Lars forsøgte at slå sin kæreste ihjel

Mette og jeg havde holdt nogle ugers pause i vores forhold. Nu havde hun inviteret mig på kaffe, men vi kom lynhurtigt op at skændes igen. Jeg husker ikke engang, hvad hun sagde. Faktisk tror jeg ikke, jeg hørte det. Jeg husker kun, at jeg blev så provokeret, at en klap lukke­de ned inde i mig. Jeg skubbede hende ind i en dør, hårdt. Andet huskede jeg ikke. Så gik jeg.

Jeg troede ikke på deres kærlighed

Der var ikke noget usædvanligt i situationen for mig. Jeg havde været i adskillige forhold før – omkring ni. De udviklede sig altid efter samme mønster. Jeg blev meget hurtigt jaloux. Min jalousi fik mig til at kontrollere de kvinder på alle tænkelige måder, som jeg var sammen med. Jeg ville bestemme, hvilket tøj de havde på, hvilken hårfarve de havde, hvor de gik hen. Og så startede volden. Skub og slag blev til voldsommere ting som at kaste dem mod ting. Jeg troede ikke grundlæggende på deres kær­lighed. Hvordan kunne de elske en som mig, der aldrig var blevet elsket i min opvækst? Det gjorde mig mistroisk. Jeg blev ked af det, og at være ked af det var for mig det samme som at være vred. Og min vrede havde kun ét udtryk: Vold.

LÆS OGSÅ: Direktøren for krisecentret: "De kvinder, der kommer her, er stærke"

Et sort hul

Jeg var derfor ikke overrasket, da politiet kon­taktede mig, senere samme aften jeg havde skubbet Mette. At ryge ind i 30 dage for vold var ret almindeligt i det miljø, jeg kom i. Denne gang lød anklagen ikke på vold, men på drabsforsøg. Jeg røg i fængsel i et år, og først langt henne i processen fandt jeg ud af, hvad der i virkeligheden var sket den aften. Efter at jeg havde skubbet Mette, havde jeg taget kvælertag på hende og forsøgt at slå hende ihjel. Min egen erindring var et sort hul på grund af stoffer og alkohol.

Terapi

Jeg sidder en aften i min lejlighed. Det er flere år siden, jeg udstod min straf. Ved hjælp af AA har jeg lagt både stofferne og alkoholen på hylden. Som jeg sidder dér, får jeg pludselig lyst til at gå i byen og smadre en eller anden. Det slår mig med ét: Af alle de negative ting, der styrer mit liv, mangler jeg at gøre op med volden. Jeg starter i terapi. I terapien skal jeg lave en tidslinje over mit liv. Her ser jeg det for første gang helt tydeligt. Volden er den røde tråd i mit liv. Fra min første erindring om min far, der slog mig så hårdt, at jeg som ganske lille røg ud af min høje stol ved spisebordet, gennem vold i skolegården, vold i nattelivet og i mine kæresteforhold. Min vrede forsvinder aldrig, men jeg har lært ikke at reagere på den. Jeg har fået forskellige redskaber til at kontrollere den, bl.a. medite­rer jeg dagligt. Jeg har fået et enklere liv og er ude af det kriminelle miljø. Jeg har en søn, som jeg håber, jeg kan hjælpe, så han ikke bliver, som jeg var.

Navnene på personerne i artiklen er opdigtede ud fra personlige hensyn, deres virkelige navne er redaktionen bekendt.