Historien bag danske Trollbeads: Hele verden i en kugle af glas
Foto: Christina Hauschildt og Peter Aagaard
Hør historien bag de danske Trollbeads
Forestil dig en mand sidde foran en flamme på et værksted i Himalaya i det nordlige Indien. Han varmer spidsen af en lang gul stang i glas, til den bliver glødende. Så begynder han omhyggeligt at arbejde med den. Andre farver bliver lagt på, der bliver trukket og prikket i glasset. Lag for lag. Måske hundrede gange, indtil han er tilfreds med alle farvespil og detaljer. Så er kuglen skabt. Kun den ene glaskugle i verden ser præcis sådan ud, og det er ikke til at sige noget om, hvilken af Trollbeads mange butikker den lander i.
Vi er på besøg hos Trollbeads i København for at høre om det helt særlige projekt ”Uniques” – unikke glaskugler skabt flere steder i verden med det formål at yde hjælp til selvhjælp dér, hvor der er behov. Det første projekt – eller den første workshop – blev sat i gang i Indien i 2005, hvor tibetanske flygtninge med det rette håndelag lærte at fremstille smukke kugler af glas af en mindre gruppe danskere med kvinden bag Trollbeads, chefdesigner Lise Aagaard, i spidsen.
At gøre en forskel
Lise blev inspireret til projektet efter en dag at have læst et citat i et medlemsblad for organisationen "Tibet Charity", der lød noget i retning af, at hvis man vil hjælpe mennesker i den tredje verden med at udvikle sig økonomisk, så må man lære dem det, man selv gør med succes.
– Så Lise tog først kontakt til den danske velgørenhedsorganisation og siden til lokale iværksættere. Hun tænkte jo, at det, hun kunne gøre, var at lære dem at lave smukke troldekugler i glas og at sælge dem, fortæller Patrizia Christensen, der blev ansat som direktør i virksomheden for to år siden. Netop fordi Trollbeads er en virksomhed, der gør en forskel ude i verden, takkede Patrizia ja til jobbet.
– Det var klart med i mine overvejelser. For det siger meget om en virksomheds indstilling og værdier. I virkeligheden tror jeg, at vi alle har et ønske om at kunne gøre en forskel – i større eller mindre målestok.
Hjælp til selvhjælp
Tanken med det første projekt var først at finde otte lokale, som Lise og hendes gruppe kunne uddanne. Desuden ville Trollbeads give dem hver et såkaldt mikrolån, så de kunne etablere eget værksted, hvorefter de lokale iværksættere ville blive fulgt og støttet, indtil de havde fået produktionen i gang, havde åbnet butik og kunne leve af det. En slags ”hjælp til selvhjælp”.
Men da Lise og hendes gruppe kom til Indien, var der langt flere end otte, der var interesserede og havde søgt om at komme med.
– Fordi de var så mange, testede man ansøgerne for at finde dem, der var bedst egnede. At lave glaskugler kræver håndelag, tålmodighed og æstetisk sans. 12 af ansøgerne slap ”igennem nåleøjet”, fik udleveret materiale og værktøj og blev efterfølgende fulgt. Kort efter modtog man i København de første kugler, der godt nok ”ikke var helt runde”. Det viste sig også, at i Indien ville de helst bare producere Troldekugler – de havde ikke lyst til at åbne en butik, så sådan blev det, siger Patrizia.
De kugler, man i begyndelsen modtog i København, var som de øvrige af Trollbeads-kugler skabt af italiensk Murano-glas.
– Kuglerne var utrolig smukke, men de så bare anderledes ud end det oplæg, vi oprindeligt var kommet med. Og så har man to valg: Man kan tvinge folk ind i en bestemt ramme, eller man kan slippe deres kreativitet løs og lade dem gøre, hvad de vil. Og her bliver historien til en historie om tillid og respekt, for man valgte hos Trollbeads den sidste løsning. Lise er et meget tillidsfuldt menneske, som tror på, at folk gør deres bedste, siger Patrizia og viser et stort fad fuldt af Unique-perler i alskens farver og mønstre.
– Jeg synes, man tydeligt ser, hvor de forskellige perler kommer fra. For der sker jo det, at glaskunstnerne bygger deres egen kultur ind i kuglerne. De beriger på den måde vores verden med deres æstetik, og det, synes jeg, er helt fantastisk.
Trollbeads kunder har taget overmåde godt imod de såkaldte Unique-kugler.
– Nogle er blevet samlere. De synes, det er sjovt, at der ikke er to af Unique-kuglerne, der er helt ens. Vi ved heller ikke på forhånd, hvilke kugler der kommer ud i de forskellige butikker. Så vi har kunder, der går på ”skattejagt” derude. Derefter poster de deres ”fund” på Instagram eller Facebook. Det er sjovt at følge. Og det er lige før, vi kan tale om at have fans frem for kunder, tilføjer Patrizia med et smil.
Hun er naturligvis selv en af dem.
– Jeg skifter mine Trollbeads-perler, afhængigt af hvilket tøj jeg tager på, og hvilket humør jeg er i. Jeg er helt vild med, at man kan bruge kuglerne i alle mulige kombinationer. De er på en måde som en smykkegarderobe, som jeg kan mikse efter behov. Man kan også skrue op og ned – nogle dage helt minimalistisk og andre dage mere dramatisk og flamboyant. I Italien, hvor jeg jo kommer fra, må smykkerne gerne fylde og ”larme” noget mere. Da jeg kom til Danmark for 20 år siden, var noget af det første, jeg gjorde, at tage alle mine smykker af. Dengang gik danskerne ikke med så mange smykker, og jeg ville jo gerne passe ind. Det har ændret sig lidt, og danske kvinder i alle aldre bruger mange flere smykker i dag. I dag tør man også være meget mere feminin, end man var det for 20 år siden.
LÆS OGSÅ: Mona og Lene Blogger: Livet behøver ikke at være gråt, fordi håret er blevet det
Taler til hjertet
Patrizia kom til Danmark, fordi hun mødte og forelskede sig i en dansk mand. Parret fik en søn, der i dag er teenager, men de gik siden fra hinanden. Patrizia blev imidlertid boende i Danmark, og i en årrække var hun kommerciel direktør for Kopenhagen Fur. Siden var hun selvstændig konsulent, før hun begyndte hos Trollbeads.
Italien, Patrizias hjemland, er et af Trollbeads største markeder.
– Jeg tror, det hænger sammen med, at vores smykker taler både til vores æstetiske sans og til hjertet. Også for mig personligt betyder det meget, at et smykke har en betydning. Jeg har for eksempel en kugle med en flyvende fisk i sølv i mit armbånd. Den har jeg, fordi jeg er lystfisker. Jeg har også en troldekugle, hvori der er et lille gemt rådyr. I mange af vores kugler er der et eller andet, man lige skal søge efter, før man finder det.
Patrizia har også flere kugler af sten, som hun har sat i sin halskæde og sit armbånd.
– Jeg kan lide at vide, hvad de forskellige sten giver af energier, så jeg har en kugle i onyks, som siges at hjælpe en med at træffe gode beslutninger. Og det har jeg brug for næsten hver dag, siger hun med endnu et smil.
Patrizia har fortsat til gode at se værkstederne ude i verden, men hun glæder sig til det.
– Som det er nu, har vi tre værksteder i Indien og et i Litauen. I Litauen sad en gruppe kvinder, der allerede var involverede i produktionen af kuglerne til kollektionen. Da de så de smukke kugler fra Indien, ønskede de også at få muligheden for selv at skabe unikke design, og også her lod Trollbeads kreativiteten flyde. Vi iværksatte også et projekt med en workshop i Malawi i Afrika. Men det gik desværre ikke og måtte lukke igen. Jeg kan sagtens forestille mig, at konceptet med tiden bliver udbredt til flere lande. Efterspørgslen efter kuglerne, der rummer hele små verdener i glas, er der i hvert fald.
Et smukt udvalg af Trollbeads' Unique-perler i glas.
Fra troldekugler til Trollbeads
Trollbeads er en dansk familievirksomhed, hvis historie går tilbage til 1976. Historien om de originale og unikke Troldekugler tog sin spæde start, da Søren Nielsen designede de første sølvkugler på sin far Svend Nielsens værksted i København. Den første kugle var en lille kugle dekoreret med seks små ansigter. Sørens søster, Lise Aagaard, satte dem på sølvarmbånd og udviklede et låsesystem, så kunderne nemt kunne tilføje flere kugler. I Lises guldsmedeforretning i Kgs. Lyngby voksede konceptet og Troldekuglerne i tæt samarbejde med kunderne. Efterfølgende er Trollbeads blevet lidt af et erhvervseventyr. Smykker og kugler kan købes verden over – Trollbeads sælger til over 100 lande på nettet og har distribution i flere end 50 lande.