Brev til Renée: Jeg er bange for at blive gammel

Kære Renée Jeg er 65 år og har været på efterløn, siden jeg var 60. Jeg var ikke klar til at forlade arbejdslivet, for jeg gik meget op i mit arbejde, men jeg blev fyret på grund af besparelser. Det var egentlig godt for mit helbred at stoppe efter at være flyttet fra et job, jeg var glad for, til en anden del af landet på grund af min mands arbejde. I den forbindelse måtte jeg også sige farvel til mine gode veninder gennem mange år. Her i det lille samfund føler jeg ikke, jeg passer ind. Alle kender stort set hinanden og har enten gået i skole sammen eller er i familie med hinanden. Heldigvis har jeg fået nogle veninder i byen.

Da jeg holdt op med at arbejde, forventede jeg, at jeg ville blive lykkelig og lettet. Det skete bare ikke. Min krop værker, og jeg er konstant angst for at fejle noget alvorligt. Jeg har alt for meget tid til at tænke over alt det forfærdelige, der kan ske. Jeg har en dejlig familie, har meldt mig til både fritidsaktiviteter og frivilligt arbejde, så jeg kommer ud, men møder kun ældre mennesker, som fejler alt muligt. Det er nyt for mig, for da jeg arbejdede, mødte jeg hver dag unge mennesker. I familien har vi også oplevet sygdom og død. Jeg har været til psykolog, men det fjernede ikke min angst for alderdom, sygdom og død. Jeg tænker, at mit problem måske i virkeligheden bunder i manglende accept af det, der er, og som jeg alligevel ikke kan ændre på. Jeg er ikke klar til at være en ældre dame med alle de skavanker, der kan følge med. Hvad gør jeg? Venlig hilsen Hende, der ikke er klar til alderdommen LÆS OGSÅ: Jeg er meget følsom og det giver problemer Kære dig, der ikke er klar til alderdommen Åh for pokker da og satan og sgu, hvor er den krop forræderisk! Jeg er ikke lige så gammel som dig endnu, men jeg ved lige nøjagtig, hvad du taler om. De små skavanker er jo i realiteten ikke noget. Din krop fungerer, som den skal, og du er ikke død, men så fylder det med sygdom alligevel en hel masse. Som jeg kan læse, har du gjort alt det, du ”skal”, hvis man kan sige det sådan. Du er udadvendt, du har fået nye veninder, du går ud med indimellem. Du kommer ud af huset, bliver adspredt og er aktiv, og du har en dejlig familie, som du har et godt forhold til. Men så er der lige det med tankerne. De er ikke sådan at styre, og der er rigtig mange af dem. De, der fylder mest, og som er mest generende for dig, handler alle sammen om ængstelighed eller decideret angst for at dø en dag. Dødsangst er en meget reel angst, og når jeg læser din historie, kan jeg godt forstå, den fylder i dit liv. Problemet er bare, at den ikke er særlig konstruktiv i forhold til at leve, mens du stadig er her.

Døden er så endelig en størrelse, men min erfaring med den er, at når man kommer i kontakt med den, kan den faktisk også have den stik modsatte effekt end den, som den har på dig. Jeg har oplevet, at meget syge veninder og venner pludselig indså, at livet har en ende, hvilket fik dem til at reflektere meget over, hvordan de så skulle leve det liv, der var tilbage. Med andre ord er døden jo dér, hvor livet er – for hvis der ikke er noget liv, så er der heller ikke noget, der kan dø. Faktisk har jeg oplevet, at døden kan få os til at leve. Så det, du har brug for, er måske at forlige dig med tanken om, at du skal dø en dag, for det skal du jo. Men hvordan gør du det, når det skræmmer dig fra vid og sans? Jeg tror, det er en beslutning. Du må konkret i gang med at arbejde med, at dine tanker kun er tanker. De er ikke virkelighed, for du er lige her, og du er rigtig meget i live. Det kan du enten gøre sammen med en psykolog, men du kan også gå en mere spirituel vej, måske gennem meditation. Jeg har mediteret i 15 år, og jeg tror, det er mine to lærere, der har hjulpet mig mest med min angst. Det har de gjort ved at tillade, at alt må være hos mig, også angsten. Intet har fået vist vintervejen, og på samme tid har jeg via meditation fundet ro gennem mit åndedræt og gennem det at sætte mig bag mine tanker og bare betragte dem kærligt og uden dom. Måske er det også en vej for dig? Og så vil jeg også anbefale dig at læse en bog om døden, der hedder: ”At se på solen er som at leve med døden”. Den er skrevet af Irwin D. Yalom. Jeg lider af flyskræk, og i en periode læste jeg den bog, hver gang jeg fløj. Det hjalp. For jeg indså, at selvfølgelig skal jeg dø en dag, og ja, måske falder flyveren ned, men jeg er her lige nu. For mig var det fint at læse om døden og om andre menneskers dødsangst, da det satte mange fine tanker og erkendelser i gang. Måske kunne det også være en idé for dig at læse om døden. Måske kunne det være med til, at du kunne gå i gang med at slippe alle katastrofetankerne? Kærlig hilsen Renée Skriv til Renée Cand.psych. Renée Toft Simonsen giver hver uge gode råd og kærlige indspark til læserne. Du kan spørge hende om alt, hvad der hører kvindelivet til. Send en e-mail til renee@femina.dk. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte de breve, der bringes i bladet. Alle, der skriver til Renée, får svar, uanset om spørgsmålet bruges i bladet eller ej. Meget mere Renée Her kan du finde tidligere svar fra Renée. Så tumler du lige nu med et parforhold, der halter, eller en teenager, der ikke trives, eller lignende, så find et godt råd, der måske kan hjælpe dig videre.