Nikolaj Lie Kaas: ”I et parforhold bliver du hele tiden konfronteret med dig selv”

Efter fire film med Afdeling Q er det svært at forestille sig andre end Nikolaj Lie Kaas som den indebrændte og desillusionerede vicekriminalkommissær Carl Mørck. Men med ”Journal 64” er det sidste gang, han og Fares Fares spiller det umage makkerpar i filmatiseringen af Jussi Adler-Olsens storsælgende krimiserie – de sidste seks film skal produceres af Nordisk Film, og dermed skifter rollelisten også. Jussi Adler-Olsen har nemlig aldrig været helt tilfreds med Afdeling Q-universet i Zentropas filmatiseringer – heller ikke selv om ”Kvinden i buret”, ”Fasandræberne” og ”Flaskepost fra P” har trukket over én million mennesker i biografen – de to første blev årets mest sete film i 2013 og 2014.

– Danske film kommer jo normalt ikke over 350.000 seere, men de her film stak helt af og fik enorm succes, og det har jeg både været imponeret og meget taknemmelig over. Det har været fem fantastiske år, vi har gjort, hvad vi kunne, og jeg føler, vi slutter på toppen med ”Journal 64”, siger Nikolaj Lie Kaas.

– Men jeg vil da smaddergerne æde min hat, hvis det nye hold kan løfte dem højere – så lægger jeg mig fladt ned. Nu slutter vi cirklen på en perfekt måde, synes jeg, og jeg har det okay med at forlade Carl Mørck.

Den sidste Afdeling Q-film er lige så hæsblæsende spændende og rasende god underholdning som de forrige, og da vi afslutter interviewet og går over i kulisserne, der rummer både Carl Mørcks lejlighed og det dunkle kontor under Politigården, er det med ærefrygt, vi bevæger os rundt mellem de rå stenvægge og de velkendte stålreoler med alle sagsmapperne.

Nikolaj selv har ikke lyst til at gå med ind og blive fotograferet derinde. Han har taget afsked med det én gang og forladt Carl Mørck for good.

BLIVER I DANMARK

Han er kun hjemme i Danmark kort – optagelserne til den historiske HBO-serie ”Britannia”, hvor Nikolaj Lie Kaas spiller den skruppelløse druide Divis, gør, at han valfarter mellem Wales og Danmark frem til november. Det er også derfor, han går rundt med et langt hulemandsskæg for tiden, for ”Britannia” foregår i år 43, hvor romerne invaderede Storbritannien.

Det er din første gennemgående rolle i en stor udenlandsk satsning – du har været længe om at komme ud over Danmarks grænser?

– Ja, i forhold til mange andre spillere herhjemme har jeg været længe om det, men det har været tiltrængt. Det er en stor fornøjelse og en fed rolle – det er sjældent, man får lov til at spille så ekstrem en karakter. Og det er sjovt, for i det sekund du virkelig har brug for tingene, så lykkes de, har jeg opdaget. Jeg har ikke haft behov for at komme udenlands før, men jeg satte mig for, at nu skulle der ske noget, fordi jeg kunne sætte flueben ved alting herhjemme. Jeg kunne ligesom ikke finde mere, der kunne begejstre mig nok, noget, som gjorde, at jeg havde lysten hele tiden. Jeg kunne mærke, at jeg langsomt begyndte at gentage mig selv.

– Så jeg kom til et punkt, hvor jeg tænkte, at NU skal der ske noget. Jeg stod i en virkelig underlig situation, hvor jeg skulle til casting på en amerikansk film, men tiden var udløbet, så jeg kunne ikke nå det. Men jeg havde det bare sådan: Jeg VIL! Så jeg tog derover alligevel og lavede castingen for en eller anden assistent, og så fik jeg rollen. ”Britannia” kom så lige i røven af det, og jeg stod og skulle tage stilling til, hvad jeg ville. Det var virkelig en stor ting for mig at komme til det mindset, for der er kæmpe forskel på at synes, at noget kunne være sjovt at lave og på at sige: Det job er mit! I det sekund jeg begyndte at tænke anderledes bevidst om det, lykkedes det. Og det flipper jeg over: At éns mindset kan gøre den forskel.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: "Jeg er en tilstedeværende far"

Så nu har du fundet noget, som kan begejstre dig igen?

– Helt sikkert. Jeg tror, det har noget at gøre med frihed. Alles lykke ligger jo i en form for frihed – at du har et valg, at du er med til at styre din tilværelse. Jeg flipper altid over, hvor glad jeg er for at være skuespiller – det er jo en legestue, og indimellem tænker jeg, at nu må jeg sgu snart være gammel nok til at få et rigtigt arbejde. Men man skal jo tænde på det, man laver, og måske skal jeg en dag være med til at styre tingene mere, fordi jeg ved mere om, hvilken vej jeg gerne vil gå.

Har du tænkt dig at flytte fra Danmark?

– Nu har jeg jo børn, og det ville være nådesløst at rykke dem op med rode lige nu. Men man ved aldrig, hvad der skal ske. Jeg har det rigtig fint med at bo herhjemme, hvilket mange undrer sig over, for det naturlige næste skridt ville jo være at tage til udlandet. Men jeg tror sagtens, man kan begge dele. Bo her og arbejde i udlandet.

ANNE PRESSER MIG LIDT

Nikolaj er ikke den eneste i familien Lie Kaas, der flipper over, hvor sjovt det er at være skuespiller: Hans 12-årige datter Gerda faldt også i gryden, allerede da hun var helt lille, og nu har hun fået hovedrollen i eventyrfilmen ”Vildheks”, som har premiere kun en uge efter fars ”Journal 64”.

– Jeg har kunnet mærke, fra hun var helt lille, at der ikke var noget at gøre, og jeg støtter hende fuldt og helt. Det er jo altid en balancekunst som forælder, hvorvidt man skal trække sine børn ind i en verden, hvor de bliver offentligt bedømt, men det er fint for mig, hvis det er det, hun vil. Nummer to, Esther, har aldrig haft de ambitioner, og det tror jeg heller ikke, hun kommer til.

Nikolaj Lie Kaas og hans kone, stylist Anne Langkilde, har holdt sammen i 15 år og været gift i 10. Hvad er det, de to kan sammen?

– Vi har meget tilfælles og er også forskellige på mange måder, og vi respekterer hinandens forskelligheder og elsker hinanden, så basalt er det. Og netop forskellighederne gør jo, at man bliver spejlet, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Jeg har det for eksempel fint med at gå og nusse i mit eget selskab, gå i haven, sidde i et sommerhus og stene og tænke over livet. Ikke at jeg ville stagnere og sidde og drikke bajere hele dagen, hvis ikk e det var for Anne, men jeg har ikke hele tiden behov for at putte noget ind i mit liv for at blive inspireret. Det har Anne, og derigennem bliver jeg presset til det. I et parforhold bliver du hele tiden konfronteret med dig selv, om du vil det eller ej, og det elsker jeg.

– Jeg tror også, det er derfor, folk, som er single for længe, får sære tilbøjeligheder. De får principper og måder at gøre tingene på, som ikke kan flyttes. Det går ikke i et forhold – i hvert fald ikke i mit. Jeg bliver også konfronteret med ting, som jeg hader at skulle kigge på, og det synes jeg da er fantastisk. Ellers flytter man sig jo ikke.

DEN INDRE RO

Hvilke ting for eksempel?

– ”Flyt dig. Kom videre. Prøv at høre dig selv. Tag dig sammen. Mener du virkelig det?”. Alle de spørgsmål, man stiller hinanden. Det er det, jeg godt kan lide ved forhold. Jeg siger ikke, at der er noget galt med at være single overhovedet – jeg kan sagtens forstå de mennesker, der vælger at være det, for der er også en dejlig frihed i det. Men hvis du altid kan skride, når du synes, der er en, der siger noget lort eller har en mening, der ikke harmonerer med din, så går der krydsede arme i det, og du får lov til at have din mening for dig selv. Det gør du ikke i et parforhold.

Så et parforhold er konstant udvikling?

– I hvert fald i mit tilfælde. Jeg elsker, at jeg hele tiden bliver tvunget til at tage stilling til ting, jeg ikke selv orker at tage stilling til. Hvis jeg var single, ville jeg helt sikkert flytte mig mindre. Fysisk. Og dér er det fedt at have en, der skubber til én.

Er du god til at falde i staver?

– Ja, og det er en god ting, det skal bare omformes til noget produktivt indimellem. Det har jeg altid kæmpet med. Jeg bliver altid fascineret af mennesker, som får ting gjort: Så starter de lige et firma, så køber de en båd … jeg har ikke det behov som udgangspunkt. Jeg kan huske, at hver gang jeg var med min mor på ferie, så skulle vi ud og se noget, i det sekund vi ankom til hotelværelset. Jeg fattede det ikke. Det var et hotelværelse! Der var pool. Man kunne bestille mad og ligge og se fjernsyn. Jeg kunne simpelt hen ikke se, hvorfor man skulle fucke med den opskrift.

Hvor har du den indre ro fra, tror du?

– Fra min mor, helt sikkert. Hun var meget aktiv, men hendes indre ro var helt vild. Nærmest sådan lidt melankolsk. Reflekterende. På det punkt ligner jeg hende meget.

NOGET VED MUSIKKEN

Der er efterhånden mange kunstnere – heriblandt skuespillere – der giver deres mening til kende i den offentlige debat, tager slagsmål og diskussioner på de sociale medier og agiterer for bestemte holdninger. Dem hører Nikolaj Lie Kaas ikke til. Og det er ikke, fordi der ikke er masser af ting, der kan få ham op af stolen.

– Er du sindssyg! Uretfærdighed, ignorance, folk, der ikke ved, hvad de taler om. Men jeg har bevidst aldrig forholdt mig for politisk til tingene, for det er et underligt sted at stå for sådan en som mig, synes jeg. Hvis jeg selv har et menneske, jeg ser op til og elsker at se på film for eksempel, så har jeg ikke behov for at få alt for meget at vide om deres personlige holdninger. Det farver dem for meget – for mig i hvert fald. Og folk er lynhurtige til at sige, at man bare er en gammel nar, hvis man stikker hovedet for langt frem.

LÆS OGSÅ: 13 mænd, vi savlede over i 90'erne

På den måde, at det er farligt at mene for meget som kunstner?

– Mine venner ved præcis, hvad jeg mener, men jeg har ikke behov for at skrive en klumme om det. Det handler også om, hvor meget jeg har lyst til at intervenere med mennesker, jeg ikke kender. Hvis kendte mennesker skal stå for noget, skal det være tydeligt, hvad man vil, synes jeg, og jeg er nødt til at forholde mig til én ting, som jeg til gengæld også brænder for – i mit tilfælde Red Barnet, som jeg har været ambassadør for i mange år. Jeg kan klart se, hvad den store plan er, og jeg har lyst til at deltage og stå frem.

Hvis ikke du var blevet skuespiller, men skulle have ”et rigtigt arbejde”, hvad ville det så være?

– Jeg havde engang store ambitioner om at være noget inden for musikken, men jeg havde ikke selvdisciplin nok til at sidde og øve mig på klaveret hele tiden. Med alderen er jeg så blevet mere interesseret i at skrive – det har jeg ellers altid følt mig rimelig fremmedgjort over for. Så jeg kunne godt se mig selv skrive historier – manuskripter, måske bøger. Eller instruere. Når man har lavet noget i så mange år, som jeg har, får man jo en erfaring med, hvorfor noget ikke lykkes, hvor fejlene er, og hvordan man kunne gøre det bedre. Så det ville ikke være fjernt for mig.

Nikolaj Lie Kaas, 45, skuespiller. Gift med stylist Anne Langkilde, som han har døtrene Gerda, 12, og Esther på syv år med. Familien bor i Hellerup.