Du ved, du var ung i 80'erne, når ...
Foto: Pantherstock
Du ved, du var ung i 80'erne, når ...
... Du brugte koboltblå mascara og eyeliner.
… Du som det mest naturlige hoppede i dine Levis-jeans (som hed cowboy-bukser), Lacoste T-shirt og Docksides-sejlersko.
… Du aldrig havde nogen penge — men du havde et studielån med en rente på 20 procent.
… Du tog på Interrail til Grækenland sammen med bunkevis af andre unge og sov gerne foran togtoilettet, fordi der ikke var plads andre steder.
… Du lå topløs på stranden.
… Du syntes, Grace Jones lavede den fedeste musik overhovedet. Og havde de fedeste skulderpuder. Og du selv gik med skulderpuder.
… Du stiftede bekendtskab med både klamydia og kondylomer og undrede dig over, du ikke fik herpes…
… Du syntes, frisk pasta var nyt og vildt eksotisk.
… Du levede med EN tv-kanal. Vi gentager lige: EN tv-kanal!
… Du havde en walkman — og batterierne holdt i en time.
… Det var slut med bankbogen, du fik et Dankort, og du husker stadig, hvor du var, da du prøvede det første gang. Det var STORT.
… Du lavede bølger i pagefrisuren med alt for meget mousse (som hed skum) eller gelé.
… Din skoletaske var fra Rossignol eller Salomon.
… Du drak dig fuld i Liebfraumilch og har haft et anstrengende forhold til hvidvin lige siden.
… Du — sammen med resten af Danmark, så Eleva2ren fredag aften. Der var heller ikke rigtig andet at se...
… Du sagde sweetshirt, fordi du ikke kendte ordet sweatshirt.
… Du havde Morten Harket (fra a-ha) hængende på væggen.
… Du dyrkede gulerodsbukser. Og Pisang Ambon.
… Du var af den overbevisning, at jo mere permanent i håret du havde, jo bedre.
… Du lavede hjemmemixede kassettebånd (og afspillede dem på din gule SONY-walkman).
… Du brugte kinderødt i stedet for blush, og bruncreme i stedet for foundation.
… Du var lidt forelsket i George Michael (Wham!-tiden) — og du stadig kan teksterne til Wake me up before you go-go og Freedom.
… Du gik til jazzballet på den lokale danseskole, mens du drømte at du var med i tv-serien Fame.
... Dine strandture bestod af store mængder kokosolie.
… Du var yt, hvis du ikke ejede en Marc O'Polo-sweatshirt.
… Du ELSKEDE "Dollars".