Brev til Nikoline Werdelin: Min mor er bitter og negativ
Kære Nikoline Werdelin
Jeg er en kvinde på 33 år, som venter mit første barn sammen med min kæreste. Vi er lykkelige og lever et dejligt liv med gode job og et lille hus, vi lige har købt. Min kæreste kommer fra en velfungerende familie og har haft en tryg og kærlig barndom. Jeg derimod har måttet kæmpe hele mit liv. Min mor blev forladt af min far, da jeg var spæd. Siden har hun været bitter på alt og alle, og jeg har altid følt mig som en belastning for hende. Heldigvis var jeg ret god i skolen, så jeg fik meget ros og bekræftelse fra mine lærere, og min mormor har også altid været sød over for mig.
Min mor er stadig meget negativ og tror dårligt om alle mænd. Hun siger tit, at det sikkert kommer til at gå mig, som det gjorde hende, og at min kæreste forlader mig på et tidspunkt. Egentlig synes jeg, det er synd for hende, at hun har sådan et trist syn på livet – og på mig – men jeg kan alligevel ikke helt slippe hendes advarsler. Jeg er bange for at blive en dårlig mor og frygter, at min kæreste forlader mig. Har du nogen idéer til, hvordan jeg slipper ud af denne her negative spiral?
Kærlig hilsen, Den bekymrede
LÆS OGSÅ: Brev til Nikolin Werdelin: Jeg er bange for, at han ødelægger min datters konfirmation
Kære Den bekymrede
Ja. Først og fremmest synes jeg, du skal klippe hundesnoren, som din mor holder i hånden, helt over. Du er voksen, og du har din kæreste at støtte dig til. Det nytter ikke noget at blive ved med at gå ved siden af din mor som en hund i halsbånd, der ikke har noget valg. Du beskriver en misundelig mor, der prøver at ødelægge din glæde. En bitter dame, der ikke tog ansvaret for sit liv og sin sorg, da hun var ung. Det er meget svært at blive forladt med et lille barn. Men livet er fuld af modgang – man må prøve at komme igennem det med sit varme hjerte i behold. Lære at trøste sig selv og at tro på andre igen.
Det klarede din mor ikke. Nu står du og skal have et barn sammen med din kæreste. Du har fået et fint lille hus og en rar svigerfamilie. Kort sagt: alt det, din mor ikke fik. Selvfølgelig gør det din mor ulykkelig og minder hende om alt, hvad hun aldrig opnåede – hverken i første, anden eller tredje ombæring. Hun har ikke andre redskaber til at håndtere det og gøre sin ærgrelse mindre end at prøve at ødelægge det for dig.
LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min storesøster koster rundt med hele familien
Som du beskriver det, har din mors negativitet præget hele din opvækst. Men du kæmpede dig igennem med hjælp fra gode lærere og en kærlig mormor. Hey! Hvor længe skal det vare, før du tager halsbåndet af? Skal dit barn også gå i hundesele?
Sig STOP, kære bekymrede. Riv dig løs og stil dine betingelser. Hvis du skal gøre noget godt for din mor, skal du lære hende at opføre sig, så du og din familie kan holde ud at være sammen med hende.
Varme hilsener, Nikoline
LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Er vi for gamle til ægteskab?
Vil du skrive til Nikoline Werdelin?
Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.