Mette Frobenius: Jeg er ikke typen, der kan se mig selv på Tinder

At fylde 30 var rædselsfuldt. 40 var okay. Og 50, det er bare helt fint.

Så kort kan hun sige det, Mette Frobenius. Næste år fylder hun nemlig 50. Og for få uger siden stod hun på Comedy Zoo i København med et jubilæumsshow i anledning af sine 25 år som stand-up komiker.

Det kan godt være, at du ikke lige synes, du har set hendes navn plastret hen over store plakater, men Mette Frobenius er i den grad i gang. Som stand-up komiker, foredragsholder og konferencier. Og i dag mere og mere på scener, der ligger ude i foreninger og virksomheder. Og radio laver hun også. Helt aktuelt har hun siden januar sidste år været makker med Søren Rebbe i det populære søndagsprogram ”Søren og Mette” på P4.

Læs også: Trine Pallesen: Jeg har fundet ud af, at jeg godt kan

Det frække svar

Mette Frobenius er uddannet cand.merc.jur. fra handelshøjskolen. Og når man bare må vide, hvorfor hun ikke har forfulgt en fed erhvervsjurist-karriere i stedet for at satse på noget så uberegneligt som stand-up, siger hun med det største smil:

– Det frække svar er: At så havde jeg tjent mindre og arbejdet mere!

Og ja, det frække svar er også det RIGTIGE SVAR, forsikrer hun. Men det har ikke bare været nemt hele vejen. De sidste ti år har hun boet alene med sine to børn. I en årrække med en ”14-0”-ordning, som hun siger, fordi børnene ikke har haft fast samvær med deres far. Og det har givet udfordringer.

– Jeg har skullet smøge ærmerne op for at få det hele til at hænge sammen. Det er hårdt, nogle gange benhårdt, at være én forælder med to børn på fuldtid. Alle dem, der ”disser” enlige mødre og fædre, burde have et ordentligt los bagi. Antallet af madpakker, lektiekonflikter, forældremøder og skole-hjem-samtaler bliver jo ikke mindre, bare fordi man kun er én. Og så med mine arbejdstider. Jeg ville ikke kunne have fortsat i det job, jeg har, hvis jeg ikke havde haft mine forældre, som har været en uvurderlig hjælp og virkelig trådte til, da børnene var mindre.

Mia Lyhne om at være alenemor: Jeg ville ønske, vi havde været to

En livsdrøm, der brast

Hendes børn, Sofie og Boris, var syv og seks år, da hun blev skilt fra deres far, og hun siger ærligt om skilsmissen, at det var ”en livsdrøm, der brast”.

– Jeg troede fuldt og fast på, at vi skulle være far-mor-og-børn resten af livet. Men som det udviklede sig, var skilsmisse den eneste mulighed. Alt var prøvet. Jeg havde en dagbog, hvor jeg skrev ned hvert nytår, hvordan året var gået, og flere år i træk stod der stort set det samme. Og så er det, at man må gøre sig fri. Men det var en af mit livs sværeste beslutninger. Måske den sværeste. Der er heldigvis faldet ro på nu i forhold til børnenes far. Vi kan ses og hygge os. Og det er godt for alle.

Ikke lige Tinder-typen

Her, ti år senere, er hun single. For som hun siger:

– Det handler ikke bare om, hvad en kæreste kan bidrage med i forhold til mit liv, men lige så meget om, at jeg også selv gerne skulle have noget at komme med. Og der har bare ikke været tid eller overskud. Det er først her de seneste par år, at der er faldet så meget ro på, at lysten så småt er begyndt at komme til at få en kæreste og et fast forhold igen. Men lad os nu se. Jeg er ikke lige typen, der kan se mig selv på Tinder.

Stand-up for 25 år siden

I gymnasiet var det en vejleder, der henledte Mettes opmærksomhed på den dengang relativt nye uddannelse til cand.merc.jur. Og hun har på ingen måde fortrudt, at hun gik i gang med den uddannelse efter et sabbatår efter gymnasiet.

– Jeg har været superglad for den uddannelse. Jeg var i gang med erhvervsjuraen, da jeg begyndte på stand-up. Men dengang vidste jeg ikke, at stand-up var noget, man kunne leve af. For os, der begyndte der for 25 år siden, var det en fritidsting. Alle var i gang med noget andet ved siden af. Mette Lisby læste til folkeskolelærer, Jan Gintberg uddannede sig til landmand, Lars Hjortshøj gik på universitetet. For os kom stand-uppen ind fra højre som en chance, som så tog mere og mere over.

En meget grundig erhvervsjurist

Det kom også til at betyde, at hun var lang tid om at færdiggøre sin uddannelse.

– Jeg tog alle de dispensationer, jeg kunne efter min bachelor og brugte syv år i stedet for de no¬merede tre på overbygningen. Som jeg plejer at sige: Jeg er en meget grundig erhvervsjurist.

Men det var vigtigt for hende at gøre uddannelsen færdig.

– Der er en stor forskel på at have læst noget og så have gennemført noget. Jeg har en titel. Og den titel er jeg stolt af. Jeg var den første i min familie, der fik en studentereksamen, og den første, der tog en videregående uddannelse. På den måde er jeg også en mønsterbryder af den slags, som vi er mange af i min generation.

Jeanne Boel: Det er euforisk at få publikum til at grine

En enorm forløsning

Men hvad er det, der driver hende? For efter 25 år i komikerbranchen er hun tydeligt stadig glad for at være der.

– Det er en enorm forløsning at få folk til at grine. Humoren og latteren er et fantastisk værktøj. Hvis du har nogle problematikker, du synes er vigtige at få debatteret, men som også er svære, kan du skrive en lang kronik, gå ind i noget ngo-arbejde eller blive politisk aktiv. Men du kan også gå på scenen og bruge humoren til at snakke om alt det, du har på hjerte, hvad enten det er omskæring af drengebørn, prostitution, ligestilling, LGBT-rettigheder, som jeg har gjort, hvis altså du tør.

– For det er et meget modigt job. Det synes jeg stadigvæk efter 25 år. Og det gælder for alle, mine kolleger og mig selv. Jeg synes, vi er modige. Dét at sætte ord på noget af det svære, på frustration, fremmedhad, grådighed, og oven i købet få det pakket ind i et godt grin, det er i virkeligheden en del af min mission, måske sagt lidt højtravende.

På snowboard mærker jeg alderen

At hun runder 50 næste år, har hun det bare helt fint med. Som sagt.

– Men et af de få steder, hvor jeg lægger mærke til min alder, er på fysikken, når jeg står på snowboard. Jeg har stået på snowboard i 20 år og er helt fast af sted på skiferie med mine børn. Og lige dér kan jeg godt mærke, at det bliver en tand hårdere år for år at drøne ned ad pisterne.

– Men om jeg skal fejre det, når jeg fylder 50? Er du da sindssyg! Selvfølgelig! Der skal danses, skal der! Hurtig affodring mellem klokken 18 og 20. Ingen lange taler, tak. Og klokken 20 bliver der skruet op for musikken. Punktum. Sådan bliver dét. For det er det, jeg vil.