Maria brød ud af Jehovas Vidner: Værst er at miste sine børn
Foto: Hanne Loop
Maria Alexander forlod Jehovas Vidner
Social kontrol, benspænd fra familie og venner og evig skyldfølelse er nogle af de
forhindringer, der følger med, når man forlader den tro, man er opfostret i. Her fortæller Maria om rejsen væk fra Jehovas Vidner.
Da Maria Alexander som 43-årig forlod Jehovas Vidner, manglede hun at indhente alt det, andre prøver i ungdomsårene. Hun skulle have kærester, på festival, feste og drikke sig fuld.
– Egentlig havde jeg et godt liv, så længe det var inden i en kasse med låg på. Jeg var glad for min mand, som jeg blev gift med som 18-årig og nåede at holde sølvbryllup med. Vi var begge vokset op i troende familier og var præget af Jehovas Vidner fra barnsben. Da jeg var midt i 30’erne, begyndte jeg at vakle. Hvad der præcis udløste det, ved jeg ikke. Men jeg blev kritisk over for fordømmelsen af verden udenfor, som efter sigende ville bukke under ved dommedag.
Ordene kommer fra 47-årige Maria Alexander, mens hun sidder i sin kolonihave på Amager. Hun endte med at blive skilt fra sin mand, som slet ikke kunne følge sin kones afvisning af troen. Det begyndte med, at Maria blev hjemme, når familien tog til møder i Jehovas Vidners Rigssal. Kort efter flyttede hun med støtte fra venner, hun havde fået gennem sit job. Men exitten viste sig dyr på det menneskelige plan:
– Jeg fik børnene hver anden uge. Samtidig opsøgte de ældste fra Jehovas Vidner mig med et pres for at angre og komme tilbage i menigheden. Især min yngste søn var stærkt påvirket og bange for, at jeg skulle dø ved dommedag på grund af familiens udtalelser som ”mor er gået over til Satan”. Da jeg flyttede til København, valgte jeg, at børnene ikke skulle komme hver anden uge, fordi det splittede dem. Jeg valgte det af kærlighed og ville ikke presse samvær igennem. Da de ældste stadig ikke lod mig i fred, gik jeg i seng med en kollega, så jeg kunne blive udelukket fra trossamfundet.
I dag ser Maria ikke sine børn. Hun sender de to yngste en sms hver uge, men får ikke svar. Sønnen på 25 år er tømrer og befinder sig muligvis i Australien, men Maria ved det ikke med sikkerhed. Hun håber, at børnene med tiden kommer tilbage til hende og ud af Jehovas Vidner ved hjælp af Facebook-grupper for frafaldne.
Gik fra dør til dør
Maria gik tidligt ud af skolen. Hun gjorde rent om morgenen og var i dagtimerne pionér, der gik fra dør til dør for at forkynde. I dag, hvor Maria har brudt med Jehovas Vidner, ligger det hende på sinde, at det at være forhenværende ikke bliver en ny religion eller besættelse.
– Mange kommer krybende tilbage, fordi de ikke kan klare at miste søskende, forældre og sågar egne børn. Det kræver en enorm styrke at stå fast. Men mange, især unge, tager tyren ved hornene og forlader troen. Vi frafaldne hjælper og bliver ofte deres nye familie, som kender savnet fra egen krop og kan opfylde noget at tomrummet, fortæller Maria, hvis fortid stadig spøger.
– Det er vigtigt for mig at holde en god tone, fordi jeg er opdraget med at være sød, rar og positiv. Da jeg hørte, at min far var alvorligt syg, tog jeg af sted med blomster. Min mor sagde tak, men inviterede mig ikke ind. Hun har siden skrevet til mig, at jeg ikke er den kærlige datter, hun kendte, og at jeg burde vende tilbage til Jehova. Min mors kærlighed er åbenbart betinget af, at jeg er i Jehovas Vidner, og det gør mig ked af det. Andre er kommet med udfald mod mig på Facebook, og jeg var luft for tidligere trosfæller, jeg mødte i byen. De hilste ikke længere, og det gjorde ondt.
Men Maria husker også flere gode ting fra sit tidligere liv:
– Der er et stærkt familiebånd og et socialt liv med andre, som kaldes brødre og søstre. Det kunne være strandture og fejring af bryllupsdage. Men også bibelstudier, møder og stævner, som kan være krævende for en børnefamilie, som går glip af egen tid for troens og fællesskabets skyld.
I dag har Maria en reservemor i skikkelse af en tidligere kollega. Med hendes familie fejrer hun jul og fødselsdage – begivenheder, hun aldrig har oplevet før.
OM MARIA ALEXANDER
Opvokset i Jehovas Vidner, som hun forlod for tre år siden. Tidligere tilsynsførende for rengøring i den daværende Stevns Kommune. Uddanner sig til SOSU-hjælper.
Privat: Hun er 47 år, fra Københavns Vestegn og bor igen på Vesterbro, hvor hun er født. Er fraskilt og har en kæreste. Har ikke kontakt til sine børn på 25, 17 og 14.
OM JEHOVAS VIDNER
Grundlagt 1881 i USA af Charles Taze Russell. Bygger på en egen fortolkning af Biblen og forestillingen om dommedag. Jehovas Vidner nægter militærtjeneste, stemmeret og blodtransfusion, fejrer ikke jul og fødselsdage, er modstandere af videregående uddannelse, sex før ægteskabet, fuldskab og rygning. Udgiver tidsskrifterne Vagttårnet og Vågn op! og forkynder troen ved at gå fra dør til dør. På landsplan er der cirka 14.500 Jehovas Vidner, i verden omkring 6 millioner.
Kilde: Gyldendals Leksikon m.fl.