Selvudvikling
30. april 2018

Vibeke Hartkorn: "Jeg synes, der er brug for en motiverende opsang til kvinder"

52-årige Vibeke Hartkorn synes, vi bruger for lidt tid på at udvikle vores personlighed i forhold til, hvor meget tid, vi bruger på at slå os selv oven i hovedet med vores udseende.
Af: redaktionen
vibeke hartkorn, kropsidealer

foto:

Den tidligere nyhedsvært Vibeke Hartkorn, der nu er selvstændig kommunikationsrådgiver, ledelsestræner og bestyrelsesmedlem, afholdt for nylig et kursus for kvinder, der gerne ville lære at træde mere tydeligt frem i verden. En af de første ting, de gennemgik på kurset, var kvindernes billeder af sig selv kontra andres billeder af dem. Ti kvinder deltog. Ikke én af dem havde et selvbillede, der svarede til billeder, andre havde af dem. Ikke én.

"Vi har en masse forestillinger om, hvordan andre tror, vi er, og de er ofte negative: 'Jeg fylder nok lidt for meget. Jeg er nok sådan en, der snakker for meget. Jeg må hellere være en pæn pige og passe ind i det her nålestribede miljø, selvom jeg privat er en rockchick, der fyrer den af.' Vi kvinder bruger enormt mange kræfter på at holde os selv nede i stedet for at blive endnu mere af det, der er skønt ved os. Og ofte er vi slet ikke bevidste om, hvad der er skønt ved os, vi tør slet ikke spørge, fordi vi er bange for svaret," fortæller Vibeke Hartkorn.

"Vi tør ikke være os selv, i stedet bruger vi 75 procent af vores tid på at præve at komme at komme til at ligne nogle andre. Vi skal være tyndere, vi skal have noget andet hår og helst også en anden personlighed, og på et eller andet tidspunkt opdager de andre, hvordan vi i virkeligheden er. Den er der rigtigt mange, der går rundt med. I virkeligheden skulle vi spørge os selv, hvordan vi kan blive opdaget som dem, vi er, for det er lige præcis dét, der er brug for. Men ønsket om at høre til ligger så dybt i os, og vi bruger enormt mange kræfter på at komme til at høre til - på at blive elsket."

Hun ser det som en forpligtelse at tale motiverende om kvinder og kropsidealer, fordi mange af os bruger for lidt tid på at udvikle vores personlighed og være bevidste om, hvordan vi virker, i forhold til, hvor meget tid, vi bruger på at slå os selv oven i hovedet med vores udseende.

LÆS OGSÅ: Komikeren Ane Høgsberg: "Det er altså rart at åbne et blad, og se nogen, der ligner mig bare en lille smule"

”Der er brug for nogen, der får sagt til kvinder, at de skal holde op med at gå så meget op i deres udseende på den forkerte måde. Vi vil alle sammen gerne være lækre og skønne at se på – det vil jeg vil jeg også selv, jeg tænker da over mit tøj, mit hår, min vægt osv. – for vores udseende er det visitkort, vi går ud i verden med. Men. Jeg synes, der er brug for en motiverende opsang til kvinder: Prøv nu at bruge bare 25 procent mindre tid på at slå dig selv oven i hovedet med alt det, der er galt med dit udseende, og så brug de 25 procent på at blive interessant for andre mennesker at være sammen med.”

Fire gode råd fra Vibeke Hartkorn til kvinden, som elsker at hade sin krop:

* Hvad ville du fortælle dig selv, hvis du var din egen allerbedste veninde? Det samme, som du selv siger om dit udseende? Vær mod dig selv, som du ville være mod din bedste veninde.

* Bliv bevidst om du er i gang med at bygge dig selv op eller rive dig selv ned. Det, du tænker om dig selv, har en effekt, og påvirker hvad andre vil tænke om dig. Undersøg, hvordan du opfatter dig selv.

* Leder du kun efter dine fejl og mangler, eller værdsætter du også det, der ser godt ud på dig? Giv dig selv et positivt mantra om dit udseende, og sig det til dig selv hver morgen og hver aften, når du står foran spejlet.

* Dit udseende er dit visitkort ud mod verden: Vær lækker at se på OG vær optaget af, om du bringer positiv energi, er interesseret og har noget at bidrage med. Så BLIVER du en person, andre synes ser godt ud.

Vibeke Hartkorn, 52 år, kommunikationsrådgiver, ledelsestræner og bestyrelseskvinde i Vibeke Hartkorn Kommunikation. Gift med Anders Ibsen, som er partner i et internationalt ledelseskonsulenthus. Motto: ’If you want to be somebody – be yourself!’

Læs hele det store interview med Vibeke Hartkorn I Q nr. 4/2018 - køb det her

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også