Brev til Nikoline Werdelin: Mit barnebarn er på gale veje
Kære Nikoline Werdelin
Jeg håber, du kan give mig et råd angående mit barnebarn. Hun er en sød og kvik pige, der dog altid har haft lidt svært ved at finde veninder, og derfor holdt hun sig meget til sin storesøster, der er to år ældre.
Hun er nu 15 år, men for et par år siden forandrede hun sig pludselig. Hun fik en kreds af ældre venner og begyndte at gå til fester. Hendes forældre gjorde deres bedste for at holde styr på hende, men hun stak ligefrem af fra dem om natten – et par gange er hun løbet hjemmefra og har været væk i et par dage. Hun har også eksperimenteret med hash og andre stoffer, og det går naturligvis ud over skolen. I fjor blev hun sendt på efterskole, men igen fandt hun det forkerte selskab, og hun endte med at blive smidt ud, og nu er hun begyndt i 9. klasse på en lokal skole. Vi er alle meget ulykkelige over det, og vi synes ikke, at vi får nogen hjælp, ud over at der bliver set igennem fingre med hendes fravær, og efter min mening er det ingen fordel i længden. Jeg er så bekymret for hendes fremtid, og min datter og svigersøn er også mærkede. Hendes storesøster går i gymnasiet og klarer sig godt. Hvad skal vi dog gøre?
Med venlig hilsen, Mormor
LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min mor gør forskel på mine døtre
Kære Mormor
Det er så hårdt, når en af de unge i familien ikke trives... Du kan tro, jeg også har erfaringer med det fra min egen familie. Der var såmænd også strabadser nok med mig selv, da jeg var ung... Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, gik ud af niende og blev efterfølgende smidt ud af alle de skoler, jeg gik på! Til sidst fandt jeg et sted, jeg kunne trives – for mit vedkommende var det højskolen, der blev lykken.
Jeg tror dybest set, problemet med vanskelige unge er, at de ikke kan genkende sig selv i nogen af de miljøer, de bliver sat i... og går ud for at lede efter nogen, der er ligesom dem. En teenager er jo et menneske under ombygning, og det er slet ikke sikkert, man føler sig hjemme i en skole. Det vælter frem med nye impulser og vanskelige følelser - alt det, som det artige barn kunne undertrykke, vil nu frem og have sin ret. Det skal integreres i den voksne personlighed. Her er det skæve, aggressive og utilpassede måske det, man bedst kan spejle sig i.
Du skriver, I ikke får hjælp nok, men jeg synes ikke, det ser ud til, at staten kan løse det helt eksistentielle problem – at pigens nej fylder det hele. Jeg tror, man skal lade hende være lidt… og prøve at være åben over for hendes verden. I mellemtiden kan forældrene gå på jagt efter et sted med diversitet, som pigen kan genkende sig selv i. Hun er uden tvivl fuld af ressourcer, de har bare ikke nogen konstruktiv retning lige nu.
Når jeg kigger på naturen, kan jeg se, at ikke alle små væsner klarer sig. Sådan vil det være til evig tid. Hvis det er svært på sigt, synes jeg, I voksne skal tale med en familiepsykolog, der kan hjælpe jer til at forstå og leve med fred. Jeg tror ikke, det er sundt for en ung med en stor indre kamp at bære hele familiens sindsro på sine skuldre.
Mange hilsener,
Nikoline
LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg er skuffet over min søn og svigerdatters afbud
LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min veninde gentager sine fejl med mænd
Vil du skrive til Nikoline Werdelin?
Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
