Mette Blomsterberg: Jeg har kørt mig selv hårdt
foto: Heidi Maxmiling
Mette Blomsterberg undrer sig. Hun undrer sig inderligt over, hvordan det er gået til, at det ligesom er blevet mere "rigtigt" at slappe af på nogle måder end på andre.
– Det er som om, at nogen har bestemt, at når man slapper af, så gør man sådan og sådan. Men hvem har facit? ER der overhovedet et facit? Alt det der: "Læser du ikke en bog?" "Husker du at gå til yoga?" Hallo, hvor f... står det skrevet, at man bliver lykkelig af at gå til yoga? Jeg bliver ikke lykkelig af det!
- Jeg kan blive lykkelig af en middagslur. Eller af at sidde på min græsplæne bare et kort øjeblik med mine hunde og en god kop kaffe. Eller af at stå i mit køkken og bage knækbrød, som jeg gjorde i går.
Det er sådan, hun siger det med vanlig kraft og saft, den 47-årige konditor, som seerne snart får at se igen som vært i anden sæson af bagedysten for professionelle konditorer, "Sukkertoppen", der sendes på TV2 fra 8. juli.
Optagelserne er forlængst i kassen, så Mette selv kan sagtens sidde og slappe af og følge med i programmerne fra sofaen, hvis det er det, hun vil her i ferietiden.
- Og jeg tror faktisk, jeg kommer til at kigge lidt med, som hun siger.
LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg: Jeg trives med hektisk aktivitet (link fjernet)
God til at stemple ud
Mette ved som konditor og selvstændig forretningsdrivende alt om, hvad det vil sige at have travlt. Men hun ved også noget om, hvad det vil sige at sørge for IKKE at have travlt altid.
– Der er ingen tvivl om, at jeg har kørt mig selv hårdt. Men jeg har altid været god til at stemple ud, når jeg har haft brug for det. Og her kommer så ordkløveriet ind. Fordi så siger folk: ”Hvordan stempler man ud? Hvad er at stemple ud?”
– For mig kan dét at stemple ud sagtens være at have 15 mennesker siddende til middag ude på min terrasse. Det kan også være at stå op midt om natten, fordi tankerne popper rundt i mit hoved, og i stedet for at ligge og køre rundt på madrassen og blive irriteret står jeg op, laver mig en dejlig kop te og stryger skjorter. Måske ender jeg med at sidde ude på terrassen, mens morgenen stadig ligger som en dis hen over den lille sø, jeg kan se fra terrassen. Så sidder jeg dér helt afslappet og tænker: Hold kæft, hvor har jeg det egentlig godt!
Sådan slapper jeg allerbedst af
Men måden, Mette slapper allerbedst af på, er helt enkel:
– Når jeg slapper allerbedst af, så enten sover jeg, eller også tumler jeg rundt ude i mit køkken. Det med at sove bruger jeg helt bevidst. Jeg nulstiller hele butikken ved at sove. Giv mig min egen dyne og en pude, og hvis jeg ved, jeg er tryg, kan jeg falde i søvn anytime og anywhere. Jeg elsker at sove.
– Søvn er for mig lige så vigtigt som at spise ordentlig mad. Men det gælder jo ikke bare mig, det gælder for alle. Det ville jeg sådan ønske, at alle mennesker prioriterede. Søvn er sindssygt vigtigt for vores sundhed. Det er også noget, vi har givet videre til vores piger. Lige fra de var små, har vi lært dem, at sengen er et rart sted. Søvnen og sengen er vores helle.
LÆS OGSÅ: Powernap gør dig klog og glad (link fjernet)
Brugt år på at øve mig
Hun ville egentlig gerne kunne slappe af med en bog ...
- Jeg synes jo, at det lyder så hyggeligt, når folk fortæller, at nu har de læst den og den bog. Jeg har brugt år på at øve mig. Jeg har sagt til mig selv: ”Nu sætter du dig ned og læser denne her bog!” Og hvad sker der så? Efter fem-seks sider tænker jeg: ”Jeg går lige ud og sætter en vask over”. Så sætter jeg mig igen med min bog. Få sider senere: ”Hov, jeg skal have noget ud af fryseren til aftensmad!” Eller også har jeg simpelthen taget mig selv i at sidde og sove! Til sidst måtte jeg bare erkende: ”Blomsterberg, det der er du så dårlig til. Lad nu bare vær’!”
Kaste op i skraldespanden
Decideret stress kender hun ikke til. Men alligevel har hun nærmet sig noget, der ikke måtte ignoreres, fortæller hun ærligt.
– Jeg har stået og kastet op i vores skraldespand her uden for huset. Det skete for tre år siden. Jeg var på vej til et foredrag. Vores datter Maja kom bekymret ud og sagde, at jeg da ikke skulle tage afsted, for jeg var jo syg. Og jeg måtte give hende ret. Jeg var godt klar over, at det ikke var influenza, men at jeg havde kørt mig selv alt for hårdt alt for længe. Det kunne jeg bare ikke forklare hende lige da.
- Jeg måtte sige: ”Ja, jeg er syg, men jeg bliver mere syg, hvis jeg skuffer de 400 mennesker, jeg skal tale for. Derfor tager jeg på arbejde nu, men når jeg kommer hjem, lover jeg at putte mig ned under dynen”. Og det gjorde jeg. Jeg tog også de næste to dage fri. Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle længere ud ad den vej.
LÆS OGSÅ: At slappe af er ikke bare noget, man lige gør (link fjernet)
Man må godt melde afbud
Det er her, at den gode søvn og middagsluren kommer ind, siger hun. Det er det, der er med til at redde hende. Og indimellem melder hun også fra og ringer afbud til noget, hvis hun ikke magter det, siger hun ligeud:
- Så siger jeg til min mand Henrik: "Jeg har simpelthen ikke lyst til at se nogen på lørdag. Vi ringer afbud”. Og så siger han som regel: ”Det kan vi da ikke!” Men jo, dét kan vi!
– Det er mest mig, det her handler om. Henrik er stort set med på hvad som helst altid. Men der er ingen tvivl om, at jeg har et enormt behov for at være i mit hjem og være sammen med min familie. Det er her, jeg får kræfter og ny energi. Det er min base, og jeg prioriterer den højt!
Mettes meritter
✤ Født 20. juli 1970 i Helsingør.
✤ Gift med Henrik Jæger Blomster¬berg, som hun har to døtre med, Laura, 19, og Maja, 16.
✤ Udlært konditor i 1990. Vandt bronzemedalje ved konditor-VM i 1992. Forpagter af caféen på Ny Carlsberg Glyptotek i København, 1995-2011. I dag indehaver af café og konditori ”Blomsterbergs” i Lyngby.
✤ Tv-debuterede i ”Det søde liv” på DR i 2010. Siden fulgte bl.a.: ”Det søde sommerliv”, ”Kongerigets kager” og ”Price og Blomster¬berg”.
✤ Var dommer i ”Den store bagedyst” i fem sæsoner. Vært i programmet ”Sukkertoppen” på TV2 i 2017 og 2018.
✤ Ekstra bonus: Deltog i ”Vild med dans” i 2013. Har udgivet ni bagebøger.