeg ikke havde kontrol over. Jeg havde den her følelse af ”Why me?”, indtil jeg blev opmærksom på, at det ikke kun var mig, men også alle andre kvinder, der ville komme til at stå midt i den her suppe, som overgangsalderen er. For Renée begyndte overgangsalderen at melde sig for omkring fire år siden, hvor hun fik det enormt varmt om natten i dagene op til sin menstruation. Det gik der nogle år med, men så begyndte hendes menstruation at udeblive og temperaturen at stige. – Jeg blev hot og hottere, og nu vil jeg efterhånden tro, at jeg er ved at være hottest, siger Renée med et grin, der lyser hendes ansigt op. Overgangsalderen bragte ikke alene svedeture og søvnløse nætter ind i Renées liv. Den bød også på en intensiveret følelse af sårbarhed og en udpræget tendens til at bekymre sig. Det er ikke helt nyt for Renée. Angst har været hendes følgesvend igennem mange år, hun har lært at leve med den og har arbejdet med den igennem selvudvikling, healing og meditation. – Jeg har ikke fået angst af at være i overgangsalderen. Det er mere negative og sorte tanker, jeg har haft. Og det er ret normalt, har jeg læst mig frem til. Desuden kunne jo også godt se, at mit sortsind på ingen måde harmonerede med mit liv. Thomas og jeg har det fantastisk, vi blev ikke skilt, og ungerne har det godt. LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen om at have voksne børn: Det føles lidt som at blive forladt

Find din egenomsorg frem

-Mange kvinder ser overgangsalderen som et værditab, og selvfølgelig er der også noget, man siger farvel til: sin ungdom og sit gode udseende. Desuden er overgangsalderen et tab af eksistentiel berettigelse. Fertilitetsmæssigt har vi jo udfyldt vores funktion: Vi kan ikke længere få børn. Det er en livsfase, som vi måske ikke har så meget lyst til at tale om, for bare det at blive ældre kan være skamfuldt i vores ungdomsfikserede kultur. Det er meget ærgerligt, for at tale om overgangsalderen gør det nemmere at få parkeret alle de forandringer, der sker med os kvinder omkring de 50 år. Ud over de fysiske forandringer er der for Renée ingen tvivl om, at kvindeliv omkring de 50 byder på en række følelsesmæssige udfordringer: Ens forældre er ved at blive ældre, og børnene er måske så store, at de er ved at forlade reden. – Derfor er det også vigtigt, at vi finder os selv i det. For skal vi sidde og hyle og græde resten af vejen og tro, at nu er det slut? Eller skal vi sige, at nu er vi et nyt sted, hvor der også er mange muligheder? Og så må vi mobilisere vores indre egenomsorg og være lidt mere rummelige og kærlige over for os selv.

Det var nødvendigt

Tilbage i 2013 meddelte Renée og Thomas i en pressemeddelelse, at nu skulle de skilles. Noget, der i den grad fik mediernes bevågenhed. – Når jeg ser tilbage på det nu, tænker jeg da nogle gange på, om det fra min side kunne have været den begyndende overgangsalder, der spillede ind. Men det er svært at sige. Jeg skulle finde ud af, hvilket ægteskab jeg ville have, hvad jeg ville være med til og ikke mindst ikke være med til. Desuden var der sket det for os, som sker i mange relationer: at man glemmer at sætte pris på det, man har, og ikke får prioriteret hinanden. Man begynder måske ovenikøbet at tage hinanden for givet. Det gjorde vi, hverdagen kørte, og pludselig kunne vi ikke finde hinanden igen. Det var en stor del af det. Vi havde og har stadigvæk travle liv som så mange andre: Der er så meget, vi synes, vi skal nå. Så det der med nærvær og det at være sammen med hinanden, det blev nedprioriteret. Og det er farligt, må jeg jo bare konstatere. Der er mange, som bliver skilt på grund af det, og som ikke finder hinanden igen. Der var vi virkelig heldige, der skete et mirakel. Vi kunne ikke undvære hinanden og fandt derfor sammen igen. Men vi var også dygtige begge to. Er det så anderledes nu, efter at I fandt sammen igen? – Ja det kan jeg love dig. Det var både godt og nødvendigt, at vi var fra hinanden. Vi lærte rigtig meget begge to, og jeg tror, at det, vi var igennem, altid vil sidde i os. Vi ved, at vi skal gøre os umage med både os selv og med hinanden – ikke bare hvile på laurbærrene. Vi skal passe på hinanden og tage hinanden alvorligt. Det betyder, at vi taler meget sammen, og at vi gør det på en ordentlig og respektfuld måde. Faren er så, at nu går årene igen, og vi skal være opmærksomme på ikke at ende i det samme igen. Jeg tror på, at det er rigtigt, at kærlighed er et valg, og så er det hårdt arbejde resten af vejen. LÆS OGSÅ: Renée Toft Simonsen om de vigtige veninder