Brev til Nikoline Werdelin: Jeg hænger på det hele

Til Nikoline Werdelin

Min mand og jeg gik på pension nogenlunde samtidig – det var nøje planlagt og med store forventninger til vores nye tilværelse med mere tid til hinanden og vores interesser. Vi har haft en travl tilværelse med krævende job og tre børn.

Men det er slet ikke gået som ventet, for vores datter er blevet skilt for nylig, og hun og hendes børn har haft brug for støtte, og efter pensioneringen har min mand trukket sig fra familielivet og dyrker sine egne interesser. Jeg synes, at jeg står alene med det hele, præcis som da vores børn var små, og min mand grundlagde sin karriere. Jeg føler mig ensom, samtidig med at jeg passer børnebørn, trøster datteren og står for det huslige. Det var slet ikke det, der var meningen, og jeg har et par gange taget mig selv i at overveje en skilsmisse. Men tør jeg det så sent i livet? Jeg er 68 år. Med venlig hilsen Den skuffede LÆS OGSÅ: Min svigermor vil ikke opgive at stå for julen Kære Den skuffede Stop – stop! Du er jo overbelastet! Hvad med at sige nej til at være den gode fe og tænke dig om? De planer og forventninger, du og din mand havde… sæt jer ned og tal det hele igennem igen. Ligesom en ny cykel skal efterspændes, når den har kørt de første hundrede kilometer, skal et stort livsskift også “efterspændes”. Prøv at spørge ind til, hvorfor din mand trækker sig. Er det bevidst? Hvor meget har han lyst til, I foretager jer sammen? Var det en længsel, en forestilling – hvor kom drømmen om alt det fælles fra?

Og jeg synes, din mand og din datter selv må mødes og forhandle om, hvad din mand kan være med til. For hvorfor skal du påtage dig mere end halvdelen af det store arbejde, der pludselig er dukket op i forbindelse med hendes skilsmisse? Du tog det store slæb med jeres egne små børn – nu må det være din mands tur til at bære fra. Hvad tænker han selv? Er det ikke også hans børnebørn? I det hele taget må I sætte jer ned og lave nogle rutiner, hvad angår datter og børnebørn, så I ikke skal være tilkaldevagt for ofte. Jeres datters eksmand er vel også på banen – og hvad med hans forældre, hvor bliver de af? Jeg kender mange, der har drømt om livet på efterløn eller pension – og de fleste lyder overraskede over, hvor hurtigt dagene går. Jeg tror, du skal programsætte den tid, hvor du har dine egne aktiviteter – og du og din mand må aftale, hvad I vil foretage jer sammen. Ellers vil de menneskelige forpligtelser æde dagene op. Mange hilsner Nikoline LÆS OGSÅ: Min mand er blevet kedelig Vil du skrive til Nikoline Werdelin? Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.