Mental sundhed
28. november 2018

Brevkasse: Jeg er dybt misundelig på min veninde

Jeg er dybt misundelig på min veninde og hendes succes i livet med job og mænd. Og jeg skammer over det. Hvordan kan jeg lære at rumme hendes succes?, spørger en læser. Læs tre eksperters forskellige livssyn på spørgsmålet her
Af: Redaktionen
Misundelse

Foto: Panthermedia

Du løfter dig af andres succes

Maria Juhl Coach, specialist i ayurveda og yogaunderviser. Mariajuhl.com

Tak for din ærlighed. Når vi tør at stå ved vores skamfulde følelser, er vi allerede i gang med at løfte os over dem og bruge dem konstruktivt. I ayurvedisk optik findes der intet i den ydre verden, som ikke findes og er fuldt ud muligt i den indre verden. Det betyder, at din venindes succes sætter gang i en reaktion i dig, og at du kan spejle dig i succesen, fordi du genkender den. Det er dine lyse sider, dine potentialer, du spotter i det ydre. Og vær taknemmelig for det! Vi mennesker skaber nemlig efter spejlingmetoden. Det kendes som ”arv og miljø-tankegangen”, at vi ofte ender med at blive som vores forældre og det miljø, vi er opvokset i. Ikke fordi det er skæbnen eller givet på forhånd, men slet og ret, fordi vi ser det omkring os. Når vi befinder os omkring folk, der er en succes i vores øjne, så løfter vi automatisk os selv til højere grad af succes - hvad end det måtte være for os. Måske ikke lige i dag, og måske ikke på den måde, du ser det i det ydre, men at se andre have succes, glæde, sundhed og velstand er en gave. Prøv at vende perspektivet 180 grader og spørg dig selv, hvordan du ville have det, hvis du kun var omkring mennesker, du ikke ønskede at blive som? Selvfølgelig har vi også lyst til at støtte mennesker i nød og svære situationer, men det er livsvigtigt for vores udvikling som mennesker, at vi spejler os i inspirerende mennesker. Jeg tænker dette perspektivskift kan fjerne noget af skammen, og hvis du ligefrem kan sige din veninde tak, så tager du vigtige skridt mod din egen succes allerede i dag.

Byd misundelsen velkommen

Charlotte Bang Ekspert i forandring, NLP-hypnoterapeut og mindfulnessinstruktør. Charlottebang.dk

Alle følelser har et budskab til os. Vores følelser er nemlig pejlemærker for, hvad der er godt og skidt for os. Når vi undertrykker en følelse, vil den ofte blive stærkere, indtil vi forstår budskabet. Min anbefaling er derfor, at du byder misundelsen velkommen og lytter indgående til det, den fortæller dig om dit eget liv. Når vi er jaloux på andre, handler det nemlig sjældent om, at vi ikke under dem det godt, men at der er noget i vores eget liv, vi ikke er tilfredse med.

Du kan bruge følgende øvelse til at blive mere bevidst om (u)tilfredsheden i dit eget liv:

Tegn en cirkel, og inddel den i lagkagestykker svarende til forskellige områder af dit liv, herunder job og mænd. Kig på et område ad gangen. Inderst mod midten af cirklen er 0%=slet ikke tilfreds og yderst er 100%=fuldt tilfreds med det livsområde. Skravér nu den del fra midten og ud, hvor stor en del du er tilfreds med på det livsområde.

Spørg dernæst dig selv:

• Hvad skal der til for, at jeg er tilfreds nok med den del af mit liv?

• Hvad skal jeg ændre for at opnå det?

• Er det vigtigt nok til at betale prisen, som det kræver at få det?

Og måske kan du sige ligeud til din veninde, at du ville ønske, du havde samme succes som hende. Du kan spørge hende, hvad det er hun gør? På den måde kan du lære af hendes gode råd.

LÆS OGSÅ: "Jeg er blevet bange for at rødme - hvordan forhindrer jeg det i at styre mit liv?"

Værdsæt det, du selv har

Birgitte Hultberg Psykolog og forfatter. Birgittehultberg.dk (link fjernet)

Velkommen i klubben. Vi har alle et eller flere områder, hvor vi ville ønske, at tingene var anderledes og bedre. Men der er som regel altid en god grund til, at vi ikke har opnået det. Ofte er det, fordi det attråede slet ikke er i overensstemmelse med den personlighed, vi er udstyret med, eller også er vi ikke inderst inde parat til at betale prisen for at få det eftertragtede, for alt i livet har en pris.

Så måske skal du ikke se så meget på, hvad din veninde har, men på den pris, hun betaler for at have det. Måske er hun tvunget til altid at vise et glad ansigt udadtil, selv om hun græder indvendig. Måske arbejder hun mere end godt er, eller hun giver afkald på nogle grundlæggende behov i sit parforhold for at holde det velfungerende.

Det er som regel de bløde, indre værdier som selvrefleksion, sindsro og personlig vækst, der lider under et ”glamourøst” ydre liv. Er du villig til at ofre det?

Måske er din personlighed karakteriseret af nogle helt andre elementer, som du bare ikke værdsætter, fordi du som så mange andre tror, at det, de andre har, er det virkeligt værdifulde. Det er det ikke! Brug noget tid på at finde ud af, hvor du adskiller dig fra din veninde, og begynd at kig efter de muligheder, du har for at få et liv, der passer til dig. Så behøver du ikke længere være misundelig på andres lykke.

Læs mere om:

Læs også