Youtuberen Julia Sofia droppede ud af gymnasiet: ”Der er jo ikke nogen Team Danmark-ordning for folk i den kreative branche”
Foto: Kamilla Bryndum
Der ligger en gård i Karlslunde, med tronende hvidt hovedhus, to længer og ridehus på den anden side af grusvejen. Her bor Youtuberen Julia Sofia i en lejlighed i en af gårdens længer. I hovedhuset bor hendes mormor, 63-årige Anette med sin mand, og indtil for to år siden boede Anettes 42-årige datter, Julias mor, Trine på gården med sin familie. Nu har de bygget eget hus et par kilometer væk.
Et skub
Både børn og børnebørn har på skift haft bopæl på gården. Selv om man flytter væk, er man altid velkommen til at komme tilbage, for går det godt for gården, så går det godt for alle. Det er i hvert fald mottoet i familien. Her hjælper man hinanden, og her kan alle få noget at lave, hvis man brænder sig på livet som selvstændig. Til gengæld får man også et skub, hvis man har behov for det, fortæller Julia.
– Vi er aldrig blevet behandlet som børn. Vi har ikke siddet ved et børnebord eller fået noget andet at spise til aftensmad. Vi har siddet hos de voksne og budt ind til samtalen, også selv om det, vi sagde, var dumt. Da jeg startede Noble Nordic som 18-årig, sendte min mor mig alene til et bankmøde med en forretningsplan i hånden, for det kunne jeg jo lige så godt lære!
Del af et fællesskab
Da Julia begyndte i gymnasiet, tog YouTube-kanalen virkelig fart. Hun havde tusindvis af følgere og var ved at skrive en bog, og i midten af 2. g besluttede hun sig for at sætte gymnasiet på pause. Mange forældre ville måske kræve, at deres barn færdiggjorde sin uddannelse, men Julias mor accepterede hendes beslutning – efter et stykke tid i hvert fald.
– Jeg har altid haft svært ved at gøre tingene halvt og ved ikke at kunne fordybe mig. Der er jo ikke nogen Team Danmark-ordning for folk i den kreative branche. Vi snakkede med studievejlederen på et handelsgymnasium tæt på. Hun sagde: ”Hør her, du skal jo ikke sidde og læse om, hvordan man starter sin egen virksomhed. Du lever det lige nu, gå ud og få noget erfaring”.
– Jeg havde jo forestillet mig, at Julia skulle have en gymnasial uddannelse. Men jeg er også selv opdraget sådan, at man skal gribe mulighederne, når de er der. Julia var begyndt at få lavere karakterer, hendes mailboks bugnede, og hun havde ikke taget 10. klasse. Jeg tager da også mig selv i at tænke, at hun jo altid kan starte på enkeltfag, og at det er fint, hvis hun først får huen på om fem år. Men jeg ved jo godt, at studenterhuen er ligegyldig i forhold til alt det, Julia laver nu, siger Julias mor Trine.
– Det gode ved at gå i gymnasiet er, at man er en del af et fællesskab og løfter hinanden op. Men det har jeg hjemmefra. Jeg mangler ikke noget. Da mine gymnasievenner tog på grupperejser i deres sabbatår, hyrede jeg en fotograf, tog på rundrejse til Asien og producerede 11 videoer. Når vi holder møder i forlaget eller med mit YouTube-fællesskab, drikker vi jo også en øl og diskuterer sjove idéer og historier, siger Julia.
LÆS OGSÅ: Eksperten: "Youtube erstatter ikke dit barns nære relationer"
Ung og iværksætter
Hvis man har lyst til at starte sit eget firma, bør man så gøre det lige så tidligt som hun gjorde? Ja, mener Julia:
– Jeg tror, min generation har den fordel, at vi er unge og derfor lidt mere frygtløse, fordi vi ikke har nået at få så mange hug eller trælse erfaringer.
– Et godt råd er, at man skal skubbe sig selv og placere sig selv i situationer, hvor ting kan ske. Man kan sagtens sidde hjemme i sofaen og tænke: Ej, hvor gad jeg godt være rig og succesfuld ... Men man er også nødt til at rejse sig op, komme ud og finde dem, som inspirerer én. Og så skal man bare følge sin mavefornemmelse og dygtiggøre sig. Alt kan gøres til en virksomhed, hvis man bare er kreativ og arbejder for det, siger Julia.