Annas brevkasse
13. august 2018

Brev til Nikoline Werdelin: Min venindes nye kæreste virker forloren

Denne læser er i tvivl om, om hun bør fortælle sin veninde om sine betænkeligheder ved hendes nye kæreste. Læs, hvad Nikoline Werdelin råder hende til at gøre.
Af: tekst og illustration af Nikoline Werdelin
Brev til Nikoline Werdelin

Kære Nikoline Werdelin

Jeg er bekymret for min veninde, der virker helt forandret, efter at hun har forelsket sig. Hun er ellers en festlig og livsglad kvinde, der gennem tiden både har trivedes alene og sammen med skiftende kærester. Den nuværende mødte hun på et kursus, og jeg kunne med det samme fornemme, at hun var meget imponeret af ham. Hun siger selv, at hun er faldet for hans intellekt, og at hun aldrig har mødt et så vidende og engageret menneske. Han har et godt job, er enkemand og barnløs, og så viser det sig, at han er meget aktiv inden for en kristen frikirke. Man kan sige meget om min veninde, men religiøs ville jeg ikke kalde hende, og jeg undrer mig over, hvad de har til fælles.

Jeg har mødt ham et par gange, og jeg er knap så imponeret, for jeg synes, at der er noget underligt forlorent ved ham. Samtidig har min veninde trukket sig fra vennekredsen, og hun er flere dage om at svare på beskeder, hvilket slet ikke ligner hende. Det lyder måske fordomsfuldt, men jeg har en ubehagelig fornemmelse af den mand. Jeg har talt med min egen mand om det, og han mener, at jeg bør blande mig udenom. Hvad vil du råde mig til?

Kærlig hilsen,

Cille

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min kusine er blevet humørsyg i overgangsalderen

Kære Cille

Sommetider er det at få en kæreste et forsøg på at finde et menneske, man kan leve sammen med på lang sigt. Andre gange tror jeg, en kæreste er en måde at komme fra et sted i livet og over til et andet. Forelskelsen kan forstås, som den italienske forfatter og sociolog Francesco Alberoni definerer det: ”Man er ikke i stand til at forelske sig, hvis man bare er nogenlunde tilfreds med sin tilværelse.” Forelskelsen er sindets kreative svar på en uløselig livssituation eller en depressiv overbelastning.

I dette tilfælde behøver ”den udvalgte” og den forelskede ikke at have noget særligt tilfælles – og de behøver heller ikke at være sammen i mange år. De skal bare være sammen længe nok til, at den forelskede kan lære det, hun har brug for. Og få flyttet sig fra dér, hvor hun er. Forelskelsen har til formål at få hende til at producere endorfiner og stresshormoner nok til at komme ud af det hjørne, hvor hun er låst fast! Og kender vi nogen anden tilstand, hvor vi mærker vores livsenergi så overvældende og voldsom?

Jeg vil også råde dig til at blande dig udenom... men det betyder ikke, at du ikke skal tale med din veninde og stille hende undersøgende spørgsmål. Når hun en dag er klar, kommer hun sikkert selv med sine overvejelser og betænkeligheder, og så kan du fortælle, hvordan du oplever den nye kæreste.

Hvis du sagde noget nu, ville hun nok lukke dig ude. Hun har jo brug for sin forelskelse – hun er ikke færdig med sit projekt endnu!

Varme hilsner,

Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Hvordan får jeg sagt, at hun ikke skal flytte ind i min opgang?

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min mor gør forskel på mine døtre

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også