Lotte Svendsen: ”Jeg har fandeme aldrig haft det bedre med mig selv, end jeg har det lige nu”

Interviewet med Lotte Svendsen er en del af feminas sommerserie om TID.

NUTID

Vi mødes på dag nummer 17.789 i Lotte Svendsens liv. I kolonihavehuset, som hun har arvet fra sin elskede moster. Hun har lige taget en eftermiddagsdukkert i havnen. Det er sommer, katten med de blå øjne er måske gravid igen, solen skinner, og 13-årige Carlo ligger inde i kolonihavehuset og har slået sit ene ben. Vi drikker kaffe, spiser valnødder og mørk chokolade. Alting og ingenting er som før.

– Jeg bliver snart 50. Jeg har ikke så stort behov for at få bekræftelse via mit arbejde længere. For tiden underviser jeg unge egyptiske filmskabere i børnekultur i Cairo, et projekt via Udenrigsministeriet, som giver rigtig meget mening for mig. Jeg er et sted i mit liv, hvor der er plads til mange midtvejsrefleksioner. Naturen bliver vigtigere og vigtigere for mig. DYR. Og børn. Ungdom. I weekenden gik jeg i Paradisbakkerne på Bornholm. Sad to timer nede ved en skovsø og var gråden nær over guldsmede og haletudser og naturens cyklus, der gudskelov stadig uforstyrret ruller mange steder. Jeg kan blive så rasende over alle de oversprøjtede marker på Bornholm. HVIS døgnet havde 80 timer, gik jeg ind i miljøterrorisme. Men jeg har stadig nogle år med forældreintra og masser af arbejde.

Miljøterrorisme?

– Det er ikke, fordi jeg har tænkt mig at løbe ud og putte sukker i benzintankene på sprøjtemaskinerne, men hvis man ser tilbage på modstanden mod Barsebäck og på alle atommarcherne i 1980’erne, kan det godt UNDRE mig, at der ikke er en mere samlet front. Der er for lidt græsrod, for lidt folkelig protest!

FORTID

Lottes forældre blev skilt i 1970’erne, da Lotte var lille. Hendes mor flyttede med Lottes lillebror. Ikke ret langt væk, men hun levede et nyt liv med kærester og masser af politik. Hvilket Lotte for længst har tilgivet hende. Det var TIDEN. Lotte blev hos sin far, der aldrig rigtig genfandt kærligheden og begyndte at drikke. Det medførte af og til besværlige dage, hvor der ikke var rent tøj, og hun måtte på hugst i vasketøjskurven og endda gå i skole i sin fars tøj – med bælte for at holde bukserne oppe. Men hun insisterer på, at han var en god far, og at rent tøj ikke er nogen garanti for en lykkelig barndom.

– Jeg er vokset op med en meget antiautoritær far. Han skældte mig aldrig ud. Han satte aldrig grænser. Jeg blev så meget gode veninder med tre piger, der havde en meget klassisk far. Sådan en, der gør alle lidt usikre, når han kommer ind fra værkstedet: ”Opfør jer ordentligt”. Jeg kendte slet ikke til, at man skulle indordne under sig en sur far. Så jeg stillede den far nogle ekstremt provokerende spørgsmål.

En dag ved aftensmadstid: Lotte skal spise med, det var ikke aftalt på forhånd, så der er ikke bøffer til alle, og faren siger: ”Nå, vi vidste ikke, du kom, Lotte, så må dig og Sofie dele hendes bøf”.

– Så sagde jeg til faren: ”Hvorfor er det ikke mig og dig, der deler bøffen, du er jo færdig med at vokse?”. Moren blev helt nervøs…

Har det kostet dig noget at være den provokerende Lotte?

– Nejnej, jeg tror, det havde kostet mig noget at bøje af. Jeg har en del mennesker under min økonomiske paraply, og en af mine bekendte sagde for nylig: ”Hvordan i alverden kan du lade være med at lave reklamefilm?”. For dér ligger bare hurtige penge. Men så ville jeg ikke være den, jeg er. Hvis jeg endelig skal se på forretningen Lotte Svendsen udefra, havde det kostet mig mere, hvis ikke jeg havde været konsekvent både i forhold til mit brand som kunstner og i forhold til min egen samvittighed, som altid har vejet dyrt.

TIDEN LÆGER ALLE SÅR

Lotte har altid haft et stort behov for at være alene. Også i forbindelse med de voldsomme ting, hun har oplevet i sit liv.

– Jeg har altid været enormt bevidst om døden. Desværre. Fordi jeg har begravet mange mennesker, jeg har elsket. Min kæreste Charlie, der døde, og min far, der døde, og min farmor og farfar, der døde – der har været utrolig meget tab. Så har jeg været typen, der købte en bil og satte mig ind i den og kørte ud og væk fra sorgen. Alene.

Var det en god idé?

– Jamen jeg er flygtet fra sorgen nogle gange. Helt sikkert. Og det kan da godt være, det … ikke er noget, en terapeut vil anbefale, men der er jo opstået noget andet i det kølvand. Man kan gå i terapi og have dybe erkendelser. Men jeg har mere set på livet som et eventyr. Som sømanden på en skude, der lægger fra i stormvejr, og så råber man: ”Halleluja”, og ser, hvad der kommer. Jeg har nok … dyrket det dramatiske lidt rigeligt.

Charlie døde ved en ulykke?

– På min 25-års fødselsdag faldt han ud ad et vindue på fjerde sal til en fest. Ja …

Han snublede ned ad en trappe?

– Ja, og ud ad et vindue, der var fjernet. Det var rædselsfuldt. Vi havde været sammen i syv år. Min far døde tre måneder før. Min farmor døde fem måneder før, og min farfar døde seks måneder før. Så det var i 1993, jeg begravede de fire vigtigste mennesker i mit liv på mindre end et år. Og dér gik jeg ikke i terapi. Der købte jeg en bil, og så kørte jeg ud og gjorde mærkelige ting og stoppede i en skov og kørte til Sverige og besøgte gamle venner. Sådan duf-duf. Og det kan da godt være, det ikke sådan klassisk er det, man bør gøre, men jeg kom igennem det.

Lotte tror ikke på, at tiden læger alle sår.

Hvad læger så?

– Kærlighed. Altså ny kærlighed. Hvis du kan blive ved med at række ud efter kærligheden og turde den. Det bliver jo mere og mere sårbart, for jo flere gange man mister kærligheden, jo sværere bliver det at tage imod den og holde af, fordi man ved, hvor smerteligt det er, når den forsvinder. Så den store øvelse er at turde elske igen. Det ER dér, det healende ligger: At møde kærligheden igen og turde den igen. Jeg har, sorry to say, endnu ikke mødt en terapeut, der kunne noget, jeg ikke selv kan. Jeg er også rimelig godt syet sammen heroppe i hovedet.

LÆS OGSÅ: Solbjørg Højfeldt: "Jeg fik aldrig lov til at reagere på at have mistet min mor"

TIDENS TAND

Lotte har langt mørkt hår med enkelte grå strå imellem. Lige om lidt fylder hun 50.

Er du forfængelig?

– Ja, det med tidens tand er IKKE sjovt. Jeg skal klart gøre mere og mere for at holde mig i gang og i form. Og så ligger der læsebriller overalt. Før i tiden, når jeg havde holdt fest, kunne man sådan glide i et præservativ morgenen efter, nu ligger der 12 par læsebriller uden ejere over det hele. Det er sateme ynkeligt, men sådan er det.

Lotte løber. Og justerer sine mål.

– Da jeg blev 30, vidste jeg, at jeg ville have lavet en spillefilm, da jeg blev 40, var det sådan, at jeg ville have lavet tre. Nu bliver jeg 50, og nu vil jeg veje det samme, som jeg vejede, før jeg fik børn, hahaha! Det siger det hele. Det er mit ambitionsniveau lige nu, og det mener jeg.

Vægt før: 65 kg. Vægt nu: 68 kg.

Tre kilo?

– Ja … altså jeg har den regel, at jeg VIL drikke vin hver dag. Så må jeg ligesom indrette resten af mit liv efter det. Derfor SKAL jeg dyrke meget motion og ikke spise alt muligt crap. Jeg spiser mørk chokolade, jeg kunne ikke drømme om at spise slik eller kage. Men jeg VIL have vin til aftensmaden. Det er bare det bedste i verden. Jeg har prøvet at gennemføre, at ”så må vi kun drikke i weekenden”, men jeg synes simpelthen, min livskvalitet falder. Jeg kan ikke lide at være fuld. Men jeg skal lige have et par glas vin hver aften. Jeg svæver, og det giver mig varme og sødme og lethed og nysgerrighed og positivitet. Alt muligt. Aftenen bliver helt magisk. Jeg er typen, der samler mange mennesker og børn omkring bordet.

Og der er ikke noget ved et godt måltid uden vin?

– Nej. Henne på mine børns klub er der en plakat: ”Deler din far og mor 1 flaske vin hver aften? Ring til Alkolinjen”. Jeg skyndte mig at tilføje et firetal og et ”r”, så der stod ”14 flasker vin hver aften” – så det ikke havde noget med mig at gøre, hahaha. Jeg måtte lige lave lidt om på det, for åh gud altså, når jeg tænker på min egen opvækst … Min far og farmor og farfar var jo fulde fra om morgenen. De drak snaps til formiddagskaffen og øl til frokost. Vi er SÅ fornuftige i dag. Jeg kunne ikke drømme om at spise et stykke hvidt brød, medmindre det er hjemmebagt.

LÆS OGSÅ: Sofie Gråbøl: "Det har altid provokeret mig, når nogen siger, det er en gave at blive syg"

FREMTID

Det er bare så ”WILD”, siger Lotte:

– Jeg har fandeme aldrig haft det bedre med mig selv, end jeg har det lige nu. Nu skal jeg ikke reproducere mig selv, nu skal jeg bare … være mig. Jeg har haft så sindssygt travlt. Jeg har heller ikke været så super nærværende. Jeg håber, jeg er blevet mere nærværende i mine relationer. Og hvis hele lortet går i stå, og jeg ikke skal lave flere film? Fiiint! Så begynder jeg at tømme dødsboer og dyrke min egen have og få nogle flere kattekillinger. Jeg har ikke så travlt med at bevise noget længere, fordi jeg HAR bevist noget. Det er meget befriende.

Mobilen ringer. Det er skuespilleren Mette Horn. Dødsboerne, havedyrkningen og kattekillingerne må vente:

– Vi har lige fået støtte fra Statens Filmfond til at lave en ny voksenfilm om kvinder – som lige præcis handler om alt det her med tiden og om at blive 50!

Lotte Svendsen er 49 år, filminstruktør og manuskriptforfatter – på film som blandt andre ”Bornholms stemme” og ”Max Pinlig”, Mor til Villy på 15 og Carlo på 12 og ekstramor til Kaja på 16.