15 uhyggelige film, du skal streame til Halloween – hvis du tør!
Foto: Warner Bros. Entertainment
Halloween er ikke kun for børn, det er bestemt også for voksne.
Så find popcornene frem, put dig under tæppet (måske med en ven, kæreste eller ægtefælle under armen) og få et godt gys.
Gyserfilm er ikke kun halve ansigte og afrevne arme, de gode af slagsen sætter også tankerne i gang.
Vi har samlet 15 fantastiske film i gyser- og thrillergenren, der får dine tanker til at køre rundt og dit blod til at fryse til is. Rigtig god fornøjelse!
15 gysere og thrillere, du skal se op til Halloween
Split
Selvom den promoveres som en thriller, er der også garanti for et godt gys, når skurken i "Split", Kevin, skifter mellem sine 23 personligheder — fra Hedwig til Patricia og tilbage igen. "Split" handler om tre teenagepiger, der bliver kidnappet af Kevin og holdes indespærret i hans kælder. Efterhånden går det op for dem, at han har en ny personlighed, hver gang de ser ham. Hver af hans 23 identiteter har sit eget tøj, sin egen mimik, stemme og kropsholdning. Uden brug af groteske virkemidler er "Split" faktisk ekstremt uhyggelig, fordi den er så psykologisk og svær at regne ud. Undervejs i filmen forsøger pigerne at slippe ud af kælderen ved at udnytte de forskellige svagheder ved de forskellige identiteter. Men det er svært, for de ved aldrig, hvem af personlighederne, der dukker op inden i Kevin — og den sidste, som de endnu ikke har mødt — skulle være den absolut værste...
Du kan se "Split" på Blockbuster, Viaplay og YouTube.
The Conjuring
Noget af det, der gør "The Conjuring" gruopvækkende, er, at den er baseret på virkelige hændelser — som dog udspillede sig noget anderledes i virkeligheden, end de gør i filmen. Ikke desto mindre er den skræmmende, især hvis man er en lille smule overtroisk. Filmen foregår i 1970’ernes USA og handler om en familie, der køber en forfalden gård, men oplever en række mærkelige, overnaturlige (og ret så uhyggelige) hændelser, da de flytter ind. Derfor kontakter de et amerikansk efterforsker-par, Ed og Lorraine Warren, som i virkelighedens verden såvel som i filmen var eksperter i det paranormale. Mens Warren-parret efterforsker husets historie, bliver de mærkelige begivenheder — der tæller alt fra ånder og mystiske klappelyde til en virkelig creepy dukke i et glasskab — værre og værre …
Se "The Conjuring" på Netflix, YouTube eller Blockbuster, hvor den også har den danske titel "Nattens Dæmoner".
The Haunting Of Bly Manor
Hvis du kunne lide Netflix' "The Haunting Of Hill House" vil du helt sikkert også kunne lide efterfølgeren. Den nye serie "The Haunting Of Bly Manor" fik en god modtagelse, da den kom på Netflix i oktober 2020. Den er baseret på Henry James' novelle "The Turn Of The Screw". Gyserserien er ikke fyldt med voldsomme gys eller vilde effekter, men beskæftiger sig i stedet med sorgen over tabet af vores nærmeste, og hvordan det påvirker vores liv. "Død betyder ikke væk", som der står om filmen på Netflix. Og det er netop, hvad Dani, en Au Pair, må sande, da hun skal tage sig af det forældreløse søskendepar Floria og Miles.
Se "The Haunting Of Bly Manor" på Netflix.
A Quiet Place
Forestil dig at leve i komplet stilhed i en verden, hvor den mindste lyd kan blive din sidste. Det er virkeligheden for familien i "A Quiet Place", som lever i en postapokalyptisk tid, hvor verden er overtaget af blinde, men særdeles lydsensitive monstre. Børnene spiller spil med filtbrikker, og over spisebordet taler hele familien tegnsprog — alt sammen for ikke at tiltrække de gruopvækkende væsner, der jager ved hjælp af lyd. Filmen balancerer konstant på balancen mellem intens spænding, tangerende til skræk, og fine glimt af en familie, der forsøger at få en så almindelig hverdag som muligt i den dystopiske verden. Oven i købet venter forældreparret barn, og ude i fremtiden lurer en fødsel, der skal foregå i komplet stilhed, hvis den skal overstås med livet i behold.
Se "A Quiet Place" på Blockbuster, YouTube eller Viaplay.
It Comes at Night
Gyserfilmen "It Comes at Night" handler om en dødelig sygdom, der har ramt verden og kun har efterladt få overlevende. En gruppe mennesker søger tilflugt ind i skoven og gemmer sig i et hus, uden egentlig at være helt klar over, hvad det er, de gemmer sig for, ud over at det er mørke kræfter. Men det ender selvfølgelig ikke der. For det viser sig, at deres gemmested ikke var helt godt nok, og de mørke kræfter får alligevel halet sig ind på dem, og gruppen bliver ramt af sygdom én efter én. Kaos og panik opstår, da de ikke ved, hvem der kan stole på hvem.
Du kan se "It Comes at Night" på Viaplay, YouTube eller Blockbuster.
Get Out
Chris skal besøge sine svigerforældre for første gang sammen med sin kæreste Rose, og han er på forhånd lidt nervøs for, hvordan svigerforældrene vil reagere på hans hudfarve. Allerede på vejen ud til huset, der ligger meget afsides, begynder mystiske ting at ske. Roses forældre opfører sig også mærkeligt, selvom de giver udtryk for, at Chris ikke skal være nervøs for noget. Det viser sig, at forstaden gemmer på en uhyggelig historie om mange sorte mennesker, som er forsvundet, efter de er kommet til den lille forstad. Svigermorens overbevisning om, at hun kan få Chris til at stoppe med at ryge ved at hypnotisere ham, bliver Chris’ indgang til de forfærdelige gerninger, der er bliver begået i byen. "Get Out" er ikke bare en virkelig god gyserfilm, den er også blevet rost for at sætte fokus på racismeproblemer i USA.
Se den på Blockbuster, YouTube og Viaplay.
Verónica
Det er først, når du har set "Verónica" færdig, at det går op for dig, hvor virkelighedsnær, den faktisk er — og hvor ekstremt creepy, den er. Filmen er bygget på en politirapport, og billederne fra det virkelige hus ligner gevaldigt meget det hus, vi ser i filmen — med eksorcismesymboler malet på væggene og sorte skygger under madrasserne. I filmen møder vi Verónica, kort før hun en eftermiddag leger den spirituelle leg ”ånden i glasset” med et par veninder i skolens kælder. Efterfølgende sker der mærkelige ting med hende. Hun begynder at se skygger i hjemmet og får krampagtige bevægelser. Der er ikke mange blodige scener, som der er i andre gyserfilm, men du vil blive skræmt fra vid og sans, hvis du tror på, at der er mere mellem himmel og jord. Det bliver på en eller anden måde mere virkelighedsnært, når en gyserfilm er på spansk frem for amerikansk, så skynd dig at se "Verónica".
Det kan du gøre på Netflix, Viaplay, Blockbuster og YouTube.
Don’t Breathe
Er du på jagt efter et godt thrill, men af den mere psykologiske af slagsen, så er "Don't Breathe" noget for dig. Titlen er både et godt råd til karaktererne i filmen og den følelse, man får, når man ser med på den anden side af skærmen. Tre unge indbrudstyve er vant til at stjæle til dagen og vejen, og nu vil de begå et indbrud med så stor gevinst, at de kan flytte væk hjemmefra. Ofret er en ældre blind mand, som efter sigende sidder på en formue på mindst 300.000 dollars. Og han kan da umuligt opdage trioen snige sig ind, finde pengene og smutte uset igen. Piece of cake, ikke? Men det, der skulle have været let som en leg, udvikler sig hurtigt til de tre tyves værste mareridt. Den blinde mand er nemlig ikke lige så hjælpeløs, som han ser ud til. "Don't Breathe" kombinerer de klassiske gysertræk, som kan virke komiske, med chokfyldte twist, som får dig ud på kanten af stolen.
Gør dig klar til at holde vejret, og se den på Netflix, Viaplay, Blockbuster eller YouTube.
10 Cloverfield Lane
Fra det øjeblik, vi møder vores heltinde Michelle, ved vi ikke mere, end hun selv gør. Det er en god ting, for uvisheden er det, der gør "10 Cloverfield Lane" til en koldsvedende og klaustrofobisk oplevelse. Michelle kører hjemmefra, i hvad der ligner vrede efter et skænderi med sin kæreste. Hun kører ud gennem marker og skove, mørket falder på, og pludselig rammer en bil hende. Hun vågner op lænket fast og med drop i armen i en hjemmelavet bunker under jorden. Det viser sig, at hun er blevet reddet af Howard, som fortæller, at en kemisk katastrofe har ramt verden. Men ingen ved, om redningsmanden Howard faktisk har reddet hende fra noget grufuldt oven for lugen, eller om sandheden er en anden. Udover Howard huser bunkeren også Emmet, og samtidig med at de tre er forbeholdne og lidt mistænksomme over for hinanden, spiller de også spil, lægger puslespil og ser dvd-film sammen. Howard er noget af en spøjs fyr, hvis humør skifter som vinden blæser, og man sidder med hjertet i halsen, for er Howard den, han giver sig ud for at være?
Find ud af det, når du ser "10 Cloverfield Lane" på YouTube, Blockbuster eller Viaplay.
It Follows
Hvad ville du gøre, hvis du blev smittet med en kønssygdom, hvis symptomer var en forbandelse, som kunne tage hvilken som helst form og fulgte efter dig overalt for at tage dit liv? "It Follows" handler om en ung kvinde, Jay, som bliver ramt af forbandelsen ved at have sex med sin kæreste. Hun kan give forbandelsen videre, men kun indtil ”det” slår sit næste offer ihjel og kommer tilbage efter hende. Som seer bliver man besat af at screene baggrunden for potentielle farer, der bevæger sig bemærkelsesværdigt langsommere end andre. For når ”det” kan tage form som hvem som helst, er man aldrig i sikkerhed.
Se den på Blockbuster eller se den gratis på Filmstriben.
The Cabin in the Woods
Fem unge mennesker tager på weekendtur i en hytte langt ude i skoven. Lyder det som en historie, du har hørt før? Det er nok, fordi det er et meget klassisk gyserfilmsplot. Men lad dig ikke narre af overfladen. Der er nemlig meget mere gemt under klichéen om fem gode venner, der tager alene ud i ingenting og ignorerer alle tegn på fare. Selvom en mystisk mand på en faldefærdig tankstation hentyder, at det vil være klogt at vende om, og selvom hytten ser ret creepy ud, er de fem venner fast besluttet på at have en sjov og festlig weekend. Filmen er af mange blevet beskrevet som en meta-gyserfilm, så hvis du er horrorfan, vil du helt sikkert blive begejstret. Og ser du den ikke for gyset, så se den, fordi Chris Hemsworth spiller en af hovedrollerne.
Du kan finde "The Cabin in the Woods" på Blockbuster.
The Strangers
Til en bryllupsfest beslutter James sig for at fri til sin kæreste Kristen og har planlagt en efterfølgende tur til familiesommerhuset med stearinlys og rosenblade. James’ planer bliver forpurret, da Kristen vælger at besvare frieriet med: ”Det er jeg ikke klar til.” Alligevel tager parret ud i sommerhuset, hvor de slutter fred. Men "The Strangers" er ikke kun en historie om forlist kærlighed. Midt om natten banker det på døren, hvilket i sig selv er besynderligt, og udenfor står en lille pige og spørger efter Tamara, et navn som ingen af dem har hørt før. Lidt efter kommer hun tilbage, og fra det øjeblik går det løs. Gør dig klar til en grufuld og gysende oplevelse, for den her film er fyldt med ondskab og mystik. Hvem er ”de fremmede”, der opfører sig voldeligt, sniger sig ind og ud af huset og banker igen og igen, og HVORFOR gør de det? Måske finder du ud af det, måske gør du ikke.
Se "The Strangers" på Blockbuster,
Sinister
Den skriveblokaderamte krimiforfatter Ellison er træt af ikke at få ideer til nye bøger. Derfor flytter han med sin familie til et berygtet hus, hvor han giver sig til at rode i den forfærdelige historie, huset gemmer på. Han håber på, at den grufulde historie om husets tidligere beboere kan inspirere ham. Forældrene og to af deres børn blev nemlig fundet hængt i haven, mens den yngste datter aldrig blev fundet. Der sker en række mærkværdige og rædselsvækkende ting, og mysteriet om den yngste datter opsluger Ellison så meget, at han til sidst har svært ved at kende forskel på fortælling og virkelighed. Han bliver mere og mere paranoid. Hvorfor dukker der filmruller op med mordene på de tidligere beboere? Hvem er den hekselignende person, der bliver ved med at dukke op på filmene? Er det Ellisons fantasi, eller er det et hjemsøgt hus, han har taget sin familie med til? "Sinister" befinder sig på grænsen mellem blodig og okkult.
Se den på Netflix eller Blockbuster.
Hush
Okay, indrømmet, de fleste maskeklædte mænd med scary underlægningsmusik kan skræmme os halvt til døde. Og "Hush" er ingen undtagelse. Især fordi masken er forsynet med et lille smil, så man får en ildevarslende fornemmelse af, at noget virkelig klamt snart sker. Gyset kommer med det samme, og så fortsætter det bare derudaf. Vi følger heltinden Maddie, som er døvstum, og som selvfølgelig har valgt at bosætte sig i et hjem, der ligger langt væk fra alt og alle og er omkranset af høje træer. Bedst som hun sidder med sin computer i sin trygge sofa, dukker en maskeret skikkelse op uden for døren. Han har tilmed hendes kontaktoplysninger, hvilket vi ved, fordi han sender hende et billede af hende selv lige i øjeblikket, hvor hun sidder i sofaen. Er du til film med psykopatiske mordere, så skal du absolut se "Hush".
Det kan du se på Netflix.
The Awakening
Vi er på et børnehjem i 1920’ernes England. Lyder det ikke skræmmende nok, så tilsæt et par uhyggelige skikkelser, blandt andet en mystisk, ældre kvinde og nogle uforklarlige hændelser. Hovedpersonen Florence hjælper andre med at jage spøgelser på flugt, men selv er hun skeptiker og tror ikke på det okkulte, som ellers er meget oppe i tiden. Florence bliver opsøgt af Robert, der arbejder på et børnehjem, hvor besynderlige ting sker. Florence er stålfast i sin tro på, at der ikke er noget galt, men at det blot er narrestreger, der foregår. Da det går op for hende, at der måske er noget om snakken, bliver hun opsat på at opklare mysteriet. Hele atmosfæren i "The Awakening" er ret vild. De uforklarlige ting, der sker, kunne man også frygte i virkeligheden, og chokscenerne får virkelig en til at svede i sædet — især fordi der er børn involveret. Og det bedste af det hele er det plottwist, der er til sidst…
Se "The Awakening" på Blockbuster eller YouTube.