Sundhed
25. maj 2018

Brev til Nikoline: Min kusine er blevet humørsyg i overgangsalderen

Overgangsalderen sætter gang i hormonerne hos mange af os, men denne læsers kusine er blevet så nærtagende, at hun er svær at tackle. Læs, hvad Nikoline råder hende til.
Af:
Brev til Nikoline Werdelin

Lørdag, 19.maj, 2018 - 8:04 - tekst og illustration af Nikoline Werdelin

Kære Nikoline Werdelin,

Min kusine og jeg er næsten jævnaldrende og har holdt sammen hele livet. Som små blev vi passet hos vores mormor, vi studerede i samme by, og vi stiftede familie samtidig.

Da vi er fortrolige, ved jeg, at hun har været meget plaget, siden hun kom i overgangsalderen. Selv er jeg ikke nået dertil endnu, selv om hun kun er to år ældre end mig. Jeg forstår godt, at det er svært med søvnløshed og hedeture, men jeg synes også, at hun har ændret personlighed, og det undrer mig.

Hun er blevet utrolig nærtagende, og kommer man til at udtrykke sig det mindste forkert, bliver hun såret. Så vil hun tale ud, og selv om det som udgangspunkt er et godt princip, føler jeg, at jeg hele tiden skal stå skoleret for hendes mange anklagepunkter. Jeg har to hjemmeboende børn og skal jo også have tid til mand og job, og jeg har ikke lyst til at vende hver eneste sætning, jeg har sagt.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg føler mig svigtet af min veninde

Jeg har ikke meget mod på at tale med hende, for jeg ved, at hun vil tage det ilde op. Egentlig har jeg mest lyst til at lægge afstand til hende, men jeg synes jo også, at vi har en lang fælles historie, og jeg betragter hende som min søster. Hvad vil du råde mig til?

Bedste hilsener, ”Den trætte kusine”

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min nabo tager mig for givet

Kære ”Den trætte kusine”

At blive krydsforhørt, hver gang man har åbnet munden, er svært at finde sig i – medmindre man er arresteret for mord eller bedrag. Jeg synes, du skal bede din kusine om taletid uden at blive afbrudt og fortælle hende lidt om, hvordan det føles. Husk at fortælle, hvor meget hun betyder for dig – men at du egentlig ikke vil diskutere det, du oplever. Det er dit.

Hvis hendes nye følsomhed giver hende mange problemer i kontakten med andre, må hun bearbejde det hos en psykolog. Overgangsalderen er, som ordet angiver, netop en overgang. En gang fra ét sted – over til et andet. Og det er et helt oplagt tidspunkt for kvinder i vores kultur at tage et 100.000 kilometers eftersyn. Du kan forære din kusine René Toft Simonsens nye bog ”Jeg er f*cking hot”, hvor der er masser af gode råd til at omgås det sarte indre lille væsen, der melder sig, når man er hormonelt ude af balance.

Det er en transformation, vi skal tage alvorligt – det handler ikke kun om forandring, men også om aldring og død.

Bag det nærtagende kan ligge sorg og afmagt over at være ovre toppen af bakken. Jeg har hørt, at nogle kvinder i overgangsalderen føler sig stærkere og mere erfarne og tiltrækkende end nogensinde, men jeg hører oftere, at denne fase slår hårdt. Vi må se det som et privilegium, at vi i vores kultur har mulighed for at mærke alle detaljer.

Hvis man i en periode af sit liv føler sig hudløs og ikke ved, om man hører syner eller ej, synes jeg godt, man kan bede sine nære venner eller familie hjælpe med et realitetstjek. Men jeg synes ikke, man i venskaber eller familien skal være hinandens behandlere.

Mange hilsener, Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min søster er utålelig som lesbisk

Vil du skrive til Nikoline Werdelin og bede om et råd?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også