Stine Fischer Christensen: Min skrøbelighed er min styrke

MØD Stine Fischer Christensen, 33. Lillesøster til filminstruktør Pernille Fischer Christensen. Bor i Los Angeles sammen med sin mand, filminstruktør Adam Hashemi. Fik sit gennembrud i Susanne Biers ”Efter brylluppet”, som hun modtog både en Bodil og en Robert for. Blev udråbt som shooting star ved filmfestivalen i Berlin i 2008 og har siden spillet med i bl.a. ”Underverden”, ”Smukke mennesker” og ”Unge Andersen”, hvor hun arbejdede sammen med Dronning Margrethe. VI TALER OM Den skrøbelighed, der gør dig stærk. Om at leve autentisk, fordi man ikke kan andet. Og om en livslang kærlighedshistorie, der begyndte i en legetøjsbutik. LIGE NU Kan du se Stine i den nye danske film ”Charmøren”. Dokumentaren ”Land of the Free” har lige haft TV-premiere på DR, og Stine skal tilbage til L.A. for at arbejde på en opfølger til filmen.

Hun havde været forelsket i ham, lige siden hun var en lille pige, der købte Fimo-ler og farveblyanter i den legetøjsbutik, han arbejdede i. Han var teenager, og det var hans mor, der ejede butikken – Stine var vel otte år, og boede i nabolaget. Hun skrev om den flotte og eksotiske fyr i sin dagbog, og da hun som 16-årig stod inde på Jazzhouse med en veninde en aften, så hun ham på dansegulvet, hvor han dansede med to langbenede blondiner. – Det er ham, det er ham! udbrød Stine til veninden. Og fik straks besked på at gå ud og danse med ham. – Så det gjorde jeg. Og jeg tror, jeg nærmest kyssede ham lige med det samme. Jeg har aldrig været så aggressivt flirtende før. Hvad så med de to blondiner? – Dem fik jeg skubbet væk. De brækkede nok nogle ben på vejen, hehe. Jeg kan huske, at han tog hænderne om mit ansigt og holdt mig ud fra sig, efter at vi havde kysset. Som om han tænkte: Nåå, okay, det er dig? Godt ... Drengen i legetøjsbutikken var Adam Hashemi,som Stine Fischer Christensen er gift med i dag. Deres livslange kærlighedshistorie har ikke været uden bump på vejen, det vender vi tilbage til. Først lidt om Stine, som er på kort visit i Danmark fra Los Angeles, hvor hun bor til daglig. ET POLITISK MENNESKE Rollen som Johanne i den nye danske film ”Charmøren” var en af dem, Stine Fischer Christensen ikke kunne sige nej til. Filmen er et intenst psykologisk drama om iranske Esmail, der desperat forsøger at finde en dansk kæreste, så han kan blive i landet. Men alt ændrer sig, da han stik imod planen forelsker sig i en iransk kvinde, og drømmen om en fremtid i Vesten begynder at vakle. ”Charmøren” er allerede inden den danske premiere i maj blevet kaldt en af årets mest interessante film og har fået priser på flere europæiske filmfestivaler. Stine Fischer Christensen har ingen bærende rolle i filmen – alligevel var det et af de projekter, hun valgte at tage til Danmark og indspille, fordi: – Den menneskeliggør en statistik. Vi ved, at flygtninge er et problem, men ofte bliver det et tal, vi ikke kan forholde os til – i filmen bliver tallet til et menneske, vi kan relatere til. Esmail er en almindelig mand, som prøver at gøre det bedste for sin familie, men bryder nogle etiske regler på sin vej. Det er et meget vigtigt emne, som bliver personliggjort, og jeg tror, filmen kan skabe en del debat. Er du et politisk menneske? – Det tror jeg er meget svært ikke at være. Jeg er ikke ekspert på nogen områder, men jeg prøver på at være et godt menneske, og det indebærer, at man skal tage stilling til politik, synes jeg. DRØMMETYDNING I FÆNGSLET Det er også samfundsspørgsmål, der har optaget Stine Fischer Christensen de sidste fire år, hvor hun har skiftet position fra foran til bag kameraet med dokumentarfilmen ”Land of the Free”, hvor hun er kreativ producer og manuskriptforfatter. Sammen med instruktør Camilla Magid har hun i over to år fulgt tre generationer i det kriminelle miljø i Los Angeles: Brian, der har siddet 24 år i fængsel og nu som 42-årig skal ud og starte forfra på at få sig et liv i en verden, der er så anderledes, at han ikke engang har en mailadresse. Teenageren Juan, som er prøveløsladt fra ungdomsfængslet og nu skal forsøge at være far for sin spæde datter, mens stofferne og bandefællesskabet stadig har en krog i ham. Og lille Gianni, som bor i et overfyldt hjem med sin mor, der har været i fængsel. ”Land of the Free” viser et Amerika, hvor de psykologiske og sociale konsekvenser af et forfejlet fængselssystem ikke kun går ud over den nærmeste familie, men forgrener sig i hele samfundet. Filmen har allerede vundet flere priser, og Stine Fischer Christensen kan ikke holde vandet i øjnene tilbage, når hun fortæller om, hvordan idéen til filmen opstod: – Vi var inde og høre en helt fantastisk mand, Richard Weintraub, som arbejder i det lokale politi, undervise i et fængsel. Han har skabt sin egen form for drømmetydning, og holder kurser for de indsatte. Det var præcis, som du ser det på film: Rungende gange, tunge døre, tung luft, og en masse indsatte i fængselsdragter og tatoveringer, som så virkelig farlige ud i mine øjne dengang. Richard beder så de her 40-50 mænd om at lukke øjnene og laver en guidet meditation med dem, hvor de skal visualisere forskellige ting. Hver ting har en betydning, som han beder dem om at fortælle om bagefter. – Til at starte med er der kun et par stykker, der rækker hånden op og fortæller om deres træ i visualiseringen. Richard giver dem så sin tolkning af den måde, de interagerer med træet – som er dem selv – på, og rammer fuldstændig plet. Pludselig er der en skov af hænder, og det ender med, at de her ”farlige” mænd i orange dragter lukker sig helt op og bliver til mennesker med følelser, drømme, håb og ambitioner – det var så rørende. LÆS OGSÅ: Dorthe Gerlach: ”Kærligheden er et vildtvoksende træ, og vi vokser ind i hinandens liv på alle mulige måder” UØNSKET AF SAMFUNDET På hjemturen kunne Stine Fischer Christensen bare mærke, at hun skulle noget med den oplevelse i fængslet. – Jeg har aldrig været så inspireret før, der var en vilje, jeg skulle følge. Camilla havde det på samme måde, og det blev starten på vores samarbejde og en rejse ind i forståelsen af det amerikanske straffesystem. Vi underviste i et ungdomsfængsel i to semestre for at finde Juan, hvor vi oplevede forsømte unge mænd sat i bås af deres handlinger i en alt for ung alder. Vi deltog ugentligt i møder hos støttegruppen for de tidligere indsatte, og her mødte vi mennesker, der var blevet løsladt til en frihed som hjemløse og fattige. Mennesker, der bliver ved med at kæmpe for et bedre liv for sig selv og deres nærmeste, men som lever i et samfund, hvor støtte og plads til forandring er en mangelvare. For hvordan træder du tilbage i et samfund, som ikke længere ønsker dig? Det ville vi undersøge med filmen. Det er en helt anden rolle end den, du er vant til – skal du fortsætte ad den vej? – Vi arbejder videre på en opfølgning af filmen, så ja, det skal jeg. Men det betyder ikke, at jeg ikke også skal være skuespiller. For mig er det ikke så mærkeligt – jeg skal jo ikke pludselig ansættes hos Nasa og bygge en raket. Det er stadig historier, der skal fortælles, og for mig er det historiefortællingen, der er det vigtigste. Det komplementerer hinanden fint, at jeg kan fungere på begge sider, synes jeg. MED FØLELSERNE UDENPÅ Det er seks år siden, Stine Fischer Christensen flyttede til Los Angeles – ikke fordi hun havde Hollywood-drømme, men fordi hendes mand, som er instruktør, gerne ville derover og arbejde. – Jeg sagde ja til at tage et år derovre, men så begyndte vi at arbejde på dokumentarfilmen, og jeg fik en hverdag og en glæde ved at være der. Nu er vi ikke på vej hjem foreløbig. Men mærkeligt nok har jeg aldrig haft lyst til at arbejde i USA med skuespillet, så når der er noget, tager jeg hjem, eller til det land, jeg nu skal arbejde i. Er du ikke bange for at blive glemt herhjemme? – Jo, det er helt sikkert ikke særlig smart, siger Stine Fischer Christensen med et lille smil. – Men det er nu engang sådan, jeg har valgt, og det passer mig godt at bo derovre, fordi jeg er et meget privat menneske. Klichéen omkring skuespillere er jo, at de rigtig godt kan lide at blive set og hørt og være i fokus – sådan har jeg det med mit arbejde, men på ingen måde med min person. Det er en problematik, jeg dealer med, men det er også en af forcerne i mit arbejde. Min skrøbelighed er min styrke, kan man sige. Hvordan mener du? – At jeg ikke kan det dér med at have en facade på. Det samme i mit spil ... jeg kan ikke sige ja til roller, jeg ikke kan føle, historier, jeg ikke kan mærke. Jeg kan ikke stå og lave noget usandt … det kan jeg bare ikke. Jeg har altid mine følelser helt ude under huden, jeg mærker alting meget stærkt. Det har jeg kunnet bruge i de relationer, jeg har fået til de mennesker i ”Land of the Free”, som jeg er kommet meget tæt på, og som har åbnet sig så meget over for os. Det er noget med en sensitivitet, jeg bringer med ind i sammenhænge, hvis du forstår. Det forstår jeg. Det lyder som en stor force, men også lidt besværligt at have det sådan i dit fag? – Ja. Det er svært for mig på nogle punkter og også derfor, jeg prøver at undgå situationer som disse, siger Stine og smiler skævt til diktafonen på bordet, der ligger og optager. – Jeg er ikke skrøbelig på den måde, at jeg nemt går i stykker – tværtimod. Min familie og mine venner har altid sagt, at jeg er et af de stærkeste mennesker, de kender. Så det er ikke, fordi jeg ikke kan deale med tingene, jeg har bare følelserne helt uden på huden, og det gør mig også … stærk. Det er det, jeg mener med styrken i skrøbeligheden, siger Stine og holder en længere tænkepause. Leder lidt efter ordene. – Jeg tror, det handler om, at jeg ikke kan være noget, jeg ikke er. Jeg siger altid min mening og kan ikke finde ud af at lade som ingenting. Giver det mening? DIREKTØR SOM 18-ÅRIG Hun er vokset op i Hellerup i et trygt og varmt hjem med en far, der var læge, og en mor, der var lægesekretær. Allerede som barn blev hun hyppigt brugt i storesøster Pernilles kortfilm – så snart kameraet var tændt, var der også noget i Stine, der tændte. Hun var knap blevet teenager, før hendes far blev alvorligt syg af cancer, hun var 15 år, da han døde, og kort efter valgte hun at flytte hjemmefra. – Jeg mærkede min fars død i alle rum i huset i tiden efter, så jeg havde et afsavn i hvert et rum, som ikke var sundt for mig og mit mentale helbred. Jeg havde ikke brug for at blive mindet om ham på den måde hver dag. Jeg var på tærsklen mellem barn og voksen, og det at miste en forælder gjorde, at jeg blev skubbet langt over mod de voksnes rækker og havde svært ved at identificere mig med mine jævnaldrende, fortæller Stine Fischer Christensen, som flyttede i en lejlighed på Nørrebro, droppede ud af gymnasiet og blev direktør i et tøjfirma som 18-årig. – Det var svært for mig at falde til i fællesskabet omkring fester og fjol – jeg var nok lidt mere seriøs, og det var ikke dér, mit fokus lå. Jeg gik op i mine nære relationer, gik meget i teatret og så film, var optaget af kultur. Min bedste ven Silas startede et tøjfirma med streetwear til mænd, Soulland, som faktisk stadig eksisterer – han designede, og jeg blev direktør og prøvede at finde ud af, hvordan man laver et momsregnskab. Et par år efter måtte Stine Fischer Christensen dog meddele sin kompagnon, at hun ikke havde tid til at være direktør længere, fordi hun var kommet ind på teaterskolen. På hendes første år kom Susanne Biers film ”Efter brylluppet”, som Stine havde en bærende rolle i, og som 20-årig stod hun med en Bodil og en Robert i hver hånd. ”Et gennembrud bøjet i neon”, skrev filmanmelder Kim Skotte om Stines præstation. – Det var ikke helt nemt at være den yngste på skolen, der lige pludselig var så eksponeret. Jeg sad dér i mit træningstøj og følte ikke, det var dér, jeg var, overhovedet. Og jeg havde svært ved at deale med pludselig at skulle være i offentligheden.

VALGTE DEPRESSIONEN FRA ”Adam, atlas, alting”. Sådan skrev Stine i sin dagbog om den eksotiske fyr i legetøjsbutikken, som endte med at blive hendes livs kærlighed. Efter mødet på dansegulvet blev hun og Adam kærester, men Stine var ikke på det tidspunkt klar til MANDEN i sit liv, så de gik til og fra hinanden nogle gange, inden de blev enige om at blive sammen for 10 år siden, og gifte sig for seks år siden. Og ungpige-drømmen fra dagbogen gik i opfyldelse, for parret har rejst i hele verden sammen og nu bosat sig sammen på den anden side af Atlanten. De var lige flyttet derover, og Stine havde et ben i hvert land på grund af arbejde, da hun blev ramt af en depression. – Den blev bygget op undervejs af forskellige ting, som jeg havde undertrykt i for lang tid. De kom så op til overfladen mere eller mindre voldsomt og slog mig helt omkuld. Jeg kom i behandling og var en kort periode på medicin, men valgte det fra allerede efter to uger. Det lyder måske helt hokuspokus, og det er ikke noget, jeg siger, alle kan gøre, men jeg tog en beslutning om ikke at være deprimeret. Jeg valgte simpelt hen ikke at være syg længere. Hvordan kunne du det? – Det var, som om depressionen var en kløft, der åbnede sig for mig, en kløft skabt af min underbevidsthed. Jeg stod på kanten og var lammet og kunne enten hoppe ned i den eller sige: Okay, nu er jeg bevidst om kløften, jeg har selv lavet den. Nu vender jeg ryggen til den ... Det var en viljesakt. Og i dag, når jeg kan mærke, at ting trigger den, og kløften åbner sig, så véd jeg, jeg ikke skal gå den vej. Hvilke ting var det, der havde hobet sig op? – En masse følelser, jeg ikke havde dealet med. Min fars død var nok et af spadestikkene. Rollen, man ikke fik, kærester, der var gået – alle mulige små og store traumer, jeg ikke havde fået bearbejdet undervejs. Jeg brugte også enormt meget energi på at være vred på Adam, når vi var væk fra hinanden – ikke fordi der var noget at være vred over, men fordi mit afsavn blev til vrede. Vi skændtes aldrig, når vi var sammen, men lige så snart han var væk, havde han en sur kæreste i røret. Det blev en virkelig ond cirkel, som jeg var nødt til at lave om på. For jeg er jo vild med ham, fordi han er det, han er – hans arbejde, hans ambitioner, hans vilje. Det inspirerer mig, og jeg vil ikke holde ham tilbage fra at tage ud i verden og gøre sine ting, så hvorfor skulle jeg ligge og græde og bruge energi på at være vred på ham? – Da jeg gav slip på det, blev vi SÅ gode til at være væk fra hinanden, og det er vi nødt til, for sådan er vores liv. I dag, når vi er væk fra hinanden, og jeg kan mærke, vi glider lidt for langt fra hinanden, så siger jeg det til ham: ”Hey, jeg har brug for, at du lige er lidt opmærksom på mig i de her dage!”. Jeg er obs på de små triggere i mit liv, for jeg kan mærke i hele min krop, når kløften åbner sig. Og det er blandt andet dét, jeg mener med at være stærk i sin skrøbelighed ... jeg er så meget i kontakt med mig selv, at jeg kan vælge at lade være med at gå med en depression. For der opstår jo en angst for, at det hober sig op igen, og det vil jeg ikke lade ske igen!

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: ”Det har altid provokeret mig, når nogen siger, det er en gave at blive syg”