Underholdning
24. maj 2018

Vicki Berlin: ”Jeg stod dér og kunne se tårerne dryppe ned på gulvet”

Årets sommerrevyer har givet skuespiller Vicki Berlin travlhed i kalenderen, og med en mand som også er selvstændig, er det nødvendigt altid at prioritere arbejdet først. Men det kræver nogle ofre – bl.a. savnet til hendes hunde, der betyder alt for hende.
Af: Charlotte Hallbæck
https://imgix.femina.dk/media/article/1820-vicki-berlin.jpg

Det går godt for Vicki Berlin. Hun har succes som skuespiller, en villa i Hvidovre og et ægteskab, der fungerer, og der er tilsyneladende ikke noget at komme efter, så jeg spørger, om det har været nemt hele vejen. Da grinet har lagt sig, siger Vicki:

– NEJ. Og det er stadig ikke nemt. Hvis man vælger det fag, jeg har valgt, skal man ikke forvente, at man får et nemt liv med sikkert arbejde og en dans på roser. Det er en KAMP, og det har det været hele vejen. For det, jeg laver, er der mange, der gerne vil. Men der er ikke plads til særlig mange. Og så bliver det en kamp om de brødkrummer, der er.

Ellers går det meget godt. Det har været en udfordring at finde et hul i Vickis kalender.

”Min kalender er simpelthen så ulækkert toppresset”, siger Vicki. Der er Odense Sommer Revy og Nyborg Voldspil, som hun skal instruere sammen med sin mand Nikolaj Tarp, og et stort speaker-job, som hun klarer på fire timer om aftenen – efter en lang arbejdsdag.

– Jeg er ved at have lidt blodsmag i munden nu. Jeg har ikke haft en fridag i tre uger. Nogle gange længes jeg bare efter at sidde og kigge ud ad vinduet. Se blomsterne springe ud. Se mine hunde lege i haven. Ikke at skulle noget som helst. Ro.

Hvorfor presser du så dig selv så meget?

– Når man er freelancer, som jeg er, bliver man nødt til at tage arbejdet, når det er der. Nogle gange har jeg måske lige to måneder, hvor jeg ikke laver en skid, det kan også være stressende. Min mand er filminstruktør … to kunstnere, ikke? Man er nødt til ikke at ligge på den lade side.

Hun siger samtidig, at det også er nødvendigt ikke at ville andet – ellers går det ikke.

– Man giver en del af sig selv hver gang, man bruger sine egne følelser, man bruger sit eget liv, og man bruger sig selv. Og det er altid arbejdet først. Min mormor døde i 2015, mens jeg spillede i Nykøbing Falster Revyen. Jeg var meget tæt på min mormor, men der var ikke noget at gøre, jeg skulle ind på den scene, både den dag hun var død, og den dag hun skulle begraves. Jeg kunne ikke stå sammen med familien og sige farvel, jeg skulle stå på en scene og underholde folk. Det koster nogle ofre. Jeg har også misset min storebrors bryllup. Mine bedste venners bryllupper. Store fødselsdage. Jeg har spillet med 40 i feber. Man skal ikke være sart og sippet. Man skal bare være dér, hvor éns arbejde er. Mine hunde betyder meget for mig, og jeg har været ude for, at min lille ”dreng” blev indlagt med en hjertefejl, mens jeg spillede Frechy i ”Grease”. Det var de VÆRSTE forestillinger. På et tidspunkt skulle pigegruppen i forestillingen lave et ”frys”. Vi skulle stå stille i ret lang tid. Og så begyndte tankerne at køre om min lille dreng, der lå på hospitalet. Jeg stod dér og kunne se tårerne bare dryppe ned på gulvet, jeg kunne slet ikke stoppe det ...

Du kalder dine hunde for ”drenge”?

– De er jo mine drenge! De er ikke mine børn, for jeg har ikke selv lavet dem, men de fungerer sådan – jeg elsker dem over alt på jorden. De betyder alt. Når jeg har været væk fra dem en hel dag, så savner jeg dem, så skal jeg bare hjem.

LÆS OGSÅ: Dorthe Gerlach fra Hush: "Kærligheden er et vildtvoksende træ, og vi vokser ind i hinandens liv på alle mulige måder"

TÆNKEPAUSE

Vicki og hendes mand Nikolaj Terp mødte hinanden på TV-satiren ”Tjenesten”, hvor hun optrådte, og han var instruktør. Han kom efterfølgende til at afsløre for hende, at han var forelsket i hende. Hun var forlovet med en anden og skulle giftes. Det er 10 år siden, og hun orker ikke at fortælle historien IGEN. Hun siger bare, at livet åbenbart ville noget andet, end hun havde planlagt: ”Når nogen er så søde at spørge, om man vil gifte sig med dem, så siger man vel ja. Det gjorde jeg i hvert fald”.

Vicki ER virkelig velopdragen, ikke? Det var, siger hun, ”ikke fedt at gøre nogen ked af det”, da hun brød forlovelsen, men det gik op for hende, at hun var det forkerte sted, så hun tog en tænkepause på tre-fire måneder og gik så på date med Nikolaj. De har været sammen siden.

– Nikolaj er et utrolig kærligt menneske. Han er meget givende. Og han elsker dyr, ligesom mig. Det betyder virkelig meget, at vi begge to har den kærlighed til dyr. Og så synes jeg, han er utrolig intelligent. Virkelig charmerende. Meget klog og meget hjælpsom. Så … what’s not to like?

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– At der er masser af det. Der er masser af kærlighed. Og man må ikke være fedtet med det. Jeg tror på, at man skal sige til hinanden, at man holder af hinanden. Også til sine venner og kolleger. Gi’ noget mere kærlighed! For der er masser af det, og nogle gange glemmer man det lidt. Der er så meget i livet, man kan ærgre sig over. Politik, forurening, dyrevelfærd. Alt muligt. Det er vigtigt at huske at sige til hinanden og sin familie og sine venner: Aih jeg elsker dig! Det prøver jeg virkelig. At give kærlighed. Kom nu bare og vær glade for hinanden – det har vi brug for!

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs mere om:

Læs også