To kvinder fandt kærligheden igen: Her er deres erfaringer

Susanne Irming: Venskab er grobund for kærlighed

Efteråret står på spring, og blomster og blade tager den rustrøde dragt på, mens solen så småt begynder sin "nedtur" på himmelhvælvingen. Historien om moden kærlighed og 60-årige Susanne Irming bør naturligvis indledes med et blik på naturens egne billeder, for hun er indbegrebet af et naturmenneske. Hun stråler ligefrem, mens hun peger og fortæller om sine giftfrie blomster, drivhuset og hønsene.

Men det er slet ikke det, interviewet skal handle om. Vi skal høre, hvad der ligger til grund for, at hun for fire år siden sagde ja, da Richard Salisbury foreslog, at de to skulle slå pjalterne sammen. Men først begyndelsen – ikke til enden, men til den vej, der førte hende fra Skanderborg til Årslev, en landsby syd for Odense med snoede veje, gadekær og bindingsværk.

– Egentlig havde jeg ingen ambitioner om at finde en ny mand, fortæller Susanne Irming, der i 2000 returnerede til Danmark fra Santiago i Chile. Fem år tidligere var hendes chilenske mand blevet dræbt i en trafikulykke, og hun boede alene med sin 11-årige søn.

– Jeg rykkede hjem til Skanderborg, hvor min familie bor. Jeg havde brug for at viske tavlen ren, både efter chokket og en årrække som alenemor.

I hjembyen tog Susanne Irming tilløb til et par nye tosomheder, hvor det længste forhold varede otte måneder.

– Det fungerede bare ikke for mig at investere i nye forhold, fordi jeg dybest set kun var klar til at fokusere på min søn, mig selv og mit arbejde som socialpædagog. Og heldigvis havde jeg familie og venner tæt på plus to kolonihaver, så jeg sad ikke med hænderne i skødet. Jeg trivedes med mit liv, og når jeg indimellem var til fest, tænkte jeg tit, at det er godt, jeg skal hjem og sove alene.

LÆS OGSÅ: Kirsten og Ole mødte hinanden i en sen alder. Det var vores rejseleder, der førte os sammen

Der var et eller andet ved ham

Nu ville skæbnen, at Susanne Irmings ene søster og svoger boede i Årslev på Fyn, og selvfølgelig skulle de hurtigt have besøg af den hjemvendte søster.

– Jeg husker tydeligt den sommerdag i huset lige derovre, siger hun og peger i retning af et hustag bag havens høje træer.

– Richard og hans daværende kone var også inviteret, og vi hilste på hinanden og fik talt sammen. Jeg bemærkede, at han – ligesom andre englændere – var meget høflig og spurgte interesseret til mig og mit liv. Jo, der var et eller andet ved ham, som jeg tog med mig. I hvert fald siger min søster, at jeg siden dengang ustandselig spurgte hende: ”Nå, hvordan går det så med din nabo?”.

Susanne Irmings øjne smiler sig smalle, da hun tilføjer, at Richard siden 2000 nåede både at blive skilt og gift igen. Da bulletinen om giftermålet suste pr. sms fra Årslev til Skanderborg, mærkede Susanne Irming en vis irritation.

– Hvorfor skulle han absolut gifte sig igen? På den anden side havde jeg jo heller ikke taget tilløb til noget. Vi havde bare sådan en god kemi, når vi mødtes i sociale sammenhænge; mere var der jo ikke i det før i 2014, hvor han nyskilt – igen – sendte mig en sms med forslag om at mødes. Selvfølgelig sagde jeg ja! At han så kom strittende med en pakke After Eight, som står nederst på min hitliste, satte absolut ingen skår i glæden.

LÆS OGSÅ: Inger blev skilt efter 34 års ægteskab: Det var vigtigst at følge min mavefornemmelse

Intens kærlighed

Med Susanne Irmings ord er der kæmpe forskel på ung og moden kærlighed.

– I ungdommen er der jo vilde følelser på spil – man elsker og hader nærmest på én gang. Jeg foretrækker absolut den modne version. Det er lykke at opleve, at kærlighed udvikler sig løbende, når den er dyrket på en solid bund af venskab, kemi og fælles værdier. Venner hjælper hinanden og er der for hinanden, og det, at man ikke kender sin udløbsdato, gør også, at vi nok lever mere intenst.

Susanne Irming har aldrig fortrudt sit ja til Richard.

– Tværtimod. Jeg bliver hele tiden bekræftet i, at det var en god beslutning. Vi respekterer hinanden og beundrer hinanden for det, vi hver især kan og gør. Vi ved, hvad vi vil, og har fokus på fælles projekter og venner. Det giver os livskvalitet.

– Selvfølgelig tager vi nogle ordentlige ture, hvor vi skal have nogle ting sat på plads. Og her er jeg meget bevidst om, at vi er blevet så gamle, at hverken han eller jeg kan lave os selv om. Meeen, der er da ting, man kan rykke ved stille og roligt. Vi vælger vores kampe ved at vurdere, hvor vigtige de er for os hver især. Jo, jeg vil kalde vores kærlighedsforhold for afbalanceret og dybt, og jeg nyder hvert øjeblik.

Vibeke Dixon: Lige nu spiser jeg den bedste bid af lagkagen

Livet leves for fuld skrue og med golfjern i alle størrelser hjemme hos Vibeke og Peter Dixon i Ferritslev på Fyn. Basen er et nydeligt parcelhus på en rolig villavej, to biler i indkørslen med golfudstyr i bagagerummene og en sommermodel med kaleche bag lås og slå i garagen. I fire år har Vibeke Dixon delt adresse med sin mand.

Knap et halvt år efter parrets møde, middage og gensidige besøg rykkede hun teltpælene op i Odense og flyttede ind i Peters hjem. Inden da havde hun boet alene i fem år, og indimellem gik hun med en følelse af, at hun ikke var gammel nok til udelukkende at fokusere på sit arbejde og at være bedstemor for sine seks børnebørn. Konsekvensen af de overvejelser førte hende ud på et datingsite, og det håndgribelige bevis på en succes står på postkassen.

– Nogle vil måske sige, at vi flyttede sammen hurtigt, men når det føles rigtigt i en 60-årig mave, skal man også tage chancer. Forinden havde vi overlevet ni dage sammen fra morgen til aften på en ferie i England, og vi blev begge overbevist om, at det skulle være os, fortæller Vibeke Dixon, 63, der har to ægteskaber bag sig.

LÆS OGSÅ: Kærligheden: Sådan griber du den

Gæst i hans hjem

– I begyndelsen følte jeg mig lidt som gæst i hans hjem, men det fik heldigvis en ende. Jeg begyndte simpelthen at rykke rundt på det hele, mens han kørte land og rige rundt i forbindelse med sit arbejde.

Vibekes øjne glimter.

– Og det accepterede han fuldstændigt, som han i øvrigt altid gør, når jeg får gode idéer. Det blev også lidt nemmere af, at det var ham, der havde købt møblerne og indrettet rummene. Jeg tror simpelthen ikke, jeg ville kunne trives et sted, hvor en anden kvinde har indrettet, boet og sovet, siger hun eftertænksomt.

Tre år efter deres møde giftede de sig på Peter Dixons 60-års fødselsdag. Og svaret på, hvorfor parret valgte at gifte sig, står ægtemanden på spring for at levere.

– Jeg ville gerne have papir på Vibeke for at vise hende, at jeg var seriøs og ønsker at dele resten af mit liv med hende.

Hans kone supplerer:

– Jeg var klar over, at Peter var manden i mit liv. Vi havde selvfølgelig også talt om, hvordan vi bedst sikrer hinanden, men det var en biting. Vi blev gift for at cementere vores forhold over for os selv og omverdenen.

Vibeke peger ud i haven og på det store træ, der skygger lidt for kirken bag havehækken. Lige der stod brylluppet på en af sidste års eneste sommerdage under træets tætte krone og med 40 gæster, præst, kordegn, musiker og telt. Et af Vibekes børnebørn var forlover, og kun han og hans forældre plus den kirkelige delegation vidste på forhånd, at festen også rummede en officiel velsignelse af parrets kærlighed.

LÆS OGSÅ: Tre kvinder: Der har livet lært os

Den bedste tid

Som en statusopgørelse over de sidste fire år beskriver Vibeke Dixon tiden som den bedste og mest givende i hendes liv.

– Selvfølgelig er det fantastisk at være ung og drømme om børn, hus og bil. Men samtidig kan det også stresse og give konflikter mellem par, så de glemmer hinanden midt i det hele. I dag har vi erfaringer, tid og god økonomi. Vi kan springe ud i det, vi har lyst til. Og det gør vi. Ærlig talt, så synes jeg, jeg lige nu spiser den bedste bid af lagkagen, og det med flødeskum, lys og det hele.

– Jeg tror også, at hjørnerne er blevet filet til gennem årene. Vi gider ikke at hidse os op over sure sokker i et hjørne eller andre småting. Selvfølgelig kan Peter og jeg være uenige, og det er vi uden at råbe og skrige ad hinanden, siger Vibeke og kigger kærligt på sin mand.

– Ja, det er ham, der er den udglattende, og mig, der er den kontante. Jeg faldt netop for hans rolige gemyt, for der skal virkelig meget til at bringe ham ud af fatning. Siden har det ovenikøbet vist sig, at han har både vilje og lyst til at engagere sig i mine børn og børnebørns liv og give en hånd med, når vi kan.

Tolerance, venskab, fælles interesser og et dybtfølt ønske om at hjælpe hinanden er de overskrifter, Vibeke Dixon fremhæver som sin belønning for at turde vælge kærligheden endnu en gang. Begges familier er begejstrede, men var de ikke det, så havde parret stået fast.

– Uanset hvad folk måtte mene, så er det vores liv. Men det er jo både nemmere og sjovere, når alle kommer godt ud af det med hinanden. Mine børn har fuldt ud accepteret Peter, og børnebørnene elsker og forguder deres bonus-bedstefar – ja, faktisk så meget, at jeg nærmest glider lidt i baggrunden.

– Ahrrr, det er nu ikke helt rigtigt, glatter Peter Dixon ud.