Selvudvikling
3. maj 2018

Grubler du for meget? 3 måder at stoppe tankerne på

Grubler du, når livet går dig på? Kan du sagtens bruge hele timer eller dage på negative tanker, der kører rundt i et bekymret tankeloop? Lær at komme af fri gruble-sporet og se, hvordan du med øget bevidsthed selv kan beslutte, hvad du hellere vil tænke.
Af: Anne Hermansen
Grubler du for meget? Her får du tre måder at stoppe tankerne på

foto: Panthermedia

Mange grubler meget mere end godt er. Men hvordan skruer vi så ned for grubleriet og op for en lettere tilgang til tilværelsen? Ifølge mastercoach og mentaltræner Jørgen Svenstrup kan du vælge at træne på både på det bevidste og ubevidste plan – eller kombinere begge dele.

– Den vigtigste nøgle er din egen bevidsthed om, hvad du tænker – og at du selv kan vælge, hvad du vil tænke i stedet for. Det kan godt være lidt op ad bakke i begyndelsen og derfor en fordel f.eks. at arbejde med en coach, hvor du får hjælp til at træne og fastholde nye tankemønstre.

– Derudover er der tre metoder, du kan bruge på egen hånd: Den ene handler om at observere dine egne tanker. Forestil dig f.eks., at du sætter en lille ”observatør” skulderen, som registrerer dine tanker. Allerede efter nogle få dage vil du være langt mere bevidst om, hvad du egentlig går og siger til dig selv. Og når du ved det, så kan du jo beslutte at fortælle dig selv andre ting, f.eks.: ”Pyt, det går nok, vil jeg virkelig bruge tid på at tænke det?”

LÆS OGSÅ: Stop med at gruble, og træn evnen til godt humør

Sæt tid af til dig selv

– En anden metode er at have et dagligt refleksionsrum. Sæt lidt tid af f.eks. hver aften, hvor du evaluerer ganske kort: ”Hvordan ser det egentlig ud? Hvilke følelser og tanker har jeg haft i dag?”. Forskning viser, at den form for selv-evaluering på mange måder er rigtig sundt, for den øger din bevidsthed om, hvordan du har det. Og bevidsthed er forudsætningen for at lave noget om – eller øge det, der virker godt.

– Den tredje og effektive metode, når det gælder negative grublerier, er at stille dig selv spørgsmålet: ”Hvad handler det egentlig om?”. Dvs. følge tanken helt tilbage til kilden. Spole tilbage i en bekymret tankerække og opdage, hvad der egentlig udløste den? Ofte er det en lille ting, der bare har fået lov til at vokse, og som du måske i virkeligheden ikke engang gider bruge tid på eller let kan løse.

Måske er du slet ikke i tvivl om, at du nok bekymrer dig lige rigeligt og at det kunne være rart at trække mere på skuldrene og tænke: ”Nå, pyt”, ”det går nok” eller ligefrem ”det bliver så godt”. Men hvis du lige nu grubler lidt over, om du mon faktisk grubler for meget, så prøv engang at kigge nysgerrigt på dine egne tanker og følelser. Observer dem så nøgtern og neutralt, som du kan. Og gør det gerne konsekvent i en længere periode. At øge bevidstheden om, hvad du går og siger til dig selv, giver dig muligheden for at vælge at sige noget helt andet. Prøv f.eks. en af disse tre metoder eller miks alle tre:

LÆS OGSÅ: 5 tip til større selvværd og større mod

Tre konkrete måder at slippe grubleriet på:

Observatøren:

Forestil dig f.eks., at du sætter en lille ”observatør” på skulderen, som registrerer dine tanker og følelser. Allerede efter nogle få dage vil du være langt mere klar over, om du f.eks. har en tone af tristhed eller alt for mange bekymringer, som i virkeligheden ikke handler om noget konkret, men mere om, hvad du tænker om dig selv og verden. Med bevidstheden kommer muligheden for at spørge dig selv: ”Hvor længe vil jeg egentlig have det sådan?”

Refleksions-rummet:

Sæt lidt tid af f.eks. hver aften, hvor du evaluerer ganske kort: ”Hvordan ser det egentlig ud? Hvilke følelser og tanker har jeg haft i dag?”. Hvad er mon årsagen, og hvad kunne jeg i stedet tænke? Det øger din bevidsthed, som er forudsætningen for at lave noget om – eller gøre mere af det, der virker godt.

Gå tilbage til kilden:

Løber tankerne og følelserne afsted med dig, så stil dig selv spørgsmålet: ”Hvad handler det egentlig om?”. Dvs. følg tanken helt tilbage til kilden. Måske er det en lille ligegyldig ting, der bare har fået lov til at vokse. Måske er du faktisk sur, og så kan du nu undersøge, hvor længe du vil være det. Vil du mon give det fem minutter mere, en time eller en dag? På et eller andet tidspunkt har du ikke længere lyst til at være sur, og det kan du selv beslutte, når du er bevidst om, hvad det i virkeligheden handler om.

Kilde: Jørgen Svenstrup, mastercoach, mentaltræner og partner i kursusvirksomheden Empowermind. Se mere på empowermind.dk.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200.jpg

Læs mere om:

Læs også